Annonce
Udland

Hongkongs leder afbryder samling efter buhråb

Ed Jones/Ritzau Scanpix
Parlamentsmedlemmer buhede, da Hongkongs leder indledte sin tale ved en samling i parlamentet i Hongkong.

Hongkongs leder, Carrie Lam, afbryder en samling i storbyens regionale parlament onsdag morgen.

Det sker, efter at flere af parlamentsmedlemmerne buhede, da Lam indledte sin tale, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lam, der har trodset politiske krav om at trække sig fra sin post, ville fremlægge planer inden for boligområdet for at genvinde tillid efter flere måneders voldelige protester i Hongkongs gader.

I stedet vil Lam offentliggøre sin tale via en videopræsentation, oplyser regeringen i en pressemeddelelse.

Parlamentsmedlemmerne skulle have råbt "fem krav, ikke et færre". Råbene henviser til de fem krav, som demonstranterne har krævet, at Hongkongs regering imødekommer.

Det omhandler blandt andet stemmeret for alle og en uafhængig undersøgelse af, om politiet har brugt overdreven vold mod demonstranter under de mange protester.

Flere af parlamentsmedlemmerne havde under samlingen masker på, der lignede Kinas præsident, Xi Jinping.

En af dem, Tanya Chan, siger, at Lam er skyld i de mange protester og det kaos, der har hersket i Hongkong.

- Hun har blod på begge sine hænder.

- Vi håber, at Lam trækker sig. Hun har ingen evner til at lede og er ikke egnet til at være Hongkongs leder, siger Chan ved en pressekonference efter den afbrudte forsamling ifølge Reuters.

I det ene kammer af Kongressen i USA er der natten til onsdag blevet givet grønt lys til et lovforslag, der handler om Hong Kong, skriver nyhedsbureauet AFP.

Forslaget fastslår, at Hongkongs særlige handelsstatus med USA er afhængig af, at myndighederne i byen respekterer menneskerettighederne og basale retsstatsprincipper.

I lovforslaget fordømmer USA blandt andet Beijings "indblanding" i den delvist uafhængige storbys anliggender.

Det har fået Kina til at rette en svada tilbage mod USA.

- Vi udtrykker på stærkeste vis vores harme og modstand mod Repræsentanternes Hus' insisteren på at vedtage en "Hong Kong Human Rights and Democracy Act", siger talsmand for Kinas udenrigsministerium, Geng Shuang, til AFP.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Danmark For abonnenter

Myndighederne vil stoppe ham: - Jeg er den bedste omskæringslæge i Skandinavien

Annonce