Annonce
Udland

Historiske dokumenter kaster nyt lys på sexslaver i Japans hær

Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix
Det er tidligere blevet anslået, at der var mellem 50.000 og 200.000 trøstekvinder under Anden Verdenskrig.

Den kejserlige japanske hær bad regeringen om at sørge for én såkaldt trøstekvinde for hver 70. soldat under Anden Verdenskrig.

Det skriver det japanske nyhedsbureau Kyodo News, som har gennemgået en række dokumenter.

De inkluderer hemmeligholdte skrivelser sendt fra japanske konsulater i Kina til udenrigsministeriet i Tokyo helt tilbage fra 1938.

Det japanske militærs brug af sexslaver, de såkaldte trøstekvinder, har længe været et stridspunkt mellem Japan og Sydkorea.

Mange af kvinderne, som blev tvunget til at være prostituerede i det japanske militærs bordeller, var nemlig sydkoreanske.

I en skrivelse fra generalkonsulen i den kinesiske havneby Qingdao bliver ministeriet bedt om at sende en kvinde for hver 70. soldat.

I en anden skrivelse fra Shandong-provinsen bedes der om, at "mindst 500 trøstekvinder skal samles her", mens japanske styrker rykker frem.

Man har flere gange forsøgt at sætte punktum i striden mellem Japan og Sydkorea.

I "Kono-udtalelsen" fra 1993 blev de japanske myndigheders involvering i at tvinge kvinderne til at arbejde i bordeller anerkendt.

Og i 2015 indrømmede den japanske regering og daværende udenrigsminister, at man følte "et dybt ansvar" for kvindernes skæbne. Samtidig gav man flere millioner til en fond for at hjælpe ofrene.

Men der er fortsat uenigheder om, i hvilken grad den japanske regering har været involveret.

- De seneste dokumenter (...) har givet os detaljeret information om, hvordan bordellerne blev drevet, og hvor mange soldater, som fik tildelt en såkaldt trøstekvinde, siger Yoon Mi-hyang, leder for en organisation for ofrene for japansk sexslaveri.

- Dette er et klart tegn på, at den japanske regering er ansvarlig for med overlæg at rekruttere koreanske kvinder til sexslaveri.

Der var ikke umiddelbart nogen kommentar fra den regeringsmyndighed i Japan, der står for at indsamle de officielle dokumenter om trøstekvinder.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

PostNord er en dødssejler

I årevis har fusionen mellem Post Danmark og det svenske Posten AB til PostNord i 2009 været et problembarn. Der er nemlig så store forskelle mellem Danmark og Sverige, at det har vist sig nærmest umuligt at få fællesskabet til at fungere. Mens Danmark er en digital spydspids, bliver der fortsat ekspederet masser af fysiske breve og dokmenter via posten hos vores nordiske naboer. Og skønt man kan begræde det traditionelle brevs forsvinden i vores land, er udviklingen uafvendelig. Situationen i Danmark har siden 2012 udløst adskillige årsregnskaber med blodrøde tal, hvilket har belastet hele PostNord i fatal grad. I det seneste årsregnskab for 2018 havde den danske del af forretningen et minus på over en milliard kroner. Noget tyder på en bedring i økonomien, men prisen har været høj i form af massefyringer og bestandigt forringet service. Imens fortsætter brevmængden med at falde på grund af den digitale kommunikations fortsatte fremmarch kombineret med alt for lange leveringstider på fysiske breve. Nu er flere partier så åbne for at forlade postsamarbejdet. De nye toner er der grund til at være tilfreds med. For nok er situationen lige nu slem. Men fremover vil den blive endnu værre. Også hos vores naboer vil den moderne kommunikation vinde stadig mere frem. Det er ganske enkelt for hurtigt, bekvemt og billigt at holde digital kontakt med både venner, familie og myndighederne til, at fysiske breve på sigt kan overleve i større omfang. Det gælder også i Sverige. PostNord er med andre ord en dødssejler, det ikke vil være klogt at holde fast i. Lad os få lukket virksomheden, inden vi bruger endnu flere penge på at forlænge dens skrantende eksistens. Naturligvis skal det også fremover være muligt at sende fysisk post i Danmark. Men der er bestemt ingen grund til at genopbygge et nationalt postvæsen. I stedet bør politikerne se på muligheden for at betro opgaven til private aktører. Dyrere og ringere end den nuværende ordning kan det umuligt blive.

Annonce