Annonce
Danmark

Hjælpelinjer får flere opkald om skader ved lattergas

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Giftlinjen modtog godt 20 opkald om lattergas i 2016. Sidste år var antallet af henvendelser steget til 62.

Balanceproblemer og hukommelsesbesvær er nogle af de følgevirkninger, som flere unge oplever efter at have indtaget lattergas.

Sådan lyder det fra Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, der har oplevet en stigning i antallet af henvendelser om lattergas.

I 2019 modtog Giftlinjen 62 henvendelser om lattergas mod en fordobling fra 20 til 40 henvendelser i perioden 2016 til 2018. Det fortæller overlæge Dorte Fris Palmqvist.

- Mange flere tager lattergas, især i Region Hovedstaden, men de ringer ikke til en giftlinje, før det går galt, så vi ser kun toppen af isbjerget.

- Der kan også sagtens sidde praktiserende læger og hospitalslæger rundt i landet, som godt ved, hvad det handler om, og som derfor ikke behøver ringe til os, siger hun.

Ifølge Dorte Fris Palmqvist har flere unge typisk taget mellem 50 og 200 patroner på en aften - nogle op mod 1000 på en uge.

En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at 17 procent af drengene på både gymnasier og erhvervsskoler i alderen 15-25 år har prøvet at inhalere lattergas.

Blandt pigerne er tallet henholdsvis otte og ti procent. Det er især et fænomen blandt unge i Region Hovedstaden.

Hos Hovedstadens Akuttelefon 1813 modtog man 11 henvendelser om problemer med lattergas i 2017 og 29 henvendelser i 2018.

Ifølge overlæge Asmus Bisgaard var antallet af henvendelser om lattergas til både 112 og 1813 oppe på i alt 56 i 2019.

- Specielt i sidste kvartal af 2019 har der været lige så mange henvendelser som i resten af 2019. De 56 opkald fordeler sig nogenlunde ligeligt på 112 og 1813, forklarer han.

Asmus Bisgaard kalder lattergas et stort problem.

- Vi ser nogle, der tager flere hundrede patroner dagligt. Det mest skadelige er, at de får føleforstyrrelser i hænder og fødder, som ikke forsvinder, selv om de stopper med at tage lattergas.

- Det er på lang sigt en nervegift, man indtager som rusmiddel, forklarer han.

Lattergas har de senere år været involveret i flere dødsfald.

Ifølge Sundhedsstyrelsens hjemmeside blev der rapporteret et dødsfald i henholdsvis 2007, 2016, 2018 og 2019, hvor lattergas var involveret.

Det kan være svært at påvise stoffet i kroppen, og det kan derfor ikke udelukkes, at der er sket flere dødsfald som følge af misbrug af lattergas, vurderer styrelsen.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har indkaldt til et afsluttende forhandlingsmøde om en lattergasaftale tirsdag.

/ritzau/

Annonce
Fakta om lattergas fra Sundhedsstyrelsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding For abonnenter

Allan pumpede vand hele natten: Haven forvandlet til en svømmepøl

Annonce