Annonce
Sport

Hjulmand fravalgte udlandet: Landsholdet er hjerteblod

Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Kasper Hjulmand havde to muligheder i udlandet, men var ikke i tvivl, da han fik tilbudt landstrænerjob.

Kasper Hjulmand bliver landstræner for Danmark fra sommeren 2020. Han får som assistent Morten Wieghorst og kommer til at afløse konstellationen med Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson.

Det var en stolt Hjulmand, der onsdag blev præsenteret på et pressemøde i Brøndby.

- Først og fremmest er jeg stolt og beæret over at blive landstræner. Jeg havde ikke regnet med at få muligheden nu og her, siger Kasper Hjulmand på pressemødet.

- Jeg har haft nogle spændende muligheder, også i udlandet, men da denne mulighed opstod, betød den mere end alt andet. Den kom foran både penge og Europa. Landsholdet er rent hjerteblod, fortsætter Hjulmand.

Han har nu godt et år til at forberede sig til jobbet, mens Hareide og Tomasson skal forsøge at kvalificere landsholdet til EM i sommeren 2020, der blandt andre har Danmark som vært.

De råder over et hold med stort potentiale, mener Hjulmand.

- Der er talent og erfaring, og der er en fantastisk kultur, som er opbygget af Åge og Jon, siger han.

Det uddyber han i en pressemeddelelse fra Dansk Boldspil-Union.

- Samtidigt har Åge Hareide skabt et fantastisk sammenhold og styrke på holdet, som bliver spændende at arbejde med efter EM-slutrunden 2020.

- Jeg vil godt understrege, at jeg ikke vil blande mig overhovedet de næste 12 måneder – først efter min tiltrædelse, siger Kasper Hjulmand.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Grebet i luften: Når privatlivet ebber ud

Tidligere i år fik Facebook en bøde på fem milliarder dollars – 33 milliarder kroner – for at ”bryde privatlivets fred.” Facebook er grundlagt af amerikaneren Mark Zuckerberg – De ved, ham med det der mærkeligt glatte, udtryksløse ansigt og efter sigende indehaver af 30 ens hættebluser. Sjovt nok forudsagde samme Zuckerberg for næsten ti år siden, at privatlivets fred var slut. Et overstået kapitel i menneskehedens historie. Det var dengang, Facebook mest var et sted, hvor man kunne samle en hulens bunke venner, der fortalte, at de lige havde spist knækbrød, at lille Tobias havde lagt en skovsnegl i bleen, eller at de var sure over, at det regnede på deres fridag. Siden er anvendelsen af Facebook som bekendt blevet opgraderet til at omfatte meget mere: Chikane og trusler og måske ommøblering af folkeafstemninger. Mark Zuckerbergs pointe i 2010 var vist, at det var Facebook, der var årsagen til, at privatlivets fred hører fortiden til. Der fik han så med nogle års forsinkelse mere ret, end han selv havde regnet ned, men vi er alligevel et par stykker, der synes, at Facebook ikke skal have hele æren for, at det private siver ud af vores liv som luft fra en badebold. Vi kan også selv. Jeg kan da så glimrende huske en togtur fra København. 20 sekunder efter Valby ringede en dreng til sin far for at fortælle om en operation, han skulle gennemgå: - Ja, det gør ikke så ondt lige nu, men i sidste uge stak knoglen ud ad hånden. Der sad man så og sendte en stille tak til DSB, fordi man ikke længere kan købe mad i toget. Han holdt godt nok op, men kun blive for at blive afløst af en dame, der så ud til at have en alder, så hun i det mindste burde have hørt om Emma Gad: - Han ligger på sygehuset, men de kan ikke finde ud af, hvorfor han har så meget vand i venstre side. Hans arm er så tyk, at den ikke kan være i sygehustøjet. Men det er i hvert fald ikke fra hjernen, det vand kommer. Så er det, at man får lyst til at skrive en rasende kommentar om den manglende intimitet i vores liv og udstillingen af privatsfæren i det offentlige rum. På vores Facebook-væg.

Annonce