Annonce
Kolding

Hundredvis af spillere holdes væk: Regn lukker fodboldbaner

Der bliver ikke spillet meget fodbold i Kolding i disse dage. Det våde vejr har sat en stopper for træning og kampe i flere af byens klubber. Arkivfoto: Timo Battlefeld

De seneste dages våde vejr har betydet, at flere fodboldklubber i Kolding har måttet aflyse al træning og flere kampe på grund af vand på banerne.

Annonce

Kolding: Det er ikke så sjovt at være fodboldspiller i Kolding i disse dage.

De seneste dages regnvejr har betydet, at flere klubber har aflyst al træning på græsbanerne, og flere kampe er også blevet aflyst.

I Koldings største fodboldklub, KB, måtte man allerede i weekenden lukke græsbanerne, og her er kun kunstgræsbanen åben for træning. Også mandag og tirsdag er træningen blevet aflyst, og klubbens formand, Allan Johansen, der selv træner et hold, forventer også, at man må droppe træningen onsdag.

Også i Sdr. Bjert, Dalby og Bramdrupdam er samtlige fodboldbaner lukket, og træningen aflyst, oplyser Paul Frandsen, sektorleder for service og drift af fritids- og idrætsanlæg i Kolding Kommune.

- Jeg er lige ved at skrive ud til alle klubber, at de skal tage nøje bestik af vejrliget og vurdere, om der kan spilles uden, at banerne bliver ødelagt. Det ser jo ud til, at vejret bliver slemt det næste døgn, siger Paul Frandsen og forklarer, at banerne ved massivt regnvejr bliver så mættede med vand, at overfladen bliver eftergivende, så spillerne kommer til at træde meget dybt, når de løber rundt. Og det ødelægger græsset.

Fodboldbaner

Mange af fodboldbanerne i Kolding ligger på meget leret og tung jord, der let kan blive ødelagt ved massivt regnvejr.I Seest og Almind ligger fodboldbanerne på mere sandet jord, så her opstår der ikke så let problemer med banerne efter regnvejr, oplyser sektorleder Paul Frandsen.

Annonce

Risikerer ødelæggelser

I Dalby GF er ca. 240 spillere berørt af aflysningerne mandag og torsdag. I Sdr. Bjert skulle i alt otte hold have spillet tirsdag, og hos KB vurderer Allan Johansen, at foreløbig 25-30 hold er berørt af aflysningerne.

Flere fortæller, at der er stor risiko for, at fodboldbanerne slet ikke bliver åbnet i denne uge, da de kommende dage meget vel også kan komme til at byde på regn.

- Jeg tror ikke, vi kommer til at bruge banerne resten af ugen. Det er da træls, for vi har jo forpligtelser overfor de medlemmer, der har betalt kontingent, siger Gitte Thomsen fra Dalby GF.

Allan Johansen er enig.

- Mange af de unge glæder sig jo til at komme til træning, men vi er ikke herre over vejret. Og jordbunden i Kolding er jo generelt meget leret, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Peter Madsens flugtforsøg: Truede med bombeattrap og hoppede ind i hvid varevogn

Varde

Så er det nu: Syv dage til Rema åbner

Indland

Fængselsansattes formand venter Madsen flyttet til nyt fængsel: Enner Mark og Nyborg er i spil

Annonce