Annonce
Tønder

Hundeejer om træning af de firbenede: - Jeg håber, at det giver pote

Kontakt mellem hund og ejer er ifølge instruktør Christel Gassner Poulsenvigtig, når hundene skal lære instruktioner at kende. Foto: Claus Thorsted
Hunde og deres ejere var mødt op til hundetræning i klubben DCH Skærbæk søndag formiddag. På skemaet var der øvelser i at sætte sig ordentligt. For nogle var det lidt sværere end for andre.

Skærbæk: - Balder, plads. Nej, ikke derhen, siger Lykke Christensen i en munter tone, mens den langhårede hund løber rundt om sin ejer, så hundesnoren tvinger hende til at lave noget, der ligner dansetrin.

- Det kommer forhåbentlig til at give pote på et tidspunkt, griner hun.

Lykke Christensen er sammen med hunden Balder taget til hundetræning i klubben DCH Skærbæk. Her er der træning for hvalpe, fra de er otte uger gamle. Når grundtræningen, som blandt andet består af kontaktøvelser mellem hund og ejer, er på plads, rykker hundene op til unghunde-træning. Det er her, otte måneder gamle Balder går.

- Vi har gået til træning siden august måned. Han kan rigtig mange ting derhjemme, men når vi kommer herud, er der så mange andre hunde og nye dufte, at han kan blive lidt forvirret. Og så er der meget energi i ham, så det er ikke altid, at han lige lytter efter, smiler Balders ejer.

Annonce

DCH Skærbæk

Til hundetræning i klubben DCH Skærbæk er der både hvalpetræning, træning i lydighed for unghunde, lydighed for mere øvede hunde og agility-træning.

Sit-øvelser

Med til træning er også andre både små og store hunde og selvfølgelig deres ejere - det er lige så meget dem, der skal lære noget, påpeger Christel Gassner Poulsen, der er instruktør i DCH Skærbæk.

Til dagens træning skal hundene lære at sætte sig, når de får besked på det.

- Vi skal have hundene til at sætte sig helt tæt på jeres ben. Det er ikke bare sådan lige til, siger Jesper Christensen, der står for træningen.

Hunde og ejere, der er linede op ved siden af hinanden, tager tre skridt frem, og så bliver der sagt: Sit.

For nogle hunde er det en større udfordring end for andre at sætte sig. Dem der gør, hvad de får besked på, får en godbid og bliver rost med glade stemmer.

- Ved at give dem godbidder, belønner man hunden og får på den måde deres opmærksomhed. Godbidden gør den bevidst om, at den har gjort noget godt, forklarer Christel Gassner Poulsen.

De fleste, der kommer til hundetræning i klubben DCH Skærbæk, kommer for at socialisere sin hund med andre og lære den grundelementerne, som at gå i snor, lystre og lære sin ejer at kende.

- Hunde trives bedste, når de ved, hvad de skal forholde sig til, og når de lærer nogle rutiner at kende. Når hundene har det godt, kan de bedre omsætte de instruktioner, de får, så de kan lære nye ting, fortæller Christel Gassner Poulsen.

Tilbage til Balder har han nu fået færden af noget, som er mere interessant end sit-øvelserne.

- Mon ikke at han lærer det en dag, griner Lykke Christensen, mens hun prøver at genvinde hundens opmærksomhed.

Unghundene skulle søndag formiddag lære at sætte sig, når de fik besked på det. Det foregik ved, at de blev linet op samme med deres ejere og fik godbidder, når de lystrede. Foto: Claus Thorsted
Balder er af racen löwchen. Den lille, langhåret hund havde masser af energi, da den skulle lære at sætte sig, når ejer Lykke Christensen sagde: sit. Foto: Claus Thorsted
Hunden Atju på halvandet år var også med til hundetræning. Hun er en udstillingshund, så det er vigtigt at hun lære at lystre, når hun får instruktioner af ejer Karin Petersen. Foto: Claus Thorsted
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

PostNord er en dødssejler

I årevis har fusionen mellem Post Danmark og det svenske Posten AB til PostNord i 2009 været et problembarn. Der er nemlig så store forskelle mellem Danmark og Sverige, at det har vist sig nærmest umuligt at få fællesskabet til at fungere. Mens Danmark er en digital spydspids, bliver der fortsat ekspederet masser af fysiske breve og dokmenter via posten hos vores nordiske naboer. Og skønt man kan begræde det traditionelle brevs forsvinden i vores land, er udviklingen uafvendelig. Situationen i Danmark har siden 2012 udløst adskillige årsregnskaber med blodrøde tal, hvilket har belastet hele PostNord i fatal grad. I det seneste årsregnskab for 2018 havde den danske del af forretningen et minus på over en milliard kroner. Noget tyder på en bedring i økonomien, men prisen har været høj i form af massefyringer og bestandigt forringet service. Imens fortsætter brevmængden med at falde på grund af den digitale kommunikations fortsatte fremmarch kombineret med alt for lange leveringstider på fysiske breve. Nu er flere partier så åbne for at forlade postsamarbejdet. De nye toner er der grund til at være tilfreds med. For nok er situationen lige nu slem. Men fremover vil den blive endnu værre. Også hos vores naboer vil den moderne kommunikation vinde stadig mere frem. Det er ganske enkelt for hurtigt, bekvemt og billigt at holde digital kontakt med både venner, familie og myndighederne til, at fysiske breve på sigt kan overleve i større omfang. Det gælder også i Sverige. PostNord er med andre ord en dødssejler, det ikke vil være klogt at holde fast i. Lad os få lukket virksomheden, inden vi bruger endnu flere penge på at forlænge dens skrantende eksistens. Naturligvis skal det også fremover være muligt at sende fysisk post i Danmark. Men der er bestemt ingen grund til at genopbygge et nationalt postvæsen. I stedet bør politikerne se på muligheden for at betro opgaven til private aktører. Dyrere og ringere end den nuværende ordning kan det umuligt blive.

Annonce