Annonce
Haderslev

Hospice sender 20 procent af patienterne hjem i live

Hospicechef Sigrid Wemmelund og formand for støtteforeningen, Jan Petersen i orangeriet, der har fået en opgradering. Her kan patienter nu sidde i alt slags vejr og nyde de mange smukke blomster og udsigten over marken, hvor der går køer og græsser. Foto: Dorthe Rasmussen
Hver femte uhelbredelig syg, som bliver indlagt på Hospice Sønderjylland i Haderslev, bliver udskrevet igen til eget hjem. Mange får det bedre under deres ophold på hospice, og det giver overskud til at komme hjem og få ordnet de sidste ting.

HADERSLEV: Tid er kærlighed.

På Hospice Sønderjylland på Ribe Landevej er der tid - tid til alt det vigtige.

De forskellige faggrupper på stedet arbejder tæt sammen for at give patienterne den bedst mulige sidste tid.

Hver femte patient kommer sig endda så godt under deres ophold, at de kan blive udskrevet igen til eget hjem, fortæller hospicechef Sigrid Wemmelund.

- Vi har en bred vifte af fagligheder, der kan gå ind og afhjælpe i den konkrete problemstilling for eksempel i forhold til forskellige smerte og angst-problematikker. Vores gennemsnitlige liggetid er tre uger, så man er på det sidste, når man kommer herud på hospice. Men faktisk har vi også en udskrivningsprocent på 20 procent - altså patienter, som kommer hjem igen efter et tre uger langt rehabiliteringsforløb, fortæller Sigrid Wemmelund.

Hospice hjælper også de pårørende, og der er også mange frivillige, som har deres dagligdag på stedet.

De frivillige hygger om patienter og pårørende og hjælper også til med praktiske ting.

For eksempel er det frivillige, der sørger for, at der altid er friske blomster.

Hospice har en meget aktiv støtteforening, der gør et stort arbejde i at søge donationer og fortælle om det arbejde, der foregår på hospice.

Senest har støtteforeningen modtaget en donation på 10.000 kroner fra Frimurerlogerne i Sønderjylland.

- Vi bruger en stor del af disse penge på de frivillige. Det er for eksempel til tema-aftner, udflugter og kurser, der skal klæde de frivillige på til arbejdet på hospice, fortæller Jan Petersen, formand for støtteforeningen,

Fra starten har hospice haft en meget stor søgning af frivillige.

- I øjeblikket har vi 40 frivillige. Det er et tal, vi har lagt os fast på. Vi lægger stor vægt på, at de frivillige føler, at de er en del af en sammenhæng, fortæller Sigrid Wemmelund.

At være frivillig kræver ikke andre forudsætninger end, at man har hjertet på rette sted og kan være solidarisk med de mennesker, der skal dø.

Annonce
Sigrid Wemmelund og Jan Petersen glæder sig over den store opbakning, som hospice og støtteforeningen oplever. Det skorter hverken på frivillige eller donationer. Foto: Dorthe Rasmussen

Overdækkede terrasser og orangeri

Støtteforeningens arbejde er helt uundværlig for hospice.

Af og til får hospice også direkte donationer, der giver mulighed for at gøre noget ekstra for patienterne.

Alle donationer sættes på en særlig konto.

Intet går til driften. Det er vigtigt at understrege for hospicechefen. Den ekstra forsødelse kan både være oplevelser og nyanskaffelser til stedet.

- I løbet af året har vi fået renoveret alle terrasser med ny overdækning, og vi har fået en ny gangsti rundt om bygningen, fortæller Sigrid Wemmelund.

Netop overdækning af terrasserne har været et stort ønske blandt mange af patienterne.

- Der er også nogle, der ryger, og det skal de have lov til her. Man må ikke ryge indendørs, men nu kan de sidde ude på terrassen og ryge - også i regnvejr, konstaterer hospicechefen.

Også stedets orangeri har fået en opgradering med varmeanlæg, så man nu kan bruge det året rundt.

- Vores frivillige dækker tit op til frokost derude, og det bruges til familie-sammenkomster og samtaler med psykologer og præster, fortæller Sigrid Wemmelund Støtteforeningen har i øjeblikket 1355 medlemmer, men man vil gerne være flere.

Med plads til 12 patienter ad gangen, så siger det sig selv, at hospice i perioder har venteliste.

Der er mange, der aldrig oplever at få den sidste gode tid, som et ophold på hospice kan give.

Som hospice-chefen siger: - Vi er det eneste sted, hvor man kan få "hele pakken".

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Annonce