Annonce
Livsstil

Helle Troelsen: Årets hårdeste havearbejde

Frosten kom i sidste uge til Tåsinge og dækkede haven med et smukt lag af rimfrost. Roserne står, trods frosten, stadig og blomstrer. Foto: Helle Troelsen
Når over 100 georginer skal graves op.

Frosten kom til Troensehaven i sidste uge. Vi bor kystnært her på sydhavsøen Tåsinge, så frosten kommer senere, og det bliver ikke så koldt om vinteren.

Når den første rimfrost dækker haven, er det eventyrligt smukt, men også et tveægget sværd. Det ene øjeblik strutter georginerne friske og farvestrålende med iskrystaller på kronbladene, og det andet øjeblik er de klasket sammen, farveløse til ukendelighed. Georginer kaldes også Dahlia, der er det botaniske navn, og jeg bruger begge betegnelser i flæng.

Nogle vil måske sige, at georginer i haven er dårlig smag, for de er gammeldags og lidt vulgære med deres store blomsterhoveder. For nogle hører de til i en umoderne landbohave eller en farvestrålende kolonihave med havenisser og isbegonier i altankasser. Jeg har lagt øre til mange meninger om den sag.

Jeg mener ikke, at forskellige havestile eller plantevalg nødvendigvis er udtryk for dårlig smag. Det afspejler på hver sin måde de mennesker, der lever i haven, og de viser blot en begejstring over alle de smukke blomster, der findes i forskellige farver og former. Her falder georginerne ind som en af de blomster, der har så utallige farver og former, at hver blomst er et kunstværk i sig selv.

Om det er dårlig smag eller ej, så er jeg altså faldet pladask for blomsten og har givet georginebedet en helt central placering i Troensehaven. Tilmed fylder mit georginebed meget med en længde på 20 meter og en bredde på 1,5 meter. Så kan der nemlig stå to rækker georginer i hele bedets længde.

For at tilføre de lidt markante og fyldige blomster lethed, har jeg plantet kæmpeverbena i midten og i siderne af bedet.

Annonce

Brug tang som jorddække

Tang indeholder mange gode næringsstoffer, når den nedbrydes til kompost. Den er særlig god til planter, der naturligt vokser ved stranden. Asparges og kål er oprindeligt strandplanter, og de har naturligt haft tang som jorddække. Jeg prøver at efterligne naturen og henter her i efteråret et par poser med blæretang, som jeg lægger som jorddække i aspargesbedet og under grønkålene.

Først skyller jeg den fri for salt, så der ikke kommer store saltkoncentrationer i jorden. Asparges og kål kan godt tåle lidt salt, men jorden har generelt ikke godt af salt. Et ordentlig regnskyl kan også hjælpe godt på det, hvis tangen spredes ud på gårdspladsen og ligger der nogle dage i regnvejr.

Der er også andre fordele ved at dække jorden med tang:

Den holder på vandet i jorden ved at lukke for fordampningen, så man kan spare vanding og undgå udtørring.

Den lukker for lyset og hæmmer ukrudtsfrøenes spiring.

Tang indeholder kalium og andre vigtige næringsstoffer. Jorden gødes i takt med, at tangen nedbrydes, og den giver føde til orme og mikrolivet under jorden. De sørger for, at jorden forbliver humusrig og porøs.

I rette tid sættes skilte på georginerne

Inden frosten sætter ind, har jeg sat skilte ved hver georgine, så jeg til foråret kender forskel på hver plantes farve og højde. Indimellem er der planter, som jeg ikke fik sat skilt ved, og så kan jeg ikke se, hvilken slags det er, når jeg graver den op.

I år er det gået stærkt, og jeg var lidt sent ude med skiltningen, så flere georginer var allerede afblomstret. Alle uidentificerbare knolde lægger jeg i en kasse for sig. Til foråret, når de skal i jorden, har de fået den mindst attraktive placering. Næste år ændrer jeg praksis.

Hvert år bliver der knolde i overskud, for der skal jo nye til, og så må nogle af de gamle knolde vige pladsen. Det er for eksempel de knolde, der har været uden skilte, eller de knolde, der har frøsået sig i løbet af sommeren. I år har det været den ret almindelige og lidt kedelige pæon-dahlia med lilla blomster.

Et par af de knolde, der i år ved en fejl blev kasseret, er den smukke ”Cafe au lait” og ”Creme de cassis”. Måske røg de i køkkenet og blev spist, for nogle af de mest kødfulde knolde, der blev i overskud, har jeg bagt i ovnen og lavet til dejlig pure krydret med hvidløg og krydderurter. Georgineknolde kan nemlig spises, og det kan blomsten også, hvis man kan nænne det.

I løbet af vinteren tørrer georgineknoldene ud, og flere af dem bliver løse og kan let deles i flere knolde. Nogle typer udvikler mange knolde og deler sig flittigt. Hos mig er det især de mørke kaktus-typer eller pompom-typer i røde, gule og orange farver.

Opbevaring af knoldene

Det diskuteres ofte, om der skal være jord eller ikke jord på knoldene, når de gemmes til vinteropbevaring. Erfaringerne med begge metoder er forskellige. Jeg kan ikke give et entydigt råd, for det handler meget om rummets fugtighed og temperatur, hvor knoldene opbevares.

Jeg beholder jorden på mine knolde. Jeg gnubber det af, som jeg kan, og lægger knoldene i en trækasse. De stables oven på hinanden under bordet i vores opvarmede værksted. Her er tørt og lunt. Stablerne med kasser stilles oven på et par lægter, så der kan komme luftcirkulation under kasserne.

Et par gange i løbet af vinteren tilser jeg knoldene for at sikre mig, at ingen af dem er rådne. Er de det, så smitter det nemlig hurtigt de andre knolde i kassen.

Det er meget sjældent, at jeg finder rådne knolde imellem. Jeg er også omhyggelig, når de graves op med at tjekke, at ingen af dem har rådne knolde eller bare enkelte rådne rødder.

Det er smukt, når rimfrosten dækker frøstande og græsser i havens bede. Foto: Helle Troelsen

Vinterdækning af georginebedet

Det store georginebed dækkes først af visne blade, jeg river sammen fra græsplænen. Ovenpå lægger jeg planterne fra kæmpeverbena og georginetoppe, der holder godt fast på bladene, så de ikke blæser væk i en af efterårsstormene. Når det bliver forår, er der kun de grove stængler tilbage, for resten har ormene trukket ned i jorden og spist i løbet af vinteren. Det giver en dejlig porøs og næringsrig jord at plante georginer i til foråret.

Kæmpeverbena smider sine frø, og så spirer der nye frøplanter op til foråret, som jeg fordeler på rette sted i hele bedets længde.

Georginetoppene bruger jeg også i køkkenhaven som vinterdække. Ind imellem grøntsager og sommerblomster dukker der af og til små selvsåede georgineplanter op til foråret, som jeg lader stå og pryde i køkkenhavens bede.

Georginerne er frosset til is. Foto: Helle Troelsen
De stråler smukt med rimfrost på kronbladene. Foto: Helle Troelsen
Det 20 meter lange georginebed er frosset til. Foto: Helle Trolsen
Skønheden med rimfrost varede kort tid, før det hele blev splittet ad. Foto: Helle Troelsen
Hver georgineplante har, inden frosten satte ind, fået bundet et billede af blomsten på stænglen, så man kan kende forskel på knoldene, når de lægges til foråret. Foto: Helle Troelsen
Georginebedet får et lag af visne blade og toppene fra georginer og kæmpeverbena som beskyttende vinterdække. Foto: Helle Troelsen
Denne orange pompom type udvikler hurtigt store knolde, som kan deles og foræres væk eller spises. Foto: Helle Troelsen
Asparges er en strandplante, så den nyder godt af at få et lag næringsrig tang som jorddække. Jeg supplerer i foråret med et lag kompost, for der er tangen spist og nedbrudt i jorden. Foto: Helle Troelsen
Kål er også en strandplante, der får et lag tang som vinterdække. Foto: Helle Troelsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Godda' mand solcellelov

Lovgivningsdanmark har vundet endnu en sejr. Med et hidtil uset krav til bureaukrati og dokumentation er det lykkes at bremse stor set alle landets kommuner i at få oprettet solcelleanlæg i forbindelse med kommunale bygninger og derved bidrage til den grønne omstilling. Og tillykke med det. For grundet en i særklasse ubegrundet og uigennemskuelig lovgivningsjungle er det nemlig lykkes at gøre kommunale solcelleanlæg til egentlige forsyningsvirksomheder med deraf følgende krav til selvstændige bestyrelser, regnskabsaflæggelse og meget andet af det, som i stigende grad DJØF'iserer denne nation. Alt sammen krav, der æder gevinsten ved og idéen med disse anlæg. Resultat: Flere steder er eksisterende kommunale solcelleanlæg lukket ned, ligesom planer om anlæg er droppet. Lige så uigennemskueligt er det, hvorfor så regionernes sygehuse, der jo er akkurat lige så offentlige, er fritaget for dette nonsens, og ingen kan give en bare nogenlunde gangbar forklaring. Begrundelserne er det rene volapyk og et eksempel på, hvad der sker, når lovgivningsmaskinen snurrer, uden at nogen griber ind med brugen af deres sunde fornuft. Lad os håbe, at den for tiden ganske tavse klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) også ser dette som en vanvittig indretning, i hvert fald ligger der lige til højrebenet her serveret en sag, som man skal være godt dum for ikke at spark i mål. Især når man skal være instrumental i en regeringssatsning, som ingen har bare den fjerneste idé om hvad ender med at koste. Sådan er det nemlig med det fromme ønske om at reducere nationens menneskeskabte CO2-udledning med 70 procent i forhold til 1990-niveau inden 2030. Man ved end ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre, men man ved, at det bliver utroligt dyrt. Her står vi med en sag, der, som megen anden klimasnak, ikke er fugle på taget, men miljøgevinster lagt lige i hånden på Dan Jørgensen, hvis han ellers vil tage imod dem. Lad os få fjernet disse bureaukratiske forhindringer - hellere i dag end i morgen.

Annonce