Annonce
Varde

Historisk kro er næppe så dyr, som du tror: Værtspar vil sælge og sætter prisen ned

Der har været drevet kro i Fåborg ved Årre siden 1800-tallet, men bygningen kan spores helt tilbage til 1700-tallet. Marlene og Uwe Schober gør her søndagsmiddagen klar. Arkivfoto: Morten Nielsen
Der er håb om fortsat krodrift i landsbyen Fåborg øst for Varde, selv om køberne ikke står i kø. Borgere vil støtte en eventuel køber af Faaborg Kro.

Fåborg: Mange har været på udflugt til Faaborg Kro ved Årre, der søndag efter søndag har haft traditionel mad på menuen. Søndagsmiddagen består af suppe med afkølede ris, suppekød i sur/sød-sauce og fløderand, når kroen altså ikke lige er lukket som følge af corona-restriktioner som nu. Der er tale om en traditionel, vestjysk menu.


Den er kun annonceret til salg i fagblade indtil nu.

Marlene Schober


I 15 år er det værtsparret Uwe og Marlene Schober, der har drevet Faaborg Kro. Men parret har sat kroen til salg. Den er oprindelig udbudt til 1,6 millioner kroner, men der har ikke meldt sig en køber. Derfor er der indledt en mere offensiv salgsstrategi. Der skal annonceres mere alment, og du kan nu blive kroejer i Fåborg for 1,4 millioner kroner. Salgsprisen er sat ned.

- Den er kun annonceret til salg i fagblade indtil nu, siger Marlene Schober.

Marlene er 58 år og manden Uwe er 67 år. Det er, fordi Uwe Schober har nået pensionsalderen, at parret har valgt at drosle ned. Marlene Schober har et job som hjemmesygeplejerske, som hun har passet ved siden af krodriften.

- Vi håber, at der kommer en køber, der vil drive kroen videre, siger Marlene Schober.

Selv har værtsparret gennem de seneste 15 år haft åbent fra onsdag til søndag for både restaurant og krostue. Der har naturligvis også været selskaber. Kroen har for eksempel været et yndet stop, når turistbusser skal holde frokostpause. Men der har naturligvis også været afholdt mærkedage og lignende på kroen.

Annonce

Bygning fra 1700-tallet

Bygningen er på cirka 700 kvadratmeter, og det ældste kan spores tilbage til 1700-tallet. Der er dog bygget til talrige gange. I de første år fungerede bygningen ikke som kro.

Der er ikke værelser, men en ferielejlighed i et anneks.

- Køkkenet er nyrenoveret og rengøringsvenligt, siger Marlene Schober, som mener, at der vil være rigtig gode muligheder for forskellige former for køkkendrift.

I 2006 købte parret kroen for 1,25 millioner kroner.

- Hele bygningen er gennem de senere år renoveret. Det begyndte allerede under den tidligere ejer på, siger Marlene Schober.

Parret overvejer derfor også at blive boende og måske leje lokaler og køkken ud. Men nummer et vil være fortsat krodrift i landsbyen øst for Varde. For det er med vemod, at parret har sat til salg efter nogle dejlige år med Faaborg Kro.

- Det er et typisk mand-kone-job, siger Marlene Schober og tilføjer, at der skal lægges nogle timer i det, for det er en livsstil at drive en kro.

Annonce

Borgere bakker op

I Fåborg Borgerforening håber og tror formand Martin Kristensen, at kroen kan fortsætte som kro.

- Det er rart at have et samlingssted, der bakkes op om lokalt. Det er en fantastisk kro med sjæl og charme. Jeg tror på, den bliver solgt, siger Martin Kristensen.

Hvis et salg kommer til at knibe, selv om prisen nu er sat ned, så vil borgerforeningen gå ind at se på muligheder for eventuel opbakning til kommende kroejere. Men det er ikke noget, der konkret er drøftet i borgerforeningen endnu.

Der har været drevet kro i Fåborg ved Årre siden 1800-tallet, men bygningen kan spores helt tilbage til 1700-tallet. Arkivfoto: Henrik Cramon
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Regeringen vil tvinge tyske præster til at oversætte deres prædikener: - Det ville være en disrespekt uden lige

Annonce