Annonce
Sport

Holdet er rundt på gulvet over tempokonges mystiske exit

Reinhard Eisenbauer/Ritzau Scanpix
Ledelsen på Bahrain Merida erklærer sig uforstående overfor Rohan Dennis' bratte afsked med Tour de France.

Forvirringen er total på Tour de France-holdet Bahrain Merida, efter at Rohan Dennis pludselig stod af cyklen og trak sig ud af løbet på 12. etape.

Den australske temporytter var ellers topfavorit til fredagens enkeltstart, men Dennis kommer altså ikke til start mere i Tour de France, og holdledelsen har ingen anelse om, hvad der foregår.

- Vi er også forvirret. Lad os bare sige, at jeg er skuffet over, hvad der skete med Rohan, for vi havde store forventninger til ham i morgen (fredag, red.), siger Bahrain Meridas ledende sportsdirektør, Gorazd Stangelj, ifølge flere medier.

- Det var hans afgørelse at stoppe i forplejningszonen. Vi prøvede at tale med ham. Vi stoppede bilen for at forsøge at finde en løsning og spurgte: "Hvad sker der?". Han sagde, at han ikke havde lyst til at snakke og forlod løbet, siger sportsdirektøren.

Rohan Dennis forsøgte ellers tidligt på etapen at komme med i et udbrud. Senere blev han ifølge fransk tv set i diskussion med en af holdets følgebiler.

I forplejningszonen stod han så af, og kort efter kommenterede holdet situationen i en kryptisk meddelelse på Twitter.

- Vores prioritet er rytternes velbefindende, så vi vil omgående igangsætte en undersøgelse, men vil ikke udtale os, før vi har fastslået, hvad der skete med Rohan Dennis. I mellemtiden fortsætter vi med at støtte vores ryttere, som er midt i et løb.

Mens etapen stadig var i gang, blev Rohan Dennis set ved holdets bus i selskab med sin agent, men ønskede ikke at tale med de ventende pressefolk.

Dermed er årsagen til hans dramatiske exit uklar, men Gorazd Stangelj slår fast, at der ikke er noget fysisk i vejen med den regerende enkeltstartsverdensmester.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Affaldshåndtering som i DDR-tiden

Lokaldebat: I den bebyggelse i Egernsund, hvor min kone og jeg bor, oplever vi til stadighed, at vore affaldscontainere ikke bliver tømt. Bebyggelsen består af 12 ejerlejligheder og otte boligforeningslejligheder. Problemet er, at Sønderborg Kommune entrerer med et system omkring bortskaffelse af affald, som ingen normalt begavede mennesker forstår. Et årskursus til borgerne i affaldshåndtering ville sikkert gøre underværker, men det vil kommunen næppe finansiere. Det system, skraldemændene (jo, det ord eksisterer skam endnu i det danske sprog) arbejder efter, bevirker, at hvis en lille ren plasticpose havner i den forkerte container, bliver den ikke tømt. Jeg luftede forleden min irritation på en særlig Egernsund-side på Facebook - og straks var der adskillige eksempler på, at rene bagateller er skyld i, at containerne bliver stående. Man må godt smide pap-emballagen fra en ramme cola i den dertil indrettede container - men så skal plasticomslaget pilles af. Ellers? Nul tømning. En mikroskopisk rest af marmelade i et glas - selvom man har brugt flere liter varmt vand på at gøre glasset rent - nul tømning. Kære byrådsmedlemmer - i har jo skabt et "system", der kunne være hentet i DDR i 1965. Folk er ikke ligeglade, men at lave en ordning for fjernelse af affald, som kun borgere med stærke læsebriller kan navigere rundt i (humor kan forekomme), er en ommer. Gad vidst, om det kun er i Egernsund, vi synes, at nu er målet sgu fuldt. Er der en modig byrådspolitiker, der kunne have lyst til at kommentere mit indlæg, skulle han/hun være velkommen. Trist, at der er længe til næste kommunalvalg, ellers skulle I nok komme på banen.

Annonce