Annonce
Udland

Hundredtusinder vil trodse coronafaren og samles i Washington

Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Mens flere stater har høje smittekurver, taler Trump ved stort 4. juli-arrangement. Tusinder vil demonstrere.
Annonce

Hundredtusinder af mennesker ventes lørdag at samles i den amerikanske hovedstad, Washington DC, hvor præsident Donald Trump er vært for en fejring af USA's nationaldag.

Trumps "Salut til Amerika", som aftenens overskrift lyder, vil blandt andet bestå i et af de største fyrværkerishows i nyere tid, meddeler USA's indenrigsministerium.

Mens fyrværkeriet brager over Det Hvide Hus og militærets kampfly passerer hen over himlen, ventes titusinder af andre amerikanere at samles for at protestere mod raceulighed.

Politiet har afspærret gaderne omkring Det Hvide Hus, Black Lives Matter Plaza og Lincoln Memorial. Her ventes demonstranter at samles i en af mange demonstrationer forud for en tale, Trump vil holde lørdag aften.

Aktivisterne har sagt, at de vil samles for på fredelig vis at ære George Floyd, der døde under en anholdelse i Minneapolis i maj. Hans død har udløst store protester i USA og dele af den øvrige verden.

Fredag aften talte Trump ved Mount Rushmore, som er et af USA's mest kendte monumenter.

Her langede han kraftigt ud efter venstrefløjen, som ifølge præsidenten fører en "nådesløs kampagne for at udslette vores historie".

Han brugte talen til at fremstille sig selv som et bolværk mod ekstremister fra venstrefløjen.

Derimod talte Trump ikke meget om den pandemi, der nu har kostet tæt ved 130.000 amerikanere livet.

Sundhedsmyndigheder har advaret mod store offentlige arrangementer i samme stil, som man så det i tiden før coronaudbruddet.

Flere myndigheder opfordrer amerikanerne til at undgå store forsamlinger på grund af smitterisikoen.

- Din familie, dine venner og din by regner med dig, skriver Washingtons borgmester, Murial Bowser, på Twitter.

Hun har forsøgt at overtale Trump-administrationen til at aflyse 4. juli-arrangementet i år.

- Hvis du bliver nødt til at gå ud, så hold os raske ved at praktisere god hygiejne, tag en maske på, hold jer to meter fra hinanden og undgå store forsamlinger, skriver hun.

Flere af USA's delstater har i de seneste dage meldt om et rekordhøjt antal af nye smittetilfælde.

/ritzau/Reuters

Læs meddelelse fra USA''s indenrigsministerium her
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Spærring af rute 11 i Ribe påvirker lastbiltrafikken: Lastbiler uden ærinde skal ud på den store omkørsel

Trekantområdet

Tre ledere er udpeget: I morgen bliver hele løsningen for hjemmeplejedistrikt præsenteret

Annonce