Annonce
Kultur

Holmegaard, Kähler og Lyngvild smelter strålende sammen

Jim Lyngvild under skabelsen af sin drikkeglas-serie. Lyngvild er også aktuel med blandt andet en bog om sig selv, som hedder "Omtanke" hvori han interviewes af Christian Have, han har netop udgivet en malebog, han udstiller kongerækken på Kronborg, til juni udkommer han med endnu en bog - denne gang om Danmarks kronjuveler, og til jul skaber han et krybbespil på Museum Jorn i Silkeborg. Foto: Per Rasmussen/Holmegaard Værk
Holmegaard Værk er et mageløst museum om glaskunst, keramik, dansk design og ikke mindst kreativitet gennem alle tider. Jim Lyngvilds første soloudstilling passer godt ind.

I guder, hvor er museet Holmegaard Værk imponerende. 42.000 unikke glasgenstande fra Holmegaard Glasværk og 6000 keramiske værker fra Kähler og nu en soloudstilling fra Jim Lyngvild om netop tro og guder.

Alt sammen og mere til samlet i det gamle Holmegård Glasværk tæt ved Holme-Olstrup ved Næstved. Glasværket gik konkurs i 2008, men er nu nænsomt omdannet til et museum under Museum Sydøstdanmark.

Lyngvild og hans udstilling passer godt ind hos Holmegaard Værk, hvis vinduer har udsigt til Holmegaard Mose, som i sin tid leverede tørv til værkets ovne og forsynede danmarkshistorien med vigtige fund fra jægerstenalderen.

Annonce

Den gamle og mytiske mose er et passende bagtæppe for Lyngvilds "Solo", for i sin udstilling om tro kredser han også om sin egen asa-tro, om ofringer i moser og sin pagt med Odin, i hvis hænder han har lagt sit liv.

Hvis man skal beskrive Holmegaard Værk med ét ord, må det blive kreativitet, og også af den grund er satsningen på den skabende Lyngvild godt tænkt.

Fra tanke til hånd

Og nu bliver det nødvendigt at begynde fra en ende af - derude i mosen, hvor stenalderfolket var nødt til at være kreative for at sikre overlevelse og udvikling.

Et kig ind i "Solo" med enhjørningen og glasserien "Unicorn i forgrunden og de store tro-billeder i baggrunden. Foto: Per Rasmussen/Holmegaard Værk

I museets kælder kan man se udstillingen "10.000 års kreativitet", hvor nogle af de gamle fund er udstillet i montrer og på podier af træ, der ligner mosen selv - ikke mindst fordi dele af naturen er støbt ind i podierne i materialet resin.

Sideløbende har professor og arkitekt Christoffer Harlang sat nogle af fundene som flinteøkser og pilespidser sammen med mere moderne opfindelser som sakse, makreldåser, søm og skruetrækkere - alt sammen placeret i store såkaldte snedkerskabe. En lille udstilling, der viser, hvordan mennesker til alle tider har fundet løsninger på problemer, har været kreative, men også noget om den forbindelse, vi engang havde mellem tanke og hånd.

Sådan arbejder Jim Lyngvild også. Han vil ikke kaldes kunstner, men håndværker - en skabende og fortællende håndværker. Han udfører normalt sine ideer selv, men har været på udebane på det gamle glasværk, for han har aldrig tidligere arbejdet i glas og derfor været nødt til at forklare sine ideer til glaspusterne. Ud af det er kommet en drikkeglas-serie, som hedder "Unicorn" - det engelske ord for enhjørning.

Annonce

Enhver forundt

"Det skal være enhver dansker forundt at have et Holmegaard-glas," sagde glasværkets første kunstneriske leder, Jacob E. Bang, i 1920'erne. Og sådan blev det. Der findes ikke mange danske hjem uden et eller andet fra glasværket.

42.000 enheder i glas. Synet er overvældende. Foto: Emilia Therese/Holmegaard Værk

Alligevel - eller måske netop derfor - er det en tab-underkæben-oplevelse af se godt 42.000 unikke genstande fra næsten 200 års glasproduktion stablet i gigantiske reoler - badet i lys fra store vinduer. Så meget, man kan genkende, så meget, man aldrig har set før.

Nogle af genstandene er samlet på et tidslinjebord, hvor højdepunkter fra produktionen vises og forklares - også historien om designerne bag.

Tidslinjen er en tidsrøver, man gerne fortaber sig i, mens erindringer om festdækkede borde i barndommen, fasters lamper og mormors gamle hyancintglas passerer, og det bliver ikke bedre på den anden side af bordet, hvor der er en tilsvarende tidslinje-udstilling med Kähler. 14 år efter at den første ovn blev tændt på glasværket i 1825, tændte Herman Joachim Kähler sin ovn i det nærliggende Næstved.

Kähler i lange baner. Foto: Emilia Therese/Holmegaard Værk

Holmegaard Værk har cirka 6000 unikke Kählergenstande. Nogle er på bordet, men de fleste  befinder sig i et magasin, som publikum også har adgang til.

Annonce

Arbejderhistorie

Både Kähler og Holmegaard Glasværk ejes i dag af Rosendahl A/S, der har flyttet glasproduktionen til udlandet. Da Holmegaard Glasværk, der blev Danmarks første og sidste glasværk, gik konkurs, slukkedes den største ovn - stadig fyldt med flydende glas.

Et lysinstallation er med til at genskabe stemningen på det gamle glasværk. Foto: Emilia Therese/Holmegaard Værk

I dag er glasset størknet, men museet holder selve historien om værket og dets arbejdere flydende. Det gamle gulv, slidt af træsko og forbrændinger af tabt materiale, er bevaret, det uisolerede loft kigger ned på en, og en lysinstallation er med til at sætte stemningen, som man i øvrigt også får af de glaspustere, der arbejder ved mindre ovne  - ikke for turisternes skyld, men for "virkelige" produktioner.

I små fortællinger, som man kan scanne sig adgang til, når man køber billetten - og i øvrigt genhøre derhjemme - fortæller nogle af de gamle glaspusterne om deres arbejdsplads, og i det hele taget er der masser af audio til hele museet.

Værker af Per Steen Hebsgaard. Foto: Emilia Therese

Mens mange af Kählers og glasværkets produkter er i mindre skala og egnet til danske hjem, huser museet også det storladne. Som værker af Per Steen Hebsgaard, samarbejdspartner med blandt andre Bjørn Nørgaard og Olafur Eliasson. Kubistiske former blander sig med organiske, og abstraktioner blander sig med genkendelighed i store værker, der fortæller historier.

Annonce

Lyngvild på indersiden

Også Jim Lyngvild fortæller historier. "Solo" består foruden "Unicorn" af store fotografier, der viser scener om ånder, overtro, folketro, asatro og kristendom. Under billederne forklarer Lyngvild om sig selv og sin inspiration, og det er fine små og bramfri tekster, der videre-inspirerer beskueren.

Et udsnit af de 15 kjoler, som er med på "Solo". Foto: Per Rasmussen/Holmegaard Værk
En gigantisk og idealiseret buste på tre meter af Dronning Margrethe. Foto: Per Rasmussen/Holmegaard Værk.

Resten af hans udstilling er sværere at få hold på - et sammensurium - et billede af Lyngvilds hoved på indersiden måske.

Her er en fascination af kongehuset som institution og vores kreative dronning Margrethe, som han gengiver i flere ramponerede glasbuster og i en kæmpebuste på tre meter, hvor han idealiserer hende, sådan som han ønsker, at fremtiden skal se hende om 200 år. Præcis som man idylliserede ledere i gamle dage.

Her er kjoler, som ravnen har drysset sine fjer over. Funklende kjoler, man ikke nødvendigvis skal gå i, men som alene er værker på samme måde som de utallige og tunge smykker, han også udstiller. Proces og skønhed er tydeligt vigtigere end funktion.

Her er også små fortællinger i relieffer i gips, hvor alverdens ledere optræder. Som Putin i en Star Wars-lignende uniform, der gentages, men samtidig minimeres, indtil Putin ligner en halveret Hitler. Her er ingen forklaring.

På flere måder er Lyngvild som det museum, han udstiller på. For Holmegaard Værk - inklusiv "Solo" - er en vellykket hyldest til inspiration og kreativitet. Det er glæde ved skønhed - også i hverdagen - og det er historiefortælling.


På flere måder er Lyngvild som det museum, han udstiller på. For Holmegaard Værk - inklusiv "Solo" - er en vellykket hyldest til inspiration og kreativitet. Det er glæde ved skønhed - også i hverdagen - og det er historiefortælling

Uddrag af anbefalingen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Se højdepunkterne fra en magisk EM-aften: Danmark tævede Rusland og bragede i ottendedelsfinalen

Annonce