Annonce
Livsstil

Helle Troelsen: Haven gøres vinterklar

I år er det oldenår, for bøgetræer og egetræer bærer særlig meget frugt. Olden er en samlet betegnelse for egetræets og bøgetræet frugter. I gamle dage troede man, at det varslede streng vinter. Foto: Helle Troelsen
I søndags stillede vi urene tilbage til vintertid. Så mindes vi om, at der er nye gøremål, inden vinteren for alvor slår igennem. Havemøblerne stilles tilbage til vinteropbevaring, og hos mig er to do-listen til vintertidens første uger i det hele taget lang.

En gammel overtro siger, at hvis det er oldenår, bliver vinteren streng.

I år er det oldenår, for bøgetræer og egetræer bærer særlig meget frugt.

Olden er en samlet betegnelse for egetræets og bøgetræet frugter. Det er oldenår med nogle års mellemrum og typisk lige efter et år med tørke. Det passer jo med, at vi sidste år havde en lang tørkeperiode.

Så går planterne i alarmberedskab og sætter en hulens masse anlæg til frugt, nødder og bær for at sikre artens fremtid. Efter et oldenår kommer vi til at opleve en masse selvsåede træer og buske i naturen og i haverne, for musene og andre dyr har nydt godt af al den forråd og har gravet depoter ned i jorden.

Mange andre træer og buske har også sat utrolig meget frugt i år. Hasselhegnet har bugnet af nødder, tjørnehækken er endnu rød af bær, og rønnebærtræernes klaser har efter det sidste blæsevejr farvet græsplænen helt orange.

I år er der rigeligt med føde til fugle og smådyr, så de styrket kan klare sig gennem vinteren.

Selvom det måske er gammel overtro, at vinteren bliver streng, forbereder jeg mig alligevel ekstra grundigt i år på, at vinteren bliver kold. Der kunne jo være noget om snakken.

Annonce

Krukker i vinterhaven

Krukker kan let sprænge i frostvejr, hvis ikke der tages visse forholdsregler:

1 Brug frostsikre krukker af hårdtbrændt ler eller krukker af andre materialer, der kan give sig, eksempelvis kurve og trækar.

2 Stil krukkerne beskyttet under udhæng, men husk alligevel at holde planterne let fugtige.

3 Læg dræn i bunden af krukken, der samler vandet og forebygger frostskader i planterødderne.

4 Vandet skal også kunne løbe fra, så hæv krukken op fra underlaget ved at stille den på sten, krukkefødder eller andet materiale.

5 Undgå at plante overvintrende planter i vandkrukker eller i krukker med en snæver åbning foroven. Når det fryser, udvider jorden sig i krukken, og den skubbes opad. Vandkrukker vil derfor sprænge.

6 Krukker, der er blevet brugt til sommerblomster, tømmes for planter og jord og stilles på hovedet.

7 Kan du lide patinerede lerkrukker, så stil dem på jorden et fugtigt sted i haven under hækken eller buske. Så dækkes de i løbet af vinteren af mos og algevækster, der giver krukken et naturligt og rustikt look.

Krukkerne tømmes

Jeg har rigtig mange krukkeplanter stående i grupper rundtomkring på gårdspladsen og terrasser. Krukkeplanter er særlig sårbare over for længerevarende frost, for hele jordklumpen kan fryse til is, og så kan planten få frostskader.

Nogle planter, for eksempel forskellige nåletræer, kan godt tåle at stå i krukker i normale vintre, men bliver vinteren streng, skal krukkerne isoleres. Det kan man gøre ved at vikle beskyttende bobleplast omkring, der holder den værste frost ude. Bobleplast er ikke ret kønt, så udenpå vikler jeg groft hessian/jutefilt, der er lidt mere dekorativt.

Andre planter har bedst af at blive plantet ud i et bed. I denne uge har jeg tømt alle krukkerne med hortensia, småtræer, hosta, klematis, dværgsyrener, amerikansk syren og vinterhårdføre græsser. De er blevet plantet ned i køkkenhaven, hvor de vinterdækkes med visne blade og grangrene. Så kan vinteren bare komme an. Til foråret pottes de tilbage i ny jord - måske i en større potte - når køkkenhaven sås til. Så har de fået en god start på sæsonen, hvor rødderne har haft plads til at udvikle sig lidt og suget næring fra jorden.

De fineste blomsterhoveder af hortensia har jeg klippet af og lagt til tørring, så de kan bruges til at binde i kranse og dekorationer.

Krukkerne fyldes igen

Der er ikke noget så skønt som tanken om, at krukkerne får en funktion i vinterperioden og ikke bare står ubenyttet hen.

Jeg fylder de fineste af de tømte krukker med blomsterløg. Sidste år havde jeg mange krukker med små narcisser ”Minnow” og ”Thalia”, som jeg supplerede med hvide og gule hornvioler, primula og påskeklokker. Det var så smukt, så det vil jeg gentage i år. Nu står krukkerne med narcisser under udhænget på huset, så de ikke får så meget fugt, at løgene rådner.

KLIMATIP

Find plads i haven til træer og buske, der giver føde til insekterne fra det tidlige forår. Et godt tidspunkt at plante dem på er nu, hvor planterne er i hvile.

De første træer med nektarfyldte blomster om foråret er pil og hassel, der blomstrer, når de første vilde bier er på vingerne og søger føde. Pil findes i mange smukke sorter, store som små, der kan pryde ethvert bed eller plantes i hegn og skel.

Gode træsorter er desuden tjørn, kirsebærkornel, lind og alle slags frugttræer.

Gode buske er de helt traditionelle forsythia og ribes. Mange typer bærbuske, også brombær og boysenbær, der kan vokse på espalier i haven, får tidlige nektarfyldte blomster.

Vinteropbevaring af sarte krukkeplanter

Jeg har rigtig mange skærmliljer, der ikke er vinterhårdføre, så de flyttes i drivhuset. Jeg plejer at lave et selvbygget indertelt af isolerende bobleplast, så jeg kan få et frostfrit rum til opbevaring af sarte planter. Men i denne uge har jeg af ren dovenskab (eller travlhed) købt et færdiglavet indertelt, der lige akkurat kan stå i drivhusets midtergang. Det stiller jeg op, når jeg i en af de kommende uger gør drivhuset rent.

Her vil jeg opbevare skærmliljerne sammen med duftgeranier, små oliventræer, passionsblomst, chili og sarte salvieplanter, der ikke er vinterhårdføre. Jeg vil også prøve at vinteropbevare prydgræsser, der normalt ikke kan tåle vinterkulden, eksempelvis den kønne rødbladede lampepudsergræs ”Rubrum”. Måske lykkes det at holde liv i den.

Jeg har en gasvarmer med termostat, der kan holde en konstant temperatur på fem grader. Den slår jeg først til, når det bliver rigtig koldt. Har vi kolde frostnætter i de kommende uger, kan jeg nøjes med at tænde et par begravelseslys, der kan holde temperaturen over frysepunktet.

Tjørnehækken står med et rødt skær af bær. Foto: Helle Troelsen

Værkstedet fyldes også op

Uden for værkstedet står et par store krukker med engletrompeter. De er næsten umulige at flytte helt ned i drivhuset. Med en sækkevogn kan vi bugsere dem ind i værkstedet, hvor de godt nok står lidt mørkt og trangt. Jeg har klippet dem ned, så de ikke fylder så meget.

Der er gjort plads til at stable trækasser med georgineknolde under bordet. Under loftet i værkstedet hænger hæklede løgposer fyldt med hvide og røde løg, hvidløg og hasselnødder. Min svigerinde har haft travlt med at hækle dem og givet dem i gave, for hun ved, at der kan blive trangt med plads, når vi stuver planter og forråd sammen hist og her.

Under det gamle egetræ bagerst i haven ligger der et tykt lag af agern. Det nyder musene godt af, for så er der rigeligt med forråd til vinteren. I forgrunden ses til venstre Trompetkrone (Catalpa), der er et mindre træ med meget fine farver på efterårsløvet. Det lille træ i midten er koralbarkløn (Acer palmatum ”Sangokaku”), der også er et smukt, lille træ med koralfarvede grene og kviste og et fint orange efterårsløv. Foto: Helle Troelsen
Rundt omkring huset, på gårdspladsen og terrasser står der krukker med planter, der har bedst af at blive plantet ud i jorden for vinteren, så rødderne ikke får frostskader. Foto: Helle Troelsen
Hortensia, småtræer og buske fylder godt op i bedene i køkkenhaven. Når det bliver rigtig koldt, lægges der et beskyttende lag af visne blade over planterne. Foto: Helle Troelsen
De fineste blomsterhoveder af hortensia har jeg klippet af og lagt til tørring, så jeg kan bruge dem i kranse og dekorationer til jul. Foto: Helle Troelsen
Lige så snart at krukkerne er tømt for planter, fyldes de igen med muld og der lægges blomsterløg til forårets blomsterflor. Foto: Helle Troelsen
Under udhænget på stuehuset stilles krukker med blomsterløg, så de ikke får så meget fugt og rådner i løbet af vinteren. Foto: Helle Troelsen
Skærmliljer, små oliventræer og andre frostfølsomme planter flyttes i drivhuset til vinteropbevaring. Foto: Helle Troelsen
Omkring værkstedet står engletrompeterne i store krukker. De klippes ned efter den første nattefrost, og stilles ind i værkstedet, hvor der er lunt og godt gennem vinteren. Foto: Helle Troelsen
Krukker, der er blevet brugt til sommerblomster, tømmes for planter og jord, og stilles på hovedet et tørt sted, så de ikke bliver våde og frostsprængte, når kulden kommer. Foto: Helle Troelsen
Vil man have patinerede lerkrukker, så stil dem på jorden et fugtigt, men beskyttet sted i haven under hækken eller buske. Så dækkes de i løbet af vinteren af mos og algevækster, der giver krukken et naturligt og rustikt look. Foto: Helle Troelsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce