En slidt Tom Dumoulin er færdig i dette års udgave af grand touren Vuelta a Espana efter syv etaper.
Den tidligere vinder af Giro d'Italia Tom Dumoulin får ikke endnu en grand tour-sejr på cv'et i år.
Hollænderen har efter syv etaper af Vuelta a Espana forladt løbet på grund af træthed.
- I starten af Vueltaen følte jeg mig træt, og den følelse er fortsat. Det giver ikke mening for mig at fortsætte, da det kan påvirke næste sæson.
- Det er ikke ønskværdigt at forlade løbet, men det er det rigtige valg, siger Tom Dumoulin i en meddelelse på Jumbo-Vismas hjemmeside.
Den 29-årige cykelrytter lå blot nummer 53 efter de første syv etaper i Vueltaen, hvor han allerede på løbets anden etape tabte otte minutter i klassementet.
Igen tirsdag blev hollænderen på syvende etape kørt agterud og kom over målstregen mere end 11 minutter efter etapevinder Michael Woods.
Også Jumbo-Vismas sportsdirektør, Merijn Zeeman, synes, at hollænderens exit er ærgerlig, men kalder Dumoulin korte deltagelse i Vueltaen en god investering til 2021-sæsonen.
Tom Dumoulin ser stadig en god chance for, at Jumbo-Visma med kaptajn Primoz Roglic ved roret kan ende med den røde førertrøje, når løbet slutter.
Richard Carapaz fra Ecuador (Ineos) fører i skrivende stund løbet foran briten Hugh John Carthy (EF) og ireren Daniel Martin (Israel Start-Up Nation). Der er tyve sekunder mellem Carapaz og Martin.
/ritzau/