Annonce
Sport

Her er Esbjergs nye speedwaykaptajn

René Bach bliver holdkaptajn for Esbjerg Vikings i den kommende sæson. Foto: Christer Holte

Den solide B-kører bliver ny holdkaptajn for Esbjerg Vikings, der i denne sæson vil gøre alt for at komme tilbage i toppen af ligaen.

Både økonomisk og sportsligt blev 2017-sæsonen en maveplasker for Esbjerg Vikings, der bragede ud med røde tal på bundlinjen og også missede deltagelsen i den efter tragtede superfinale, hvor der køres om DM-pokal og ædelt metal.

Efterfølgende har klubben været ude at hente hjælp til at få rettet op på finanserne og også hentet ny direktør til at styre butikken, så nu ser man positivt fremad. Og det gør klubben med en ny kaptajn på ligaholdet i skikkelse af 27-årige René Bach.

- Han har været en god man for os i en del sæsoner efterhånden, og han har hele tiden forsøgt at gå forrest og gøre sit bedste. Da det gik skævt i fjor, holdt René Bach alligevel sit niveau og lidt til. Derfor stoler vi på ham, og derfor er det naturligt at gøre ham til holdkaptajn, mener klubformand Mads Kølbæk.

Annonce

Helt op i toppen

René Bach efterfølger Nicolai Klindt, der har valgt at skifte tilbage til Holsted.

- Jeg tager kaptajnrollen som et skulderklap, så jeg er da glad, fortæller René Bach, der er meget opsat på, at Esbjerg Vikings i den kommende sæson skal med helt op i toppen af ligaen.

- Vi skal ikke rode rundt udenfor top tre. Jeg føler også, at vi har holdet til at være med, hvor det er sjovt. Sidste år gik tingene os noget imod med skader til både Niels-Kristian Iversen og Nicolai Klindt, og det var mere, end vi kunne holde til. De udenlandske kørere, som vi fik hentet ind som erstatninger, levede på ingen måde op til forventningerne.

Esbjerg Vikings åbner den nye ligasæson med en spændende hjemmematch mod lokalrivalerne fra Region Varde onsdag den 2. maj.

- Det må gerne snart blive maj, griner Bach, der udover den hjemlige liga også skal ud at køre for klubber i England og Polen.

- Jeg får travlt. Det er fint, og jeg skal faktisk også passe et civilt arbejde ved siden af. Så nej, jeg kommer ikke til at kede mig, forudser Esbjergs nye speedwaykaptajn.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce