Annonce
Nordtyskland

Historisk kro rejser sig atter af asken

Den 65-årige Lenka Hansen Mörck uden for ruinerne af den kro, som hendes famlie har ejet siden 1815. Foto: ORG.

For knap seks uger siden brændte Historischer Krug ved Flensborg ned til grunden. Kroen er en del af den dansk-tyske historie og genopstår, lover ejeren.

OEVERSEE: For knap seks uger siden brændte den gamle "Historischer Krug" i Oeversee lige syd for Flensborg ned til grunden.

- Den historiske kro bliver genopbygget. Det skylder jeg stedets historie og min familie, siger ejeren, Lenka Hansen-Mörck.

Den 65-årige kroejer arbejder hårdt frem mod målet om, at det femstjernede hotel senest genåbner i sensommeren næste år.

- Forsikringen står ikke i vejen for planen. Men også myndighederne skal medvirke, ligesom mine egne kræfter skal slå til, hvis det hele skal afsluttes i rette tid, forklarer Lenka Hansen-Mörck.

Annonce

Stedet er en del af den dansk-tyske historie, et hjemsted for kultur og et arnested for en humanitær indsats.

Kroejer Lenka Hansen-Mörck.

500 år gammel

Tidspunktet for genåbningen spiller en vigtig rolle. I 2019 skal kroen nemlig fejre jubilæum. Så bliver kroen i Oeversee 500 år gammel - mindst. De første skriftlige kilder om kroen stammer nemlig fra 1519.

- Historischer Krug er meget mere end blot en kro. Stedet er en del af den dansk-tyske historie, et hjemsted for kultur og et arnested for en humanitær indsats, understreger ejeren.

Lenka Hansen-Mörck henviser til, at kroen efter slaget mellem danske og østrigske tropper ved Sankelmark i 1864 blev indrettet til det lazaret, hvor Røde Kors' flag for første gang blev hejst. Uden hensyn til nationalitet blev både danske soldater og deres østrigske fjender plejet på stedet.

- Sådan et hus er man nødt til at genopbygge. Kroen bliver genrejst, så i hvert fald det ydre ligner det, folk kender fra før, lover Lenka Hansen-Mörck.

Hun vil til gengæld benytte lejligheden til at gøre indretningen mere moderne og effektiv,

Millioner gik tabt

Endnu samarbejder hun med forsikringen om at få opgjort skaderne. Selv skønner Lenka Hansen-Mörck, at værdier for mellem fem og syv millioner euro er gået tabt.

Tabet er ikke kun økonomisk, men også kulturelt. Værdifuldt sølvtøj er væk. Det samme er også mange af kroens malerier.

- Vi kunne redde omkring 20 procent af kunstværkerne ud af den brændende bygning. De bliver for øjeblikket sat i stand i Hamborg. Om alt går vel, er de snart igen en del af den nye Historischer Krug, håber Lenka Hansen-Mörck.

Hendes familie har ejet kroen siden 1815. Historischer Krug er den eneste kongeligt privilegerede kro uden for det nuværende Danmarks grænser.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce