Annonce
Portræt

Hendes kvinder på lærrederne skal også være ordentlige

Agnete Brinch fylder mandag den 6. april 50 år. At gifte sig og få børn er hendes bedste beslutning. Derefter kommer beslutningen om at tage springet og blive professionel kunstner. Arkivfoto: Martin Ravn
Kunstner Agnete Brinch fylder mandag 50 år. Med hendes kunstprojekt, Kvinder der forandrer verden, havde hun i marts fernisering på kvindernes internationale kampdag. Helle Thorning Schmidt, Puk Damsgård, Suzanne Brøgger og Karen Blixen var på lærrederne, og alle tre nulevende, stærke kvinder var med og holdt tale. Det var højdepunktet indtil nu i år for Billum-kunstneren. Men hvad har hun ellers af punkter? Er hun altid så mild, og (i denne coronatid) hvor mange ruller toiletpapir har hun så i skabene til sin store familie?

Er du en type, der får 50-års krise?

Nej. Når man fylder rundt, så får man opmærksomhed og bliver forkælet af ens nærmeste og venner. Så er man pludselig i en ny tid - det er spændende og interessant. Jeg har det mere, når jeg kommer mere end halvvejs i et årti. Fik man nu nok ud af det? Men det er ikke noget, der fylder.

Du virker som en mild person, når jeg har mødt dig eller talt med dig. Hvornår er du virkelig skrap?

Jeg kan godt blive skrap, hvis der er nogen, der er uretfærdig. Eller hvis jeg opdager, jeg selv har været uretfærdig. Når noget ikke er fair eller ikke er ordentligt. Det kan godt gøre mig tosset. Når jeg søger mine rollemodeller, så er der også en stor portion ordentlighed i dem. Det er noget, jeg ser op til. Mennesker, der viser venlighed normalt. Jeg har et udtryk fra en ældre veninde: Slå det ihjel med venlighed. Det, synes jeg, er sådan et godt udtryk. Man er nødt til vise vejen. Det prøver jeg også at lære vores piger.

Annonce

Agnete Brinch

Er gift med Kim Christensen.

De har i alt fem børn.

For seks år siden var hun visitator på deltid og kunstner på fuld tid i fritiden - indtil hun tog springet.

I dag har hun værksted og atelier i Esbjerg og har en deltidsansat nogle timer om ugen til at stå for hjemmeside og andet praktisk.

Hun har haft malerier antaget på adskillige anerkendte kunstudstillinger - både i Danmark og i udlandet.

Journalist, digter og sanger

Hvornår er du dit bedste jeg?

Når jeg har haft tid til at få tanket op med noget alenetid og noget tid med min familie først og fremmest. De er de vigtigste. Og når jeg har tanket min mand og mine børn op også. Jeg har det bedst, når jeg har opfyldt mine egne idealer om, hvordan man er god ved sig selv og sine nærmeste. Og så når jeg får malet.

Hvis ikke du havde pensler og lærred at udtrykke dig med, hvordan ville du så komme frem med dit budskab om kvinder og deres vilkår i verden?

På et tidspunkt ville jeg gerne være journalist. Så tror jeg, jeg var gået den vej. Det kan også være, det havde været med skønlitteratur eller digte. Nu i roligere tider – så får jeg lyst til at skrive. Jeg kunne også tænke mig at synge. Jeg har piger, der har gået til kor i mange år, og jeg har været kortante.

Springet fra fysioterapeut til fuldtidskunstner. Hvad var det, du tænkte mest over i den forbindelse?

Det var mine arbejdskolleger og den værdi, der var i mit arbejde. Jeg var visitator de sidste år. At skulle omskrive sin rolle - det var svært. For der skulle være en værdi i kunsten også. Det var der først, da det kunne løbe rundt. Man er jo vestjyde.

En 600 kroner god pensel

Hvis du skulle vælge en dag i dit liv at slette, hvilken skulle det så være?

Jeg synes ikke, der er nogle dage, jeg ville vælge fra. Hjerte og smerte hører sammen. Det er jo det, der former en.

Hvad har du senest brugt mere end 1000 kroner på?

Pensler og maling. Jeg blev helt høj. Det var sådan en rigtig god akvarelpensel. Den kostede lige knap 600 kroner – med farverne løb det op over 1000 kroner. Jeg har nogle gamle malerkufferter fra Fanø. Dem vil jeg putte det ned i og tage ud og male.

Hvor mange ruller toiletpapir har du i skabene derhjemme her under coronakrisen?

Jeg tror faktisk, vi har omkring 10, og vi kommer hele tiden til at mangle. Fordi man er hjemme fuldtids, så bruger man også mere toiletpapir. Det har du sikkert også mærket. Så vi handler hver uge.

Hvad snakker vi to om i et interview, når du fylder 60 år?

Så er du ude og besøge mig i værkstedet i Blåvand. Det er det, jeg arbejder på, et værksted i Blåvand. At rykke tilbage til rødderne. Helt ud til lyset og havet – at have det tæt på. Jeg har så meget lyst til det. Jeg vil gerne beholde værkstedet i Esbjerg også. Nu må vi se.

Hvordan vil du gerne huskes, når du en dag ikke er her mere?

Så vil jeg gerne have, at mine børn og mand husker mig, som at jeg havde tiden, og jeg var kærlig og forstående, og min familie og venner så mig som en person, som man kunne regne med. At mine kvinder, der forandrer verden, får lov at leve videre og gøre en forskel.

Agnete Brinch er vokset op på nedlagt gård udenfor Oksbøl. Hendes mor var tandtekniker, og hende far arbejdede på stålværket. Værdierne hjemmefra handlede om samværet og familielivet først. Arkivfoto: Martin Ravn
Agnete Brinch har en forkærlighed for det enkle og sigende. En af de kunstnere, hun beundrer teknisk er Bjarke Regn Svendsen fra Tistrup, som netop har detaljerne som et af sine helt stærke sider. Han har også været mentor for Agnete Brinch. Arkivfoto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Formand for menighedsråd trækker sig i protest over biskop: Det vil jeg ikke være med til

Annonce