Jelling: Det er ikke engang to år siden, at reklamefotograf Pia Enghild i marts 2020 rykkede sit fotostudie ind i lokalerne på Gormsgade 17 i Jelling.
Dengang havde Pia Enghild store ambitioner for lokalet, som hun gerne så blev åbnet op for hele byen.
- Det er vigtigt, at der er liv omkring stedet. Og jeg forestiller mig, at lokalerne også kan benyttes af andre til eksempelvis weekendkurser, udstillinger, pop-up-shop eller lignende. Kun fantasien - og hensynet til ovenbo og naboer - sætter grænser, sagde Pia Enghild til Vejle Amts Folkeblad tilbage i februar 2020.
Anders Bové, udlejerVi har en del fremvisninger, men har endnu ikke fundet en ny lejer,
Kort efter ramte coronapandemien og lukkede landet ned flere gange, hvorfor det blev svært at udleve ambitionen om at åbne lokalet for hele byen.
Hvorfor Pia Enghild nu rykker ud af lokalerne, ønsker hun ikke at oplyse til Vejle Amts Folkeblad, men i et opslag på Facebook tilbage i september, skrev Pia Enghild, at hun ønskede at fremleje lokalerne for en toårig periode.
Ingen ny lejer fundet
Det lykkedes dog ikke at finde en, som vil fremleje lokalerne og derfor er der nu tale om en reel udlejning. Det siger udlejer Anders Bové til avisen.
- Det er korrekt at lokalerne er til leje, da der ikke var interesse for fremleje. Vi har en del fremvisninger, men har endnu ikke fundet en ny lejer, siger Anders Bové.
Ifølge ham er der ingen bestemte krav til den kommende lejer.
- Vi går ikke efter nogen konkret lejer, så nu må vi se, hvad det ender med.
Tidligere blomsterbutik
Lokalerne på Gormsgade 17 har tidligere huset butikken Henrys, som senere blev overtaget af Rebekka Lundgren, der dog opsagde lokalerne og rykkede lidt længere op ad vejen for at åbne Botanik by Rebekka i Gormsgade 13.
Butikslokalerne har længe været ejet af Verner Skov Pedersen, men i maj 2021 solgte han Gormsgade 13, 15 og 17 med otte lejemål til murermester Anders Bové for 10 millioner kroner.
I Gormsgade 15 holder tandlæge Birgitte Lüdemann til i den ene halvdel, mens frisørerne Greenhouse og Organic Hair Lounge bor i den anden del.