Annonce
Speedway

Holsted slår til igen og vinder topopgør

Nicki Pedersen og Holsted har indtil videre gang i en rigtig fin sæson. Foto: Peter Leth-Larsen
Nicki Pedersen og holdkammeraterne er godt i gang med at sikre sig førstepladsen i ligaens grundserie efter udesejr på 46-41 i topbraget i Slangerup.

Hvem skal efterhånden være i stand til at stoppe Holsted?

Spørgsmålet trænger sig i hvert fald ret så kraftigt på efter onsdagens topbrag i Slangerup, hvor Holsted hentede en sejr på 46-41.

Og det resultat betyder, at Holsted rykker fra i toppen af ligaen. Holsted vandt også det omvendte opgør mod Slangerup med 47-40 - og sportschef Lars Munkedal & Co. snupper dermed også bonuspointet.

Holsted har dermed vundet syv af de hidtidige otte matcher i denne sæson og står på 17 point, mens Slangerup fortsat er på andenpladsen. Ligaens eneste sjællandske hold har 11 point for seks matcher.

- Jeg er meget tilfreds. Det må jeg sige, sagde Lars Munkedal, der i mange år var holdleder i netop Slangerup.

- Jeg har en god statistik på den bane, og det har jeg heldigvis stadigvæk.

Det var helt lige - 9-9 - efter de tre første heats, men derefter stod der Holsted på det meste. Det betød, at Holsted rykkede fra og på et tidspunkt førte hele 32-22.

- De kunne så bruge deres joker, og det gav da også polske Bartosz Zmarzlik seks point, men generelt havde vi nu rigtig fint styr på det, vurderede Lars Munkedal.

Nicki Pedersen og Nicolai Klindt scorede begge 12 point for Holsted, hvor også B-kører René Bach markerede sig stærkt med 11 point.

- René har gang på gang i denne sæson vist sit værd. Han er stadig en rigtig god speedwaykører.

Lars Munkedal er med på, at det nu ser rigtig fint ud i stillingen for Holsted, men han har nu ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene.

- Vi skal selvfølgelig i finalen, og det tror jeg også på. Vi har to lokalopgør tilbage i grundserien, men jeg kan godt love, at de matcher vil vi også vinde.

Der blev også kørt speedway i aftes i Fjelsted, hvor Esbjerg var på besøg. Matchen blev udsat i temmelig lang tid og var ikke afsluttet, da avisen gik i trykken.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce