Annonce
Navne

Hun vakte opsigt trods mangel på titler

Anna Kournikova ses her i 2009 sammen med sangeren Enrique Iglesias, som hun har dannet par med i mange år. Arkivfoto: Al Bello/Ritzau Scanpix
Russeren Anna Kournikova, som den 7. juni fylder 40 år, vandt ingen WTA-titler i damesingle, og hun måtte tidligt indstille tenniskarrieren. Alligevel huskes hun.

Hun vandt ikke en eneste titel i damesingle på WTA-touren i sin karriere. Alligevel var hun i årene omkring årtusindskiftet en af de mest kendte kvindelige tennisspillere i verden.

Anna Kournikova, som mandag den 7. juni fylder 40 år, var en magnet for opmærksomhed i de relativt få år, hun var på toppen af sin karriere. Russeren med den karakteristiske hestehale og et udseende, der ryddede forsider i sports- og modeblade, flyttede tidligt fra Rusland til USA med henblik på en tenniskarriere.

Her trænede hun på Nick Bollettieris legendariske tennisakademi, hvor stjernespillere som André Agassi, Monica Seles og Maria Sharapova ligeledes er blevet trænet.

Annonce

Anna Kournikova debuterede i grand slam-sammenhæng ved US Open i 1996, hvor hun tabte i fjerde runde til datidens kvindelige superstjerne, tyske Steffi Graf.

Året efter toppede Anna Kournikovas karriere i grand slam-sammenhæng i singlerækken, da hun nåede frem til semifinalen ved Wimbledon.

Russeren nåede senere at ligge nummer otte på verdensranglisten i damesingle, men det lykkedes hende ikke at vinde en titel, hvilket var et heftigt debatemne i tennisverdenen dengang.

Succes i double

Anna Kournikova havde mere succes i doublerækkerne, ikke mindst i damedouble, hvor hun vandt en del titler med blandt andre schweizeren Martina Hingis. Duoen vandt grand slam-turneringen Australian Open sammen i både 1999 og 2002. I damedouble var Kournikova i en periode nummer et på verdensranglisten.

På grund af skader stoppede Anna Kournikova allerede med at spille på WTA-tour'en i 2003, men hun stillede siden op til kampe i velgørenhedsregi.

Privat har Anna Kournikova i mange år dannet par med sangeren Enrique Iglesias. Parret har tre børn sammen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce