Annonce
Haderslev

HFK-veteraner kæmpede bravt, men tabte finale til sidst

HFK-legenderne kæmpede bravt i mandagens finale, men måtte indkassere et smalt nederlag på 2-1 til allersidst. Foto: Frederik Brogaard
Mandag var der lagt op til en stor fodboldaften på HFK's bane 6. Her skulle klubbens 7-mandshold for herre i aldersgruppen over 55 år spille deres største kamp til dato. I den sønderjyske regionsfinale stod de overfor Sønderborg Fremad, og desværre gik det ikke helt som de blåklædte havde drømt om.
Annonce

Haderslev: Der var lagt op til intens fight på Haderslev Fodboldklubs bane 6 mandag aften. Klubbens syvmandshold for mænd på 55 år eller ældre havde nemlig spillet sig hele vejen til den sønderjyske regionsfinale mod Sønderborg Fremad.

Holdet for de plus 55-årige er forholdsvis nyt i den form, det har i dag, men det har rødder, der går over 20 år tilbage. Her startede en gruppe fodboldglade mænd fra Haderslev med at spille fodbold sammen hver søndag. Alle kunne være med uanset alder.

Siden udviklede det sig, og for otte år siden, valgte en gruppe af spillerne over 50 år at starte et hold for netop den aldersgruppe. Det fortæller Evald Pedersen, der er den ene af de to spillende trænere for holdet.

- I starten var vi ikke så mange, men så slog vi os sammen med +50-holdet fra Haderslev KFUM nede fra sydbyen, og så kom der pludselig godt gang i det. Så begyndte det at rygtes ude i byen, og i dag er vi faktisk over 30 aktive spillere, fortæller Evald Pedersen.

Annonce

Hård kamp om finalepladsen

I efteråret spillede HFK-holdet med i en pulje med fem andre sønderjyske hold, hvor de kun tabte én kamp ud af otte, og dermed vandt puljen. Derfor stod de nu over for vinderen af den anden pulje, Sønderborg Fremad, i regionsfinalen.

Der var mødt godt med tilskuere op til +55-holdets regionsfinale mandag aften. Normalt er det efter sigende kun en enkelt ægtefælde eller to der følger med på sidelinjen. Foto: Frederik Brogaard

Selve den organiserede turnering under DBU har kun kørt i de forgangne to sæsoner, hvor HFK's syvmandshold er belvet henholdvis nummer to og nummer fire. I år spillede de sig så hele vejen til finalen.

Annonce

God start


Vi kæmper og går til den, men vi passer også på hinanden.

Dan Stjernegaard, holdleder for HFK's +55-hold


Selve kampen blev en intens omgang, hvor begge hold gav den fuld gas, fra start til slut. Der blev angrebet flittigt, og der blev begået flere små frispark i de mange nærkampe. Ikke noget svinsk, for som dagens udskiftningsansvarlige for HFK-holdet, Dan Stjernegaard, sagde inden kampen:

- Vi kæmper og går til den, men vi passer også på hinanden, fortæller han.

Det var også i den ånd, kampen blev spillet. Det gik ikke lige så hurtigt og teknikken og afleveringerne var da heller ikke lige så præcise, som når SønderjyskEs superligaspillere er i aktion oppe stadion. Mindre kunne bestemt også gøre det, når man havde hjertet med, og det havde begge hold bestemt i aftenens kamp.

Efter en meget lige start på kampen, lykkedes det HFK at komme foran med 1-0 cirka midtvejs i første halveg, som i øvrigt kun varede 30 minutter i denne aldersgruppe. En HFK-spiller fik en aflevering i dybden, og sparkede den sikkert ind bag den fremadstormende Sønderborg-målmand.

HFK-spillerne fik diskuteret taktikken i pausen og blev enige om, at Sønderborg ville komme længere frem på banen i anden halvleg. Det skulle vise sig at holde stik. Foto: Frederik Brogaard

Føringen holdt ind til pausen, som kom på et kærkomment tidspunkt. Mod slutningen af halvegen kom Sønderborg Freamd frem til flere store muligheder, blandt andet fik HFK-målmand Leif Christensen flot reddet et hårdt frisparksforsøg fra gæsterne med den ene skulder.

Annonce

Løb tør for kræfter

Sønderborg Fremad sad på det meste af spillet efter pausen, hvor føromtalte Leif Christensen diskede op med flere store redninger. Blandt de fremmødte tilskuere, var der umiddelbart også bred enighed om, at kampens spiller stod i HFK-målet.

Desværre kunne et heroisk kæmpende HFK-hold ikke holde føringen helt til slut. Sønderborg fik scoret to gange inden for kampens sidste fem minutter, og HFK-veteranerne måtte tage til takke med en andenplads i regionsfinalen.

Selvom det ikke blev til en sejr, var holdleder Dan Stjernegaard tilfreds. Både med aftens kamp og med sæsonen som helhed.

- Vi spiller udmærket og får løbet nogen meter derinde, så det var en fin indsats. Nu skal vi bare have revanche til næste år, sagde Dan Stjernegaard lige efter kampen blev fløjtet af.

Målmand og spillende træner Leif Christensen, var ærgerlig over at sejren lige akkurat glippede i en tæt kamp.

- Vi løb lidt tør for kræfter til sidst, og der havde de (Sønderborg Fremad red.) lige et gear ekstra i forhold til os, sagde Leif Christensen, der fik mange klap på skulderen efter kampen for de mange redninger.

Der er ikke flere kampe tilbage for +55-holdet i år, men træningen forsætter. Hver onsdag, året rundt. For selvom der bliver kæmpet for sejren i kampene, så er det fællesskabet og det sociale samvær, som er det vigtigste.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Politiet efterlyser 30-årig kvinde

EM I HÅNDBOLD For abonnenter

Det nye omdrejningspunkt: Vejen ind i varmen har været lang, træls og bumlet

Annonce