Annonce
Esbjerg

Hjemstavnsfest femdobler antal beboere på Mandø

Overskuddet går til Mandø Mølle, når der i den kommende weekend er Hjemstavnsfest på Mandø. Arkivfoto
Fredag og lørdag afholdes den traditionsrige Hjemstavnsfest på Mandø, hvor alle med tilknytning til den lille vadehavsø vender hjem for en weekend.

Mandø: Den kaldes både Hjemstavnsfest og Mandøfesten, men hvad end navnet er, så er den kommende weekend en fest, hvor tilknytningen til Mandø bliver fejret efter alle kunstens regler. Normalt bor der 25-30 mennesker på Mandø, men dette tal mangedobles i den kommende weekend.

- Ved selve festen på Restaurant Vadehavet lørdag aften kommer omkring 150 mennesker. Det er alt hvad der kan være, og det er folk, der enten bor på Mandø eller har en særlig tilknytning til øen, siger næstformand i Mandøforeningen, Jesper Jacobsen, der selv bor på Mandø en del af året, mens moderens familie bor på øen.

Mandøfesten afholdes fredag 12. juli og lørdag 13. juli, og det hele sættes igang med kræmmermarked fredag fra kl. 10-15 på Mary's Towt, hvorefter der fredag aften kl. 19 er generalforsamling i Mandøforeningen.

Lørdag starter dagen med flaghejsning og morgensang ved møllen kl. 8 efterfulgt af morgenkaffe på Mary's Towt, inden der kl. 10 er gudstjeneste i Mandø Kirke, og Jesper Jacobsen forklarer, at programmet for Mandøfesten er meget traditionelt.

Annonce

Skrotprisen

- Det er mange af de samme elementer, der går igen hvert år, men det er også noget af det, folk vender hjem efter. Hvert år uddeler vi skrotprisen, og det er en ny modtager hvert år, siger Jesper Jacobsen og forklarer, at titlen blot refererer til, at modtageren får en skulptur af jern, som nogen mener ligner skrot.

- Men det er en stor ære at få den. Sidste år gik prisen til Mandø Event, men det er stadig ikke afgjort, hvem der får den i år. Det er vanskeligt at vælge, for der er virkelig mange mennesker, der gør en kæmpe indsats for Mandø, siger Jesper Jacobsen.

Lørdag kl. 13 er der foredrag i klitterne, hvor årets taler er øens præst Michael Nørgård Nielsen, inden den store fest så småt sættes igang på Restaurant Vadehavet.

Fredag vil der ud over marked vil være flere tiltag for børn, og ønsker besøgende på øen at opleve mandøboere i de smukke egnsdragter, vil dette blandt andet være muligt lørdag formiddag i forbindelse med gudstjenesten, hvor 10-12 smukke kvinder i dragter vil være til stede.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce