Idrættens Kompetence Center, der har sit hovedsæde i Vejen, gennemfører i slutningen af februar et kursus om foreningernes rekruttering af frivillige.
Vejen: Idrætslivet i Vejen Kommune har til stadighed brug for frivillige, der har tid og lyst til at være med til at støtte klubbernes og foreningernes arbejde. Rekruttering af frivillige er derfor et centralt emne i foreningslivet. Men vilkårene for at være frivillig er under hastig forandring. I mange kommuner har idrætten udviklet sig fra at have været foreningsbåret til at være blevet mere og mere en forretning. Kun de foreninger, som forstår at tilpasse sig denne udvikling og tilpasse deres rekruttering og opgaver, kan regne med at få succes i fremtiden.
Det er baggrunden for, at Idrættens Kompetence Center, der siden 2016 har haft adresse i lejede lokaler i Sportshotel Vejen, har forberedt et nyt kursus: Strategisk rekruttering og fastholdelse af frivillige til foreningen.
Idrættens Kompetence Center samarbejder i forvejen med Campus Vejen, Copenhagen Business Academy og HI-Organisation for ledende medarbejdere i Idræts-, Kultur- og Fritidssektoren.
Klaus Frejo, Idrættens Kompetence CenterMed Vejen Idrætscenter har vi nogle fantastiske rammer, og at vi her har et interessant marked.
Tilskud fra kommunen
Kursusleder Klaus Frejo, Viborg, er sammen med Lars Steen Pedersen, som tidligere har boet i Vejen, men som nu bor i Aarhus, er indehavere af Idrættens Kompetence Center.
- Vi har en partnerskabsaftale med Vejen Idrætscenter, og grunden til, at vi har valgt Vejen som vores base, er, at med Vejen Idrætscenter har vi nogle fantastiske rammer, og at vi her har et interessant marked. Vi henter undervisere ind fra hele landet til vores kurser, siger Klaus Frejo, der er cand.scient.adm. fra Aalborg Universitetet og tidligere har været leder af Viborg Idrætsråd.
- 14 har meldt sig til kurset, og de kommer fra det meste af Jylland. Med Vejen har vi en god placering lige midt i landet, siger Cecilie Hallstrøm, der er Idrættens Kompetence Centers kursuskoordinator.
Idrættens Kompetence Center har en aftale med Vejen Kommune, som gør, at kurserne er tilskudsberettigede for deltagere fra Vejen Kommune.
I samarbejde med Copenhagen Business Academy tilbyder Idrættens Kompetence Center også en diplomuddannelse i sportsmanagement.