Annonce
Livsstil

Hele landet kom til outdoorjul på Sydfyn

Udendørsjulen var meget løst arrangeret. På den måde kunne deltagerne selv være med til at forme aftenen, og mange fandt selv ud af samkørsel. Foto: Heidi Lykke

Sidste år samledes 22 fremmede fra hele landet ved Millinge Klint på Sydfyn. De var sammen om at fejre jul uden de hjemlige traditioner, som man forbinder med højtiden. I stedet stod den på klassisk julemenu i utraditionelle omgivelser og hygge om bålet.

Gæsterne begyndte at ankomme til shelterne først på eftermiddagen 24. december. Fra Langeland, København og den længst rejsende fra Frederikshavn-området. 22 personer, som ikke havde andet tilfælles, end at de havde tilmeldt sig en anderledes juleaften og har en forkærlighed for outdoor-aktiviteter. De havde alle sammen meldt sig til begivenheden på Facebook. Eventen hed "Udendørs voksenjul ved Millinge Klint", og manden bag begivenheden hedder Michael Hegner.

Han fik idéen til at arrangere en jul i utraditionelle omgivelser for folk, som af vidt forskellige årsager havde lyst til at holde jul på en anden måde, end de fleste gør.

- Jeg fik idéen, fordi jeg to år forinden havde holdt jul ved Millinge Klint med min bror. Jeg er ikke det store julemenneske og havde lyst til at prøve noget andet, og det var en god måde at komme tæt på hinanden og nyde roen. Julen kan ofte blive lidt forhastet, og jeg tror, mange føler, at der går noget nærhed tabt, når julen skal gå så stærkt, fortæller han.

Derfor oprettede han begivenheden på Facebook, hvor alle var velkomne til at melde sig til. Michael Hegner regnede ikke med, at ret mange ville melde sig til, men allerede en uge efter havde en god håndfuld tilmeldt sig.

At kalde dem gæster er heller ikke helt korrekt, for Michael Hegner var ikke en egentlig vært. De tilmeldte planlagde en menu i fællesskab, og alle tog noget med hver især.

- Det var vigtigt for mig, at det ikke blev et millimeterdemokrati, hvor alle skulle bidrage med præcis lige meget. I stedet var der lagt op til, at man kunne tage det med, man havde lyst til, og det endte med, at vi havde rigeligt med julemad, siger han.

Annonce

Jul i shelter

Det kostede 60 kroner at deltage i den udendørs voksenjul. 40 kroner for overnatning og 20 kroner til fællesudgifter som for eksempel brænde. Herudover havde deltagerne forskellige retter og råvarer med til den fællesjulemiddag.Deltagerne overnattede i de arkitekttegnede sheltere tæt på Millinge, cirka otte kilometer fra Faaborg.

Alle kan booke en shelter på hjemmesiden www.bookenshelter.dk. Nogle er gratis, men de fleste koster et mindre beløb.

I løbet af dagen var der god tid til, at deltagerne kunne finde sig til rette og gå en tur. Nogle tog endda en dukkert i havet og brugte saunaen, som ligger sammen med shelterne. Foto: Heidi Lykke

Fælles indsats

Da hele juleselskabet var samlet, bød Michael Hegner kort velkommen og trak sig så tilbage og overlod styringen til fællesskabet. Det var koldt og blæsende, så der skulle opsættes en læskærm, hvis middagen skulle nydes i nogenlunde komfortable omgivelser, maden skulle laves og der skulle pyntes op.

- Folk gik bare i gang med det, der faldt dem mest naturligt, og var gode til at hjælpe hinanden, når der var brug for det, fortæller Michael Hegner.

Det samme indtryk har Heidi Lykke, som så eventen på Facebook og blev nysgerrig. Hun kommer fra Herning, og selvom hun fra begyndelsen havde lyst, var hun betænkelig ved at køre til Sydfyn for at holde jul med en flok fremmede.

- Jeg tænkte: "Ej, det er for tosset, du holder da ikke jul med 22 fremmede mennesker." Men efter at have gået og tænkt over det i nogle dage, kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at give outdoor-jul en chance. Jeg turde næsten ikke have nogle forventninger, da jeg tog af sted, men det endte med at blive den bedste jul, jeg nogensinde har holdt, siger Heidi Lykke.

Nytår under åben himmel

Det blev en overdådig julemiddag med ænder på grill, flæskesteg, dadler med bacon, rødkål og brunede kartofler. Nogle havde en ramme øl og nogle sodavand med, der blev fortalt historier rundt om bålet, og et par af deltagerne tog en hurtig juledukkert i havet.

Michael Hegner kunne godt finde på at arrangere noget lignede en anden gang, men ikke i år, hvor han har sine børn. Heidi Lykke blev dog så inspireret, at hun i år er ved at arrangere en udendørs nytårsaften efter samme skabelon, som Michael Hegners. Det foregår noget tættere på hendes hjemegn, nemlig ved et shelter i Gyttegård Plantage tæt på Billund.

Heidi Lykkes råd til alle, som kunne overveje at deltage i en lignende begivenhed, er at kaste sig ud i det.

- Det var simpelthen en fantastisk aften, og man kan næsten kun blive positivt overrasket, så det er bare at tage af sted.

Find Heidi Lykkes nytårsbegivenhed ved at scanne QR-koden eller søg på "Nytår i det fri" på Facebook.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Små handelsskoler risikerer at miste udkantstilskud: Nu står flere til at gå i minus

Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Annonce