Aabenraa: - Jeg har altid interesseret mig rigtig meget for politik, og nu ser det ud, som om jeg kan få tid til at gøre noget ved det.
Sådan lød det fra Helle Taulbjerg i november 2019, da ejeren af Hotel Europa i Aabenraa meldte sig under De Konservatives faner som ny byrådskandidat.
Mandag middag blev den endelige liste over kandidater til kommunalvalget 16. november offentliggjort. Blandt de 114 navne kiggede man under liste C forgæves efter Taulbjerg.
- Ja, det er rigtigt. Men efter coronaen er jeg fuldstændig i knæ, så jeg har ikke mulighed for noget ekstra lige nu, forklarer hotelejeren, der i januar ganske vist fik sønnen Alex og kokken Lasse Rosenberg med ind i ledelsen, men det har ikke været nok.
- Coronaen har mentalt været en virkelig hård omgang, og vi er slet, slet ikke kommet over det endnu. Så de ekstra timer, jeg har, er jeg nødt til at lægge her. For selv om jeg havde glædet mig til at stille op til byrådet, så kommer min forretning i første række, siger Helle Taulbjerg, der længe har talt på knapper, men til sidst nåede frem til, at overskuddet til at skulle i valgkamp på gader og stræder og tage stilling til rigtig mange ting bare ikke er der.
Tre er faldet fra
I den lokale partiforening ærgrer formand Frank Søgaard sig forståeligt nok over at måtte se bort fra det, han ikke tøver med at kalde "en markant kandidat".
- Vi ville gerne have haft hende på listen, da vi tror, Helle kan bidrage med noget til Aabenraa Kommune. Men hun har en virksomhed - et livsværk - hun skal passe, og det har ikke været en nem periode under coronaen, siger Frank Søgaard, der understreger, at selv om han er ked af frafaldet, så er han fuld af respekt for beslutningen:
- Det er sin sag at træde ind i politik. Hvis man ikke har tid og resurser, vil det blive fire år på skrømt til skuffelse for vælgerne, og så er det bedre at sige fra, som Helle nu har gjort.
Hotel Europa-ejeren er i øvrigt ikke den eneste "frafaldne" på De Konservatives liste, der talte 21 efter opstillingsmødet i januar. Nu er den nede på 18. Iben Hauschultz er nemlig siden flyttet til Aarhus, mens Klaus Eisenhardt nu bor på Sjælland.
Borgerservice og biblioteker klar til brevstemmer
Allerede fra i dag, tirsdag 5. oktober, er det muligt at brevstemme.
Det kan man gøre i Borgerservice i Aabenraa og Bov - begge steder er det en god idé at bestille tid inden. Lørdag 30. oktober og lørdag 6. november der der dog ekstraordinært åbent uden tidsbestilling kl. 10-12.
Alternativt kan man gå på biblioteket i Bov, Rødekro, Tinglev og Aabenraa i den betjente åbningstid.
Om det er borgeservice eller biblioteket, skal man fremvise gyldig legitimation; det kan være sundhedskort, pas eller kørekort.
Brevafstemningen slutter fredag 12. november.
Der er 11 partier - Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige. SF, Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Dansk Folkeparti, Slesvigsk Parti, Venstre, Enhedslisten og Alternativet - på listen i Aabenraa Kommune.
I forhold til valget for fire år siden mangler et enkelt parti på listen - nemlig den lokale liste Robin Hood Partiet.
Listen med de 114 kandidater - heraf 62, der ikke har stillet op tidligere - kan findes på kommunens hjemmeside under "valg2021".
Jan Riber Jakobsen, De Konservatives borgmesterkandidatVi er stadig optimistiske - og vi håber da, at Helle er klar næste gang, ligesom vi ved, at hun fortsat vil hjælpe os, hvad hun kan.