Annonce
Danmark

Her er hele det nye ministerhold - to er hentet ind udefra

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Torsdag er Danmarks nye regering blevet offentliggjort. S-formand Mette Frederiksen peger på 20 nye ministre.

Mette Frederiksen (S) har offentliggjort sin ministerliste for det, der officielt kommer til at hedde Regeringen Mette Frederiksen.

Listen indeholder både en række tidligere ministre, men også mange nye. Syv ud af de 20 ministre er kvinder, mens to ministre er hentet uden for Christiansborg.

Det drejer sig om Jeppe Kofod, der sidder i Europa-Parlamentet, og Joy Mogensen, der er borgmester i Roskilde Kommune.

Få overblikket herunder.

Annonce

Statsminister: Mette Frederiksen

Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019

Med sine 41 år bliver Mette Frederiksen Danmarks yngste statsminister. Frederiksen er født i Aalborg og har tidligere været både justitsminister og beskæftigelsesminister. Hun overtog posten som leder for Socialdemokratiet i 2015.

Finansminister: Nicolai Wammen

Nicolai Wammen på vej til Statsministeriet. Foto Claus Bjørn Larsen/scanpix

Den tidligere politiske ordfører i den socialdemokratiske folketingsgruppe har under de mange dage med regeringsforhandlinger flankeret Mette Frederiksen. I den nye regering skal han som finansminister varetage en af de helt tunge poster. 48-årige Wammen er tidligere borgmester i Aarhus. I 2011 blev han valgt til Folketinget, og i de efterfølgende år var han først Europaminister og siden Forsvarsminister.

Udenrigsminister: Jeppe Kofod

Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix 2019)

EU-parlamentarikeren Jeppe Kofod er til manges overraskelse blevet udpeget til udenrigsminister i Mette Frederiksens nye regering. 45-årige Kofod forlod dansk politik og blev valgt ind i Europa-Parlamentet i 2014 med over 170.000 stemmer, og ved det netop overståede EU-valg blev han genvalgt med 188.757 stemmer. I EU har han fokuseret sit arbejde på finansiel kriminalitet, skattely og EU's handlemuligheder for at dæmme op for begge dele.

Justitsminister: Nick Hækkerup

Foto Claus Bjørn Larsen/scanpix

Den nye justitsminister er uddannet jurist og startede sin politiske karriere som medlem af byrådet i Hillerød i Nordsjælland, hvor han senere blev valgt til borgmester. Desuden har han flere ministerposter bag sig fra Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode fra 2011 til 2015.

Social- og indenrigsminister: Astrid Krag

Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2019

36-årige Astrid Krag Kristensen er landets nye social- og indenrigsminister. Siden 2007 har hun været medlem af Folketinget, først for Socialistisk Folkeparti og siden 30. januar 2014 for Socialdemokratiet. Hun tiltrådte den 3. oktober 2011 som sundhedsminister i Helle Thorning-Schmidts regering.

Skatteminister: Morten Bødskov

Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2019

Morten Bødskov gør comeback som minister, efter sagen om den såkaldte nødløgn kostede ham jobbet som justitsminister tilbage i 2012. Miseren handlede om, at Justitsministeriet havde konstrueret en forklaring - en såkaldt nødløgn - til Folketingets Retsudvalg om et aflyst besøg på Christiania i 2012. 49-årige Bødskov er et af de garvede socialdemokratiske folketingsmedlemmer og har siddet i Folketinget siden 2001.

Klima-, energi- og forsyningsminister: Dan Jørgensen

Foto: Michael Bager

For anden gang i sin politiske karriere skal Dan Jørgensen være minister. I årene 2004-2013 var Jørgensen medlem af EU-Parlamentet. I 2013 blev han hentet hjem for at blive minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. 44-årige Jørgensen har skrevet flere bøger, blandt andet "Grøn Globalisering - miljøpolitik i forandring" (2007), "Grønt håb - Klimapolitik 2.0" (2010) og Staunings arv (2018).

Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde: Mogens Jensen

Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Mogens Jensen bliver med sin 55 år landets ældste minister. Han er også en erfaren herre i Folketinget, hvor han har været medlem siden 2005. Fra 2014 til 2015 var han handels- og udviklingsminister.

Sundheds- og ældreminister: Magnus Heunicke

Foto Claus Bjørn Larsen/scanpix

Magnus Heunicke har siddet i Folketinget siden 2005 og var transportminister fra februar 2014 til juni 2015. Han har også været politisk ordfører, trafikordfører, IT-og teleordfører samt næstformand for Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi. Ved folketingsvalget i 2019 fik han 18.214 personlige stemmer.

Transportminister: Benny Engelbrecht

Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019

Selvom Benny Engelbrecht arbejder på Christiansborg, bor han fortsat i Sønderborg Kommune. Han har en fortid inden for kommunikation og markedsføring, før han i 2007 blev valgt til Folketinget for Socialdemokratiet.

Minister for udviklingssamarbejde: Rasmus Prehn

Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2019

Rasmus Prehn har siddet i Folketinget siden 2005 og bestred posten som boligordfører i sit første år. Fra 2006 var han videnskabs- og forskningsordfører, mens han fra 2011 blev transportordfører. Han er bosiddende i Aalborg, hvor han sideløbende med arbejdet i Folketinget også har undervist på gymnasiet i samfundsfag.

Børne- og undervisningsminister: Pernille Rosenkrantz-Theil

Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix 2019

Hun forlod Enhedslisten i 2008 og meldte sig bagefter ind i Socialdemokratiet. Torsdag er Pernille Rosenkrantz-Theil blevet ny børne- og undervisningsminister. Tidligere har hun blandt andet været børneordfører og socialordfører.

Forsvarsminister: Trine Bramsen

Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2019)

Trine Bramsen har været fynsk folketingsmedlem siden september 2011. Inden hun blev valgt ind i Folketinget, arbejdede hun seks år som seniorkonsulent i Deloitte. En stilling, som hun har orlov fra for at passe tillidshvervet som politiker. Siden 2013 har Bramsen været Socialdemokratiets retsordfører.

Uddannelses- og forskningsminister: Ane Halsboe-Jørgensen

Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019

Ane Halsboe-Jørgensen blev i 2011 valgt til Folketinget i Nordjyllands Storkreds. Sammen med ministerkollegaen Pernille Rosenkrantz-Theil har hun skrevet bogen "Det betaler sig at investere i mennesker" (2018).

Erhvervsminister: Simon Kollerup

Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2019

33-årige Simon Kollerup bliver ny erhvervsminister, og han er den yngste blandt ministrene. Han blev valgt til Folketinget i 2011 og har blandt andet været landbrugsordfører og fødevareordfører. Inden folketingskarrieren var han konsulent i overborgmester Frank Jensens sekretariat i København.

Udlændinge- og integrationsminister: Mattias Tesfaye

Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2019
Den mureruddannede Mattias Tesfaye har i de seneste fire år stået på mål for Socialdemokratiets ryk mod en hårdere linje i udlændinge- og integrationspolitikken, som blev lagt under udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). 38-årige Tesfaye stammer fra Aarhus og er forfatter til flere bøger, herunder debatbogen "Kloge Hænder - et forsvar for håndværk og faglighed" fra 2013 og "Velkommen Mustafa" fra 2017, der fortæller historien om 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik.

Beskæftigelsesminister: Peter Hummelgaard

Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2019

Peter Hummelgaard er uddannet jurist fra Københavns Universitet. Han var forbundsformand for DSU mellem 2008-2012. Tidligere har han arbejdet i blandt andet Udenrigsministeriet og i Fagligt Fælles Forbund (3F).

Boligminister: Kaare Dybvad

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Kaare Dybvad har været medlem af Folketinget for Socialdemokraterne siden Folketingsvalget i 2015. Han har været partiets boligordfører og medlem af Europaudvalget, Retsudvalget, Udvalget for Landdistrikter og Øer samt Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Miljøminister: Lea Wermelin

Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Lea Wermelin har siddet i Folketinget siden 2015. Ved folketingsvalget i 2019 fik hun 5059 personlige stemmer. Det svarer til 18,4 procent af stemmerne i hele Bornholms Storkreds. Tidligere har Leas Wermelin arbejdet som politisk medarbejder på Christiansborg for Socialdemokratiet.

Kulturminister og kirkeminister: Joy Mogensen

Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2019

38-årige Joy Mogensen har været borgmester i Roskilde siden 2011, men nu er hun altså blevet udpeget som minister. Op til folketingsvalgkampen blev hun ufrivilligt en del af en større debat, da partifællen Simon Simonsen kom med et opsigtsvækkende Facebook-opslag, hvor han kritiserede Mogensens beslutning om, at hun er blevet gravid ved hjælp af donorsæd og vil være enlig mor. Joy Mogensen fortalte i april til det regionale medie Sjællandske, at hun forventer at gå på barsel til oktober.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aabenraa

Kæmpe narkofangster ved grænsen

Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Kolding For abonnenter

Ansatte skal væk: Mindst 100 stillinger på skoler og daginstitutioner ryger i sparerunde

Annonce