Annonce
Udland

Favoritten sejrer i Eurovision og Danmark bliver nummer 12

Jack Guez/Ritzau Scanpix

Hollands Duncan Laurence vinder lørdagens internationale melodigrandprix i Tel Aviv med sangen "Arcade".

Når Eurovision næste år skal afholdes, bliver det i Holland. Lørdag aften lykkedes det nemlig Duncan Lawrence at vinde musikkonkurrencen og trofæet med sangen "Arcade".

For danske Leonora blev det til en 12.-plads med sangen "Love Is Forever", der var Danmarks bidrag, fordi den 20-årige sangerinde i februar vandt det danske melodigrandprix i Herning og dermed billetten til den internationale konkurrence.

Holland vandt sidste gang i 1975.

Eurovision blev i år afholdt i Tel Aviv i Israel, fordi sangerinden Netta vandt sidste år i Portugal med nummeret "Toy".

Showet var rekordlangt - hele fire timer var der sat af til at få afviklet grandprixet. Undervejs var både den tidligere vinder fra Sverige Måns Zelmerlöv, og superstjernen Madonna på scenen for at optræde.

Bookmakerne havde på forhånd et godt øje til blandt andet Holland, Rusland og Australien. Også vores naboer fra Sverige var spået en god placering, mens Danmark ifølge oddssætterne skulle være tilfreds med en plads midt i feltet.

Pointafgivningen i Eurovision er delt op i to forskellige afdelinger. Først er det fagjuryernes stemmer, der bliver afsløret, og her var det Sverige, der strøg til tops.

For Danmark betød juryernes stemmer en 11.-plads.

Men da seernes point var uddelt, så det anderledes ud. Danmark endte på en samlet 12.-plads.

For Holland betød seernes stemmer en sejr.

I alt 41 lande var med i konkurrencen, der i år blev afholdt for 64. gang.

20 lande var kvalificeret fra de to semifinaler, der har været afholdt i ugens løb, mens seks lande traditionen tro var direkte kvalificerede. Som værtsland var Israel garanteret en plads i finalen sammen med de fem lande, der betaler den største del af Eurovision-regningen: Tyskland, Storbritannien, Spanien, Italien og Frankrig.

Sidste år blev det til en niendeplads for Danmark, da Rasmussen stillede op med nummeret "Higher Ground". Året før det måtte Anja Nissen nøjes med en 20. plads, da hun sang "Where I Am".

I 2016 måtte danske Lighthouse X se sig banket ud af semifinalen med sangen "Soldiers of Love", og i 2015 led Anti Social Media samme nederlag, da sangen "The Way You Are" blev vraget før finalen.

Danmark vandt sidste gang Eurovision i 2013, da Emmelie de Forest charmerede Europa med nummeret "Only Teardrops".

Før det har også Brødrene Olsen vundet konkurrencen med sangen "Fly On The Wings Of Love", mens Grethe og Jørgen Ingmanns "Dansevise" var det første danske nummer, der vandt det store show.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce