Annonce
Danmark

Historiker: Virkelighedens Game of Thrones var næsten lige så vild som serien

Der blev taget en tur tilbage til datidens Storbritannien, da historiker Rasmus Wichmann torsdag aften på Tørring Bibliotek gav sit syn på, hvor forfatter George R. R. Martin har fundet sin inspiration til bogserien "A Song of Ice and Fire" - bedre kendt som tv-serien Game of Thrones. Foto: Lennart Kjær Schouborg
Kæmpesuccesen Game of Thrones blev torsdag aften på Tørring Bibliotek sat i perspektiv. Alt fra plot til karakterer og chokerende øjeblikket daterer sig tilbage til datidens Storbritannien, lød det fra historiker og selvudnævnt fantasynørd Rasmus Wichmann.

Tørring: Uanset hvor man kigger hen disse dage, kan det være tæt på umuligt at komme uden om HBO's megasucces Game of Thrones, og selv på Tørring Bibliotek havde den torsdag aften fundet vej.

Her kunne historiker og foredragsholder Rasmus Wichmann gøre de fremmødte klogere på den overnaturlige drama-serie med fokus på koblingen til den faktiske verdenshistorie.

Game of Thrones læner sig nemlig alvorligt op af det skotske kongehus helt tilbage fra 1300-tallet med alt hvad det indebærer af morderiske komplotter og blodhævn.

Faktisk er ligheden så slående, at Rasmus Wichmann ikke er i tvivl om, at forfatteren bag serien har været på rov i historiebøgerne.

Som det mest lysende eksempel pegede han på, at den chokerende episode The Red Wedding, hvor helten Robb Stark, hans gravide hustru, hans mor og en stor del af hans mænd bliver dræbt under et bryllup, er inspireret fra to blodige episoder i henholdsvis år 1440 og år 1691 - The Black Dinner og Glencoe Massakren.

- The Black Dinner tager udgangspunkt i, at der er interne uenigheder i den mest magtfulde klan i Skotland, Douglas-klanen. Som løsning inviterer kongen den ene del af klanen til fredsmiddag, hvor den 16-årige leder bliver ført udenfor, og efter den korteste retssag nogensinde bliver halshugget. Allerede i navnet kan man se, at det uden tvivl har inspireret til The Red Wedding, sagde Rasmus Wichmann.

I det andet eksempel, forklarede han, blev klanen MacDonald slagtet af kongen for at statuere et eksempel. Men ikke inden, soldaterne havde været indlogeret i to uger hos klanen, for at lulle dem ind i en falsk følelse af sikkerhed, ligesom det på sin vis var tilfældet i Game of Thrones.

Annonce

Den blodige version af virkelighed

I løbet af det knap to timer lange foredrag kunne Rasmus Wichmann i adskillige tilfælde nærmest direkte udpege, hvilke historiske personer tv-seriens karakterer er baseret på.

Fælles for de fleste var, at de tager udgangspunkt i den royale familie Stuart, der blev fordrevet fra den engelske trone - og dermed også tjente som inspiration til hele handlingen i Game of Thrones.

- Det kongehus er serieskaberens hedeste drøm, for det var fyldt med skøre konger, komplotter, rygter om bastarder uden ret til tronen, folkehelte og sågar krudtsammensværgelsen i 1605, hvor engelske katolikker forsøgte at sprænge Kong Jakob I og hele Parlamentet i luften. Og der er det min påstand, at Game of Thrones er den blodige version af den historie, sagde Rasmus Wichmann.

En unik referenceramme

Naturligvis er det dog ikke alt, der er gengivet fuldstændig historisk korrekt.

Ikke bare fordi der i tv-serien indgår drager og magi, men lige så meget fordi forfatteren George R. R. Martin har taget sig nok kunstneriske friheder til, at man som seer fortsat kan blive overrasket trods et indgående kendskab til den britiske historie.

- Det, der gør fantasy populært, er, at man kan køre på kanten af virkeligheden, og så skrue op og ned til slutningen bliver en helt anden. Men hvor genren tidligere har været lidt en niche for os nørder, er Game of Thrones nu helt uden sidestykke blevet så populært, at folk ligefrem holder sammen om, at de ikke har set eller læst det. Den referenceramme er helt unik, sagde Rasmus Wichmann.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Annonce