Annonce
Livsstil

Historiker Asser Amdisen: - Bare fordi området har egen minister, betyder det ikke, at jeg ”går til kultur”

Asser Amdisen er aktuel med børnebogen ”Ti vilde fortællinger fra danmarkshistorien”. Foto: Inger Ulrich

- Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- For mig er kulturen ikke adskilt fra resten af livet. Bare fordi området har egen minister, betyder det ikke, at jeg ”går til kultur”. Kulturen er med hele tiden, om det så er i den musik, man hører på gaden, i plakatkunsten på væggene eller i arkitekturen, som man passerer. Kulturen er i hverdagen og i det levede liv.

Asser Amdisen

Født i 1972 og uddannet historiker fra Københavns Universitet i 2001.

Han har en fortid på en lang række museer, blandt andet Frederiksborg Slot, Det Kongelige Sølvkammer, Gammel Estrup og Museum Sønderjylland, hvor han med egne ord ”har været alt fra pedelmedhjælper til museumsleder”.

I 2009 blev han leder af Ryslinge Højskole, og siden 2012 har han været direktør for den stiftelse, der driver skoleskibet Georg Stage.

Sideløbende har han skrevet flere bøger, holdt foredrag og været aktiv deltager i samfundsdebatten.

Bogen ”En ualmindelig og kortfattet danmarkshistorie - fra begyndelsen til for nylig” førte til et samarbejde med prins Joachim til en tv-serie på DR.

Asser Amdisen er aktuel med børnebogen ”Ti vilde fortællinger fra danmarkshistorien”.

- Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

Annonce

- C.S. Lewis’ Narnia-serie holdt mig sammen og gav mig venner i en opvækst, hvor venner var en sjældenhed. Jeg lærte andre mennesker at kende gennem bøgerne, og først som voksen har jeg lært, at interessante mennesker også findes i virkeligheden. I nyere tid må det være Pernille Ipsens ”Et åbent øjeblik”, som gav et andet blik på de 1970’ere, som jeg også er rundet af, og som er så godt skrevet, at det ikke er til at mærke, at hun faktisk også er historiker.

- Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- En koncert med Inner Circle, som jeg hørte på Skanderborg Festival i 1995. Min kæreste og jeg var forelskede, havde lige spist chili fra en bod. Vi var plaskvåde og frøs, og så kom der reggae på drengen. Det var ret sjovt. Alternativt en koncert i Nidaros-domkirken i Trondheim, hvor jeg som knægt og hornist i Svendborg Musikskole var på vej til Bodø. Derinde spillede vores dirigent, Jan Aagaard, Carl Nielsens ”Tågen letter” på sin tværfløjte. Bare tanken om den mørke dystre kirke og den næsten umenneskeligt smukke fløjtesolo kan stadig få de små hår til at rejse sig på mine arme.

- Hvilken film, hvilken tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- For et par år siden så jeg HBO’s ”Watchmen”. Den er brutalt uhyggelig og skræmmende, fordi den rammer udviklingen i vores samfund ret præcist. Ellers kunne jeg nævne Poul Abildgaards fortælling af Kong Arthurs legender, som jeg hørte for et par år siden på Rønde Højskole. Sådan rigtig dygtige fortællere med krop, hjerne og noget på hjerte er det vildeste, jeg ved.

- Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- Den største udstillingsoplevelse stammer fra bogmuseet i Antwerpen, hvor man kan se den trykpresse, som Erasmus af Rotterdams bøger er blevet trykt på. At stå ved arnestedet for dannelsen af det moderne menneske var, som om historiens vingesus kortvarigt var blevet til et stormvejr.

- Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- I mit daglige arbejde som direktør for skoleskibet Georg Stage, møder jeg fuldriggeren som skoleskib til hverdag. Det er den perfekte kombination af æstetik og brugsværdi. Og især når den sejles af en dygtig besætning og glade elever, er det svært at forestille sig form, bevægelse og funktion sammensmeltet mere elegant.

- Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Jeg har en skummel fortid som håbefuld valdhornist og elsker klassisk musik. Det ville jeg gerne mere, men hvis jeg skal være helt ærlig, så er det dog i højere grad høje priser på billetter end tidsnød, som holder mig ude af koncertsalene.

- Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- For godt 10 år siden besøgte jeg sammen med en gruppe andre sønderjyske museumsledere Hiroshima. Vi var alle hårdkogte fagfolk, som bare skulle se på historieformidling og udstillingsteknik. Men udstillingerne og området var overvældende i en grad, så ikke den mest hårdkogte kunne gå igennem uden at indse, hvad krig egentligt er, og uden at fortvivles over, hvad menneskeheden er i stand til. Det var en stor oplevelse, men rædslen og angsten sidder dybt i mig endnu. /DB

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det dog i højere grad høje priser på billetter end tidsnød, som holder mig ude af koncertsalene.

Asser Amdisen
Annonce
Livsstil For abonnenter

Godsejerfruen, der voksede op på Christiania: Clara Rosenkrantz inviterer indenfor i privaten på Glorup Gods

Annonce
Annonce
Annonce
Varde For abonnenter

12-årig datter til sin mor: Hvis far stiller op som borgmester igen, flytter jeg hjemmefra

Navne For abonnenter

Efter 20 år som førstemand er det snart slut: - Som borgmester står du forrest, når der er fest - men også når der falder brænde ned

Aabenraa

Efter fund af skader på de 466 nye popler: Planerne for poppelalleen må udskydes

Esbjerg

Stormløb mod berømt mange-millionærs hus: 400 troppede op

DF-hovedbestyrelsesmedlem udfordrer Messerschmidt i formandsvalg

Esbjerg For abonnenter

En hel togkupé undlod at tage mundbindet på mellem Esbjerg og Odense: Nu kalder andre borgere deres opførsel 'svinsk' og kræver reglerne overholdt

Livsstil

Oplev julens magiske væsner på Moesgaard: - Sløret mellem menneskenes og væsnernes verden er tyndt i juletiden

Kolding

Voldsomme billeder: Op mod 30 brandfolk kæmpede med stor gårdbrand

DF slår revner - er det Fremskridtspartiet om igen?

Ribe Esbjerg HH For abonnenter

Hvor er han altså bare vild inde i målet: Søren Rasmussen burde mindst tage fem år mere

Haderslev For abonnenter

76-årig blev igen dømt for bombetrusler mod Gram Slot

Billund

Sæsonens første håndboldskuffelse: Grindsted smed et point væk i København

Annonce