Sønderjylland: - Det her er jo den danske målstreg. Og Sønderborg er en spektakulær by.
Sådan lyder det fra den hollandske journalist Gavriël Melching fra cykelsportsmediet In de leiderstrui - oversat til dansk: I førertrøjen.
Sammen med ni andre journalister og influencere, har han den seneste uge cyklet de tre danske Tour de France etaper. Og han er ganske imponeret af ruterne.
- Det har været en rigtig god tur rundt. Jeg kan rigtig godt lide København, men vi har holdt for mange røde lys, fortæller han og smiler, inden han fortsætter:
- Sønderborg har virkelig meget at byde på som cykelby. Der er en rigtig fin bymidte, hvor ruten også går hen over forskellig belægning. Det fungerer rigtig godt.
Hollænderne er blevet inviteret til Danmark af Visit Danmark og det lokale Destination Sønderjylland. Imens journalisterne har været her, har de leveret indhold til deres medier, som skal være med til at markedsføre Danmark som en god feriedestination.
Spænding forløses
Den tidligere cykelrytter og nu talsmand for Grand Départ Copenhagen, som er det selskab der står bag den danske tour-start, Alex Pedersen, deltog på hele den sydjyske del af turen. Som idémanden bag touren i Danmark har han kørt ruterne op til flere gange i bil, og kendte derfor også dagens tur ganske indgående.
- Men de er altså noget nemmere at køre i bil, fortæller han og griner.
Iført cykeltøj og hjelm står han ganske kort fra det sted, hvor tour-rytterne kommer ind som det sidste punktum på den danske det af touren.
Tour De France i Danmark
Når Tour de France starter i Danmark i sommeren 2022, bliver det med tre etaper på dansk jord.
Åbningsetapen, Grand Départ - cykelløbets åbning, bliver en cirka 13 km lang enkeltstart rundt i det centrale København, som køres den 1. juli.
Den 2. juli går ruten fra Roskilde til Nyborg via Storebæltsbroen, som kommer til at byde på sidevind og masser af spænding i feltet.
Den 3. juli skal rytterne køre fra Vejle til Sønderborg, hvorefter Touren fortsætter i Frankrig.
Det er første gang nogensinde, at verdens største cykelløb Tour De France har etaper i Danmark.
Og glæden er da også til at spore. Siden 2013 har han arbejdet på at få Tour de France til Danmark, så nu hvor spændingen endelig skal forløses kan han næsten ikke blive mere glad - eller stolt.
- Det bliver jo fantastisk. Nu er det lige om lidt og jeg glæder mig helt vildt meget. Vi får nogle fantastiske døgn, siger han og roser alle de lokale initiativer:
- Det har været så utroligt at se, alle de lokale kræfter der lægges i eventet med forskellige aktiviteter.
Han fortæller, at det har været en rigtig god tur med hollænderne. Håbet er, at det kan lokke endnu flere hollandske turister til at besøge vores dele af Danmark.
- De har været rigtig gode, og jeg har også set noget af det, som de har lavet undervejs, og det er bare rigtig god markedsføring for Danmark, fortæller Alex Pedersen.
Fin gul bro
Undervejs har de gjort en masse stop, hvor de har prøvet lokale specialiteter. I Gråsten prøvede de sønderjysk kaffebord med blandt andet brødtort.
I Sønderborg Kommune går tour-ruten forbi en masse seværdigheder, blandt andet Dybbøl-Mølle. Men en anden ting, som især de lokale har diskuteret heftigt, fangede også blikket hos Gavriël Melching.
Kong Christian X's bro, som i anledningen af Tour de France er pakket ind i gult stof, har ført til flere diskussioner på de sociale medier. Mange mener, at det er spild af penge. Men Gavriël Melching har tidligere oplevet, hvordan sådanne happenings kan føre god omtale med sig.
- Min hjemby Rotterdam var i 2010 også vært for en tour-start. Og der blev lavet flere tiltag, for at trække opmærksomhed, siger han og fortsætter:
- Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være et problem, at broen er gul. Måske folk bedre kan lide den oprindelige farve?.
Hele holdet flyver senere torsdag hjem til Holland.