Annonce
Sport

Herning fortsætter sejrsstime efter overtidsdrama

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Herning Blue Fox besejrede Frederikshavn White Hawks med 6-5 i en kamp, der blev afgjort i overtid.

For syvende kamp i streg kunne Herning Blue Fox søndag eftermiddag forlade isen med en sejr.

Det skete, da holdet på hjemmebane slog Frederikshavn White Hawks med 6-5 efter en afgørelse i overtid.

De to hold scorede fem gange hver i ordinær tid, inden Hernings Markus Jensen til sidst afgjorde kampen.

Med sejren har Herning 60 point på tredjepladsen i Metal Ligaen. Holdet ligger et point efter Sønderjyske, som tidligere søndag slog bundholdet fra Odense med 3-1.

Dermed stoppede Odenses optur med fire sejre i træk, og bundholdet forbliver på ligaens sidste plads med 23 point.

På hjemmebanen kom Herning foran efter blot 28 sekunders spil, da Morten Poulsen bragte hjemmeholdet på 1-0. En føring der blev fordoblet efter godt 14 minutter.

I anden periode reducerede Christopher Frederiksen for gæsterne, inden hjemmeholdet svarede igen og på mindre end et minut fik scoret til både 3-1 og 4-1.

Gæsterne scorede en gang mere i anden periode og tre gange i tredje, mens hjemmeholdet kun nettede en enkelt gang.

Derfor blev kampen tvunget ud i overtid, som Herning kunne trække sig sejrrigt ud af.

Nederlaget var Frederikshavns femte i træk. Holdet har nu 57 point på fjerdepladsen i ligaen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce