Annonce
Indland

Auktion solgte Gasolin-plader for over én million kroner

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Auktion over plader og instrumenter tiltrak 400 Gasolin-feinschmeckere, og omsætningen rundede én million.

Da en af Gasolins allerstørste fans gik bort for fire år siden, efterlod han sig en usædvanlig stor samling af Gasolin-plader, merchandise og samlerobjekter fra sit yndlingsband.

Hele samlingen, der tæller omkring 2000 effekter, er sat til salg.

En stor del bliver lørdag eftermiddag solgt på en auktion på spillestedet Værket i Randers. Og det er en helt speciel begivenhed, fortæller auktionarius Finn Campen fra Campen Auktioner, der står for salget.

- For mig er det et stykke danmarkshistorie, vi sælger. Alle kender jo Gasolin og har et eller andet, de kan henføre til Gasolin. Det kan vi også se på de samlere, der er mødt op.

- Det er en af de mest specielle auktioner, vi har afholdt. Vi kommer aldrig til at holde sådan en auktion igen, fortæller han.

Omkring 300 potentielle købere er mødt op til auktionen. Og det er inkarnerede samlere, der er mødt op i håb om at komme hjem med unikke Gasolin-ting, fortæller Finn Campen.

- Der er platin-, guld- og sølvplader, som rigtig mange folk kigger på. Der er også førstegangstryk af lp'er og masser af instrumenter og den første forstærker, som Gasolin har brugt, siger Finn Campen.

De cirka 2000 objekter er delt over 1000 katalognumre - heraf er 350 til salg på auktionen lørdag i Randers. Resten er på auktion på Campen Auktioners hjemmeside frem til lørdag den 6. april.

Ejeren af samlingen døde i 2015. Han boede i Hadsten i Østjylland.

Efter hans død vidste familien ikke, hvad de skulle stille op med de mange plader og instrumenter fra Gasolins tid. De kontaktede auktionshuset for fem måneder siden for at få tingene solgt.

- Han havde det til at stå i et kæmpestort kælderlokale. Familien blev enige om, at de ikke fik gjort noget ved det. Så syntes de, det var bedre, at samlingen kom ud og fik det godt andre steder, siger Finn Campen.

Inden auktionen begyndte klokken 13, gav tidligere Gasolin-trommeslager Søren Berlev en koncert på Værket. Gasolin eksisterede fra 1969 til 1978 og er især kendt for sin frontfigur, nu afdøde Kim Larsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce