Annonce
Danmark

Holch Povlsen-familien tog afsked med tre børn: Aarhus i stilhed

Astrid Holch Povlsen sendte en flok balloner til vejrs i overværelse af sine forældre og 2000 mennesker på Store Torv i Aarhus, da hendes tre søskende blev begravet. Foto: Kim Haugaard
Anders Holch Povlsen, ejer af Bestseller-koncernen, tog lørdag sammen med sin hustru Anne afsked med parrets tre børn, der blev dræbt ved terrorangrebet på Sri Lanka.

Meningsløsheden lå tungt i sin vælde over Store Torv i Aarhus, da ægteparret Anne og Anders Holch Povlsen sammen med deres yngste datter Astrid, 1000 gæster og 1000 tilskuere sagde farvel til deres tre børn, Alma, Agnes og Alfred.

De tre blev dræbt under terrorangrebet på Sri Lanka påskedag.

Allerede en times tid før begravelsen strømmede de inviterede gæster til Aarhus Domkirke og forsamlede sig i lange rækker omkring kirken, der var mandsopdækket af politi og bombehunde. Enkelte kendte ansigter tittede frem i flokken, der talte alt fra spædbørn i barnevogn til ældre gæster.

Ganske langsomt tætnedes det også af mennesker udenfor afspærringen til kirken. Mange af de tilstrømmende var stærkt berørte Bestseller-ansatte, der følte med deres chef og hans familie. Andre var slet og ret fædre og mødre, der helt inderst inde kunne mærke den knugende fornemmelse ved tanken om at miste tre børn i alderen fem til femten år. Alle kom de for at vise deres deltagelse.

På denne dag var familien Holch Povlsen ikke Danmarks rigeste familie. På denne dag var familien en af os. Tragedien ved familiens tab stod prentet i alle ansigter på torvet, og aldrig har der været så stille blandt så mange.

Annonce
Kisterne med Alfred, Agnes og Alma Holch Povlsen bæres ud fra Aarhus Domkirke. Foto: Kim Haugaard

Tre rustvogne på pladsen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen smuttede stilfærdigt ind ad kirkedøren kort før begravelsen for på landets vegne at vise sin respekt. Umiddelbart efter ankom kronprinsparret med sine fire børn, inviteret som private venner af familien Holch Povlsen.

Dørene til domkirken blev lukket, og kort efter kørte tre rustvogne ind på pladsen og parkerede på række foran kirken. Der gik et sug igennem tilskuerne, og en enkelt udbrød fortvivlet: "Så mange rustvogne bør der bare ikke være på én gang".

Tavsheden dalede ned over Store Torv. Kun en enkelt solsort satte toner til tankerne.

Tre kvarter senere gik dørene til kirken atter op. Aarhus Domkirke kan rumme 1000 gæster, og den har været fyldt til sidste plads. Ud strømmede de og forsamlede sig i en rundkreds på torvet, inden kisterne blev båret ud.

Tre kister; den ene alt, alt for lille til, at man kan bære det. Gråden fik frit løb blandt gæster og tilskuere.

Det dufter lysegrønt

På den ene kiste lå svagtrosa blomster, på den anden lå stærktrosa blomster, og på den mindste lå lavendelblå blomster samt et bundt balloner i glade farver. Hver kiste bar desuden et portræt af barnet.

Under ledelse af domkantor Carsten Seyer-Hansen sang domkirkens kor hele Store Torv op med salmen "Det dufter lysegrønt af græs".

Det dufter lysegrønt af græs/ i grøft og mark og enge./ Og vinden kysser klit og næs/ og reder urtesenge./ Guds sol går ind/ i krop og sind,/ forkynder, at nu kommer/ en varm og lys skærsommer.

Foran kisterne stod ægteparret Holch Povlsen med deres overlevende datter imellem sig - værdige, ranke og sortklædte, med armene om hinanden.

De stod der længe. Og der var helt, helt stille.

Omgivet af 1000 gæster og 1000 tilskuere tog Anne og Anders Holch Povlsen sammen med deres overlevende datter afsked med deres tre børn, der blev dræbt ved terrorangrebet på Sri Lanka. Foto: Kim Haugaard

Balloner til vejrs

Ja, Jesus Kristus er det Ord/ der skaber liv af døde! så ny blir himmel, ny blir jord/ en verden grøn af grøde/ Kom, Jesus, snart/ og gør det klart:/ den morgenstund, du kommer,/ da gryr en evig sommer.

Koret sluttede af, og datter Astrid gik alene hen til sin lillebrors kiste. Hun løsnede varsomt båndet med balloner og slap det, inden hun vendte tilbage til forældrene. Vi greb os alle til hjertet - og til lommetørklædet - inden vi lod blikket glide mod himlen, hvor ballonerne blafrede op over Aarhus badet i et iskoldt solskin.

Rustvognene kørte i kortege med familien bagefter til Ormslev Kirkegård, hvor Alma, Agnes og Alfred nu er stedt til hvile. Alt, alt for tidligt.

Meningsløsheden lå fortvivlende tungt over os alle på Store Torv i Aarhus. Men vi har stadig lov at håbe, at verden også i morgen vil være grøn af grøde.

Familien Holch Povlsen havde inviteret pressen til at følge begivenhederne uden for Aarhus Domkirke i forbindelse med begravelsen af de tre børn, som blev dræbt ved et terrorangreb i Sri Lanka i påsken.

Medfølelsen prægede alle, der deltog ved begravelsen af familien Holch Povlsens tre børn. Foto: Kim Haugaard
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce