Et lokalplansforslag giver ikke som ønsket Mariehaven mulighed for at udvide med 1.000 publikummer. Paragraf 3-beskyttet natur er en hindring.
Ansager: Det, der gør Mariehaven til noget ganske særligt ud over musikken, er dens beliggenhed ned til Ansager Å. Men selv samme beliggenhed sætter nu en stopper for en markant udvidelse af Mariehaven.
- Nu får vi en lokalplan, der dækker det hele, men den hjælper kun det halve, siger musiker Helge Engelbrecht, som sammen med sin hustru, Rie, har bygget Mariehaven op til Danmarks svar på Nashville.
Han er dybt skuffet over, at det ikke er lykkedes at få lov til at lave et publikumsområde til 1.000 ekstra gæster på den modsatte side af åen. I dag er der 1.350 pladser i Mariehaven. Området på den modsatte side ejes af Varde Kommune, hvor Helge Engelbrecht gerne så to broer anlagt. Men det er paragraf 3-beskyttet natur, hvorfor det på ingen måde er muligt.
Lokalplansforslaget
Lokalplansforslaget sendes nu i offentlig høring i fire uger. Lokalplansforslaget afløser lokalplan 3.7 Ansager fra 14. september 1993 og Lokalplan 44 - Musikgalleriet i Ansager fra 7. oktober 2008.I vid udstrækning følger den nye lokalplan restriktionerne og kravene i lokalplanen fra 2008.
Der må maksimalt holdes udendørskoncerter ti dage om året og maksimalt 60 timer i alt. Det er tilladt af øve dagen inden koncerter i maksimalt tre sammenhængende timer.
På Åkrogen må der i seks uger om året opstilles tribuner og pavilloner i forbindelse med arrangementer. For at lette opstilling af pavilloner må der etableres punktfundamenter på Åkrogen.
I paragraf 3-området må der som det eneste sted anlægges bræddestier.
Ulovlig broanlæg
Preben Friis-Hauge (V), formand for plan og teknik, kigger tilbage på den egentlige årsag til, at Varde Kommune nu efter syv års arbejde kommer med en ny lokalplan. Det var et ulovligt anlagt broanlæg på samme strækning, som Helge Engelbrecht efter påbud fra kommunen måtte fjerne. I alt konstaterede kommunen efterfølgende 12 ulovlige forhold i Mariehaven i 2011. Både scenen og det store telt er ifølge den gældende lokalplan for Mariehaven ikke lovlige. Det bliver de med en vedtagelse af den nye lokalplan.
- Det ville være op ad bakke at lave to broer det samme sted igen, siger Preben Friis-Hauge.
Men lidt længere opstrøms i Ansager Å vil der være mulighed for at lave en mindre bro fra Åkrogen til Mariehaven. Op på Åkrogen må der i forbindelse med arrangementer stilles tribuner og pavilloner op.
- Så må Mariehaven være glade for det eller finde andre løsninger, siger Preben Friis-Hauge
Tre års spildt arbejde
Det kommer ikke til at ske:
- Det er tre års spildt arbejde. Sådan er det. Vi kommer ikke videre, desværre. Vi klarer det med det, der er, siger Helge Engelbrecht.
De konservatives Niels Christiansen finder, at den nye lokalplan er det bedst opnåelige for Mariehaven og naturen.
- Nu bliver der styr på tingene. Det er ikke et tag selv-bord, siger Niels Christiansen.
Han vil dog arbejde for, at den ny lokalplan gøres endnu mere præcis i sin ordlyd.
- Historien siger, at det skal skrives ret præcist, siger Niels Christiansen.