Annonce
Udland

Historiker: Harrys version udstiller splittelse i kongehuset

Toby Melville/Reuters
Sagen om prins Harry og Meghan kan udvikle sig til et cirkus til skade for britisk kongehus, siger lektor.

Det er usædvanligt og gavner nok ikke ligefrem det britiske kongehus, at prins Harry er kommet med sin egen version af det delvise brud med kongehuset.

Sådan lyder vurderingen fra Lars Hovbakke Sørensen, der er lektor i historie ved professionshøjskolen Absalon.

- Dronning Elizabeth har nok forestillet sig, at hendes officielle udmelding skulle være den eneste. Så det udstiller, at de er ret splittede, i forhold til hvad der er det rigtige at gøre, og hvordan det skal håndteres.

- Det er ret usædvanligt, for man plejer at holde facaden udadtil fra kongehusets side, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Søndag ved et velgørende arrangement udtalte prins Harry sig for første gang om det delvise farvel til kongehuset.

Lørdag var han og hustruen, Meghan, blevet frataget de titler og roller, som de har udfyldt som en del af den kongelige familie.

Søndag fortalte han, at det volder ham "stor sorg, at det er endt på den måde", og at det var en svær beslutning at bryde med kongehuset.

Prins Harrys udtalelser søndag tyder ifølge Lars Hovbakke Sørensen på, at prinsen har haft behov for at komme med sin egen version.

Men det er ikke nødvendigvis et klogt træk med tanke på forholdet til kongefamilien på lang sigt.

- Det er sådan noget, der kan gøre, at folk begynder at snakke om, hvad der egentlig foregår, når det efterhånden udvikler sig til et langvarigt cirkus.

- Det er helt klart ikke noget, der gavner kongehuset, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Harry og Meghan - hertugen og hertuginden af Sussex - har også givet afkald på deres apanage. Søndag lød det fra prins Harry, at han altid har været klar til at miste de penge.

Men til gengæld piner det ham, at han som en del af sin tilbagetræden fra kongehuset ikke længere skal deltage ved militære begivenheder.

Militæret har været en central del af prins Harrys liv, og han har blandt andet været udsendt til Afghanistan to gange.

De militære titler, han har opnået ved sin militære deltagelse, har han også givet afkald på som en del af bruddet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Billund

Brandvæsenet pumper løs: Oversvømmelser rammer lufthavnsparkering

Annonce