Annonce
Vejen

Hjemstavnsgården fordobler sit overskud

Udviklingen på Hygum Hjemstavnsgård kører i den helt rigtige retning - også økonomisk, hvor regnskabet for 2018 viser et overskud på 108.512 kroner. Det er mere end en fordobling i forhold til 2017. Arkivfoto: Steen Rasmussen
Det går rigtig godt for hjemstavnsgården i Sdr. Hygum. Årets regnskab viser mere end en fordobling af sidste års overskud.

Vejen Kommune: De seneste år er det kun gået én vej med overskuddet hos Hygum Hjemstavnsgård – nemlig op.

I 2017 kunne hjemstavnsgårdens frivillige og bestyrelse glæde sig over et overskud på 50.004 kroner, men resultatet for 2018 ser om noget endnu bedre ud. Her har der været mere end en fordobling af overskuddet, der endte på 108.512 kroner.

Det flotte overskud glæder naturligvis Svend Dixen, der er formand for bestyrelsen for Hygum Hjemstavnsgård.

- Det er vi meget tilfredse med. Vi havde et rigtig godt besøgstal sidste år - det var især pilefestivalen, der gav rigtig mange besøgende. Vi har godt styr på omkostningerne, vi har et rigtig godt team, og der er en god tone og ånd herude, siger Svend Dixen, der håber på, at 2019 også bliver et godt år.

- Vi håber på en god sæson, men om vi kan få samme resultat i år, vil nok være meget optimistisk, siger Svend Dixen.

Annonce

Vi havde et rigtig godt besøgstal sidste år - det var især pilefestivalen, der gav rigtig mange besøgende. Vi har godt styr på omkostningerne, vi har et rigtig godt team, og der er en god tone og ånd herude.

Svend Dixen

Beskedent overskud

Også et af kommunens andre museer, Wellings Landsbymuseum, kan fremvise et overskud på årets regnskab. Overskuddet er dog skrumpet en del i forhold til sidste år. For hvor årsregnskabet i 2017 endte med et overskud på 42.443 kroner, så blev det i 2018 kun til et beskedent overskud på 5281 kroner.

Formand Thomas Sørensen forklarer det forholdsvis lave overskud med, at der har været en del reparationer på de gamle bygninger i Mejlby.

Han er dog optimistisk, når han ser frem.

- I år ser det ud til at blive bedre. Vi er allerede kommet godt fra land, og vi har haft mange gæster indtil nu, siger Thomas Sørensen.

Regnskabsteknisk

Hvor både hjemstavnsgården og landsbymuseet har overskud, så ender regnskabet hos Poul la Cour Museet i Askov i 2018 med et underskud på 283.121 kroner mod et overskud på 23.361 kroner i 2017.

Selvom det lyder dramatisk, så skal baggrunden for underskuddet ses i lyset af den måde, som regnskabet opstilles, og i ledelsens årsberetning redegøres for, at der i løbet af året er blevet lavet bygningsmæssige forbedringer for 308.000 kroner.

- Så det er noget rent regnskabsteknisk, og næste år vil der være et endnu større underskud, siger Bjarke Thomassen og forklarer, at museet i 2016 modtog en donation på en million kroner til renovering af bygningerne, og det er de penge, som museet nu er begyndt at bruge, men i resultatopgørelsen for 2018 optræder kun udgifterne og ikke den store donation fra 2016.

For det går faktisk fint for museet i Askov. Indtægterne fra entré og undervisning landede på 43.100 kroner. Det er en fordobling i forhold til året før.

- Det kører rigtig fint, men derfor skal vi stadig hele tiden have fokus på økonomien. Men museet kører meget bedre end for ti år siden, siger Bjarke Thomassen.

Uden frivillige - ingen museer

Både Bjarke Thomassen, Thomas Sørensen og Svend Dixen fremhæver det vigtige i, at der er grupper af frivillige, der er interesserede i at være med til at holde gang i deres museer.

- Vi er fuldstændig afhængige af de frivillige, ellers ville det slet ikke køre. Vi skal bruge en stor stab til at holde det hele ved lige - både udvendig og indvendig, siger Svend Dixen.

Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

134 klager på fem måneder: Tolkefirma har spændt ben for politiet i Syd- og Sønderjylland

112

Hvid trailer forsvandt fra indkørsel

Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce