TØNDER FESTIVAL: I fjor tog han egentligt en pause fra Tønder Festivals plakat - men Jacob Dinesen dukkede alligevel op, da Allan Taylor ved den lejlighed tog publikum med på en rejse gennem sin lange karriere og inviterede Dinesen med ind.
Men 2019 blev til gengæld året, hvor Dinesen tog turen tilbage til Tønder Festivals Telt 1 med et brag af en koncert, som fik mange til at trodse sommervarmen under teltdugen - en scene, som værten selv også har et helt særligt forhold til:
- Det her er på alle måder en ikonisk scene. Det giver altid en hjertebanken at gå på her i Telt 1, sagde han blandt andet under koncerten.
Hilsen til mentoren
Koncerten bød desværre ikke på et besøg fra Jacob Dinesens nære ven og musikalske mentor. Allan Taylor har måttet aflyse en stor del af sine koncerter i år på grund af et angstanfald, men er stille og roligt på vej tilbage.
Det lod Dinesen bemærke i forbindelse med en af flere gode anekdoter fra de to musikeres nære samarbejde - med et håb om god bedring til Taylor.
Samarbejder har Jacob Dinesen i øvrigt flere af. Fra hans seneste plade, Found it, kommer sangen Into Your Arms, som er produktet af et helt nyt tiltag fra Jacob Dinesen: Co-writing. Egentligt var det ikke Dinesens plan at han skulle ud at skrive et nummer i samarbejde med en anden. Men pladeselskabet mente idéen ville holde hele vejen. Der blev henholdsvis plaget og sagt nej - men da pladeselskabet efterhånden havde spurgt tilpas mange gange, sprang han ud i det. På én betingelse:
Søren Huss skulle være den anden del af projektet.
En hurtigtarbejdende manager fik skabt kontakten på rekordtid, og resultatet bød publikum i Telt 1 i den grad ind på samarbejdet i. Dinesen kom hjem til en solid søndagsfest.