Annonce
Vejen

Hun fortsætter legen på Rødding Højskole - nu på lønningslisten

Anne Rose Hansen, ny lærerinde på Rødding Højskole, elsker at afprøve nye, alternative undervisningsmetoder og stortrives med at arbejde dér, hvor hun engang var elev. Foto: Astrid J. Vestergaard

27-årige Anne Rose Hansen fra Roskilde er vendt tilbage til den højskole, hvor hun i 2011 var elev. Hun byder ind med masser af engagement og alternative undervisningsmetoder.

RØDDING: Hun brænder 100 procent for det, hun beskæftiger sig med, og når først hun folder sig ud, er der ingen grænser for, hvad der kan lade sig gøre.

Navnet er Anne Rose Hansen. Alderen er 27 år, og stillingsbetegnelsen er højskolelærer i Rødding.

Hun har læst historie og engelsk på Københavns Universitet og kommer med en bred baggrund/erfaring fra Ungdommens Røde Kors. På Rødding Højskole er hun ansat til at undervise i "Politisk Perspektiv og USA" og i fagene "Kroppens Politik", "Historie i Popkulturen" samt "Os og de andre".

Den nyansatte lærerinde sætter en personlig ære i at gøre undervisningen spændende og stortrives med muligheden for på højskolen at udforske nye måder at undervise på.

- Det at lære noget behøver absolut ikke at være kedeligt. I mine timer bliver eleverne for eksempel bedt om at spille "Hvem-er-hvem-spillet" med amerikanske præsidenter. Vi spiller også velfærdsspil og lærer noget om samfundets opbygning på den måde. Jeg er dybt passioneret omkring det at formidle viden. Der er bare ingen, der skal bestemme formen, lyder det fra Anne Rose Hansen, som ikke går op i karakterer men derimod går målrettet efter at forvandle læring til leg.

Hun er efter kun godt en måneds ansættelse allerede blevet kendt på højskolen for sin positive udstråling, sit turbo-agtige energiniveau og sin evne til at formidle på nye, eksperimenterende måder.

De utraditionelle undervisningsmetoder vækker begejstring hos eleverne, som tydeligt fornemmer, at deres nye lærerinde ved, hvordan det er at være elev på Rødding Højskole.

Annonce

Eleverne tager også i dag hurtigt "Rødding-ånden" ind. Vi lærere får den også, for vi bor og spiser sammen, hvilket giver et fantastisk sammenhold, der smitter af på eleverne.

Anne Rose Hansen, nyansat lærerinde på Rødding Højskole

Højskolen hjalp på rette vej

Anne Rose Hansen var meget begejstret for at være elev på Rødding Højskole i 2011 og oplyser, at hun som elev på Rødding Højskole blev klogere på livet og på, hvilken livsretning hun skulle vælge. En drøm om at læse jura blev i de smukke, historiske bygninger afløst af lysten til at fordybe sig i både engelsk og historie på Københavns Universitet.

- Jeg var enormt træt af at gå i gymnasiet, da jeg begyndte på Rødding Højskole, og jeg blev på stedet grebet af dét, man kalder for "Rødding-ånden", fortæller hun og tilføjer:

- Eleverne tager også i dag hurtigt "Rødding-ånden" ind. Vi lærere får den også, for vi bor og spiser sammen, hvilket giver et fantastisk sammenhold, der smitter af på eleverne.

Hun tilføjer med et smil, at hun efter en god opvækst i Roskilde, føler, at hun på Rødding Højskole har fundet lige akkurat de værdier, der betyder, at stedet er blevet hendes nye "hjem".

Sønderjylland igen og igen

Og så er der bare ét eller andet ved Sønderjylland, som drager den sjællandske lærerinde.

- Jeg tror, Vorherre vil ét eller andet med mig her. Jeg har kun haft kærester fra Sønderjylland, og min vej bliver af uforklarlige årsager ved med at gå tilbage til Sønderjylland. Jeg ved godt, at jeg måske snakker for hurtigt til, at sønderjyderne kan nå at følge med, så inkarneret sønderjyde bliver jeg nok aldrig, siger Anne Rose Hansen og ler.

Inkarnationen er dog allerede godt i gang: Sjællænderen med det flammende engagement er nemlig blevet medlem af vinterbadeklubben "De Blå Istapper" i Jels, og den er fyldt med passionerede sønderjyder.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce