Annonce
Tønder

Ponypigen Charlotte nærmer sig landsholdet i dressur med store skridt

Charlotte Iwang Søndergård og ponyen Vincente er et godt makkerpar. De er på vej mod ponylandsholdet for dressur, men forinden venter Ecco Cuppen i Herning, der gerne skal bane vejen til landsholdet. Foto: Martin Franciere
Siden Charlotte Iwang Søndergård fik sin første pony for fem år siden, er det gået stærkt. Nu nærmer hun sig det danske ponylandshold for dressur med store skridt.
Annonce

TØNDER: - Jeg er ret sikker på, at jeg kommer på landsholdet.

Ordene kommer fra den 14-årige hestepige, Charlotte Iwang Søndergård, der bor på et landsted uden for Tønder med sine forældrene, Steen og Christina, samt en række heste og ponyer.

Charlotte Iwang Søndergård har et mål: At komme på dressur-landsholdet for ponyer. Og hun var egentlig godt på vej, da coronaen lukkede hele verden ned - inklusiv heste- og ponyverdenen.

I august præsterede hun at blive nummer otte til det danske mesterskab, og i den forgangne weekend blev hun nummer seks til den prestigefulde Ecco Cup afholdt på Sjælland på ponyen Vincente.

Charlotte Iwang Søndergård fik sin første pony i december 2015. Da var hun netop stoppet med at gå til ballet på Tønder Kulturskole. Dermed fulgte den 14-årige skolepige i hælene på sine fire søstre, der alle har været hesteinvolverede med udgangspunkt i Mejerholm.

Annonce

Trænerduo i Vejle

Nu er det så lillesøsters tur til gøre sig bemærket til hest - og indtil videre går det godt. Så godt, at hun er snublende nær på at komme på ponylandsholdet for dressur.

For at nå det sidste stykke af vejen, har Charlotte Iwang Søndergård med forældrenes mentale og økonomiske opbakning hyret trænerduoen Maik og Malene Kohlschmidt Ebbesen i Vejle. Her tilbringer hestepigen fra Tønder en række af sine weekender og ferie. Det er også trænerduoen, der har sat Charlotte Iwang Søndergård på en motions- og muskelopbyggende kur. Det har medført, at hun er begyndt fysisk træning og mellemdistanceløb. Indtil videre har indsatsen båret frugt.

- Det hjælper rigtig meget. Jeg er kommet i bedre form og har fået mere overskud. Det hele bliver på en eller anden måde lidt nemmere, og det betyder også, at jeg har udviklet mig teknisk, lyder det fra den 14-årige pige, der går i 9. klasse på Marieskolen.

Ponyen Vincente vil også med på billedet. Han er 13 år gammel og har været lidt af en læremester for Charlotte Iwang Søndergård. Duoen klarer sig godt, så godt, at de er på vej på landsholdet i dressur. Foto: Martin Franciere
Annonce

Café, biograf og kæreste

Hendes skolegang og hverdag er skemalagt ned til mindste detalje. De mange timer på en hesteryg bevirker, at fritiden er knap. Men der er masser af hjælp og støtte fra omgangskredsen, ligesom lærerne på Marieskolen er flinke til at uddele opgaver i god tid, så Charlotte Iwang Søndergård har tid til lektierne.


Han er meget forstående. Han hjælper mig med ponyerne og har også hjulpet med at muge ud.

Charlotte Iwang Søndergård, hestepige, om kæresten Marius


Op til konkurrencer og stævner er der fuld fart over feltet, men mellem de forskellige stævner, er der skam også tid til at hygge sig med veninderne. Der bliver såmænd både tid til biografbesøg, tur på café og fester. Og de sidste otte måneder har hun haft en jævnaldrende kæreste, Marius.

Annonce

Håber på Blue Hors

Marius må være lidt af en drømmeprins, for han er både hjælpsom og forstående over for Charlotte Iwang Søndergårds tætpakkede kalender.

- Han er meget forstående. Han hjælper mig med ponyerne og har også hjulpet med at muge ud, fortæller Charlotte Iwang Søndergård, der siden hun fik sin første pony, Clark, har haft en række ponyer.

Lige nu er det den 13-årige Vincente og den lidt yngre Angelo, der sammen med Marius kæmper om hendes gunst.

I weekenden efter efterårsferien går det løs igen. Denne gang er det ponyerne, der vinder hendes opmærksomhed, når det gælder sidste Ecco-kvalifikation i Herning. Hvis alt går som Charlotte Iwang Søndergård håber, så skal indsatsen hér sikre adgang til det eftertragtede stævne på Lego-familiens stutteri, Blue Hors. Og hvis det lykkes, er pladsen i landholdets bruttogruppe et stort skridt nærmere.

- Så er jeg temmelig sikker på at komme på landsholdet, lyder det forhåbningsfuldt fra det 14-årige talent.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce