Annonce
KIF Kolding

Hemmelig håndbold-Eggert og Polman-tvilling dukker op i Kolding

Daniel Eggert (til venstre) i SønderjyskE-trøjen mod Aalborgs Mads Mensah Larsen i 2014. Siden har sønderjyden spillet i flere tyske klubber, og fredag er han med hollandske Bevo i Kolding. Arkivfoto: sportxpress/Scanpix

KIF Kolding: Bevo HC er næppe en håndboldklub, hvis navn vækker genklang hos ret mange.

Når holdet fredag klokken 12 spiller træningskamp mod KIF i Kolding, er der alligevel et par spillere med et efternavn, der nok kan få en enkelt eller to til at spærre øjnene op.

Den ene er dansker og bærer efternavnet Eggert, men det er ikke den tidligere landsholdsfløj, Anders, men derimod SønderjyskE-spilleren, Oliver Eggert, der er lillebror til Daniel Eggert. Bevo-danskeren spillede selv for SønderjyskE i den danske liga indtil for en håndfuld år siden. Efter den tid har han været på rundrejse i klubber i sekundære rækker i Tyskland, inden han vendte snuden mod Holland.

Her er han klubkammerat med en anden spiller med et kendt efternavn. Dario Polman spiller ikke blot med samme rygnummer - 79 - som Team Esbjergs verdensmester, Estavana Polman. Han er også født i Arnhem på samme dag, den 5. august 1992, og så kræver det ikke en doktorgrad for at regne sig frem til, at han og Estavana Polman er tvillinger.

Dario Polman har som sin søster spillet for det hollandske landshold, men herrerne har langt fra samme status og popularitet som de kvindelige kolleger.

Niveauet på det hollandske hold, der er på træningslejr i Danmark, matcher heller ikke de danske ligaklubbers. Det kan tilskuerne selv få lov at bedømme i Koldinghallen fredag klokken 12.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Kolding For abonnenter

Venstre solo om at fastholde udskældt besparelse på ældre

Annonce