Annonce
forside

Hun bygger sin egen krop

42-årige Hanne Sofie Nørgaard fra Esbjerg stiller op ved DM i fitness og håber på at blive blandt de tre bedste, så hun også kan deltage ved det nordiske mesterskab. Foto: Ludvig Dittmann

42-årig Hanne Sofie Nørgaard deltager i september ved DM i fitness for anden gang. Et dødsfald i familien fik hende op af sofaen og i gang med at træne. Målet er ikke at vinde guld men at yde en indsats, der umuligt kan være bedre.

Esbjerg: Der gemmer sig motivation til en kommandere rundt med en hel hær i de havblå øjne, og kroppen ser ud til at besidde en styrke, der kan flytte et højhus.

42-årige Hanne Sofie Nørgaard fra Esbjerg stiller den 9. september op ved DM i fitness i Herning. Ved DM i 2015 fik hun bronze, og målet er ikke nødvendigvis at få guld. Det er nemlig ikke dét, der tænder hende. Det gør det adrenalinkick, det giver at stå på scenen og posere i en funklende bikini med følelsen af, at hver eneste muskel er trænet optimalt.

- Det er vildt at træne i halvandet år for fem minutter på scenen, men det er fantastisk at stå dér, fortæller hun.

Avisen fanger hende på en fridag fra jobbet som sygeplejerske i Esbjergs hjemmepleje. Klokken er ti om formiddagen, og Hanne Sofie har netop overstået dagens "cardio" (træning med høj puls) i træningscentret hos Fitness One, der ligger under lejligheden. Hun har trænet på fastende mave, og nu er det tid til dagens første måltid - hjemmelavet proteinkage, der er bagt af æggehvider, havregryn og proteinpulver, ledsaget af en stor energidrik.

Resten af dagen står den på torsk.

- Når jeg ikke stiller op i konkurrencer, lever jeg livet - jeg elsker Nutella og en tur på McDonalds - men op til konkurrencer skærer jeg kraftigt ned på fedtet, fortæller Hanne Sofie og forsikrer, at var det ikke for konkurrencerne, ville hun ALDRIG spise så meget fisk!

Annonce

- Ligger jeg på sofaen, får jeg dårlig samvittighed og spørger mig selv: Vil du være den bedste? Og det vil jeg jo.

Hanne Sofie Nørgaard, Esbjerg, stiller op ved DM i fitness 9. september.

Blå Bog

Navn: Hanne Sofie Nørgaard.Alder: 42 år.

Bopæl: Norgesgade i Esbjerg.

Familie: Gift med René og mor til fire døtre i alderen fire til 16 år.

Job: Arbejder som sygeplejerske i den lokale hjemmepleje.

Sport: Har været danser på højt plan. Har også været zumbainstruktør og dyrker nu fitness på højt plan.

Konkurrenceplaner: Efter DM vil hun, hvis hun bliver placeret blandt de tre bedste, deltage ved Nordisk Mesterskab i Sverige. Senere vil hun deltage i Olympia-konkurrencen i Italien.

Kendetegn: En meget muskuløs krop. En dyb stemme, som er medfødt, og en stor, energisk udstråling.

Motto: Intet er en fejltagelse - alt er noget, man lærer af.

Popularitet: Følges af flere tusinde mennesker på de sociale medier, er især aktiv på facebook og snapchat.

Hanne Sofie Nørgaard er op til DM på en skarp diæt. Fedtprocenten skal ned, og kroppens muskler skal "fodres". Her er hendes morgenmad - hjemmelavet proteinkage med mandler på. Foto: Ludvig Dittmann

Dårlig samvittighed på sofaen

Det var et dødsfald i familien, der i sin tid fik hende til at dyrke fitness. Broren døde af en blodprop, og det gav hende lyst til at starte en sundere livsstil.

Hanne Sofie Nørgaard arbejder 34 timer om ugen, er mor til fire piger i alderen fire til 16 år, og driver sammen med sin mand, René, Team Nørgaard, som hjælper med at træne andre fitness-udøvere.

Med andre ord: Esbjergs fitness-dronning lever et liv med turbo. Alligevel finder hun flere timer dagligt til sin sport.

- Ligger jeg på sofaen, får jeg dårlig samvittighed og spørger mig selv: Vil du være den bedste? Og det vil jeg jo, fortæller Hanne Sofie, som oplever, at træningen ikke kun opbygger muskler. Den giver også energi.

Kniber det med resultatet, står en coach i USA klar med gode råd over nettet.

- Det er første gang, jeg har en coach fra et andet land. Hun hedder Helle Trevino og er verdens 5. bedste inden for fitness. Jeg sender hende billeder af min krop et par gange om ugen, fortæller Hanne Sofie og tilføjer:

- Jeg måler kun en meter og 60 og kan godt virke lidt firkantet, når jeg træner og bliver stor. Målet er at få min krop til at ligne et X. Mine "vinger", altså rygmusklerne, skal trænes, så taljen ser mindre ud.

På væggen i lejligheden hos Hanne Sofie Nørgaard hænger der flere medaljer. Efter DM i september må der meget gerne hænge en guldmedalje, men det er ikke den, hun specifikt går efter - hun går efter at forbedre sin fysik og yde en optimal indsats. Foto: Ludvig Dittmann

Nøgen i lejligheden

Hanne Sofie rejser sig fra sofaen for at posere for avisens fotograf. Hun tager et par pull-ups i et træningsredskab, hængt op i en døråbning. Musklerne under den brune hud strammes og får synligt vokseværk.

Tilbage i sofaen falder snakken på nøgenhed.

- Jeg er vokset op med, at man ikke måtte vise sin nøgne krop, men jeg render tit rundt i lejligheden uden tøj på. Det har mine piger heldigvis opdaget, så de spørger gerne, inden de kommer ind af døren med kammerater: Mor, har du tøj på?, fortæller Hanne Sofie og ler.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce