Annonce
Livsstil

Hurtige penge, blå himmel og Middelhavs-stemning

10 lyserøde anbefalinger fra Provence. Foto: Kenneth Klingenberg
Varmen lader vente på sig, men sæsonen for rosé er begyndt. Vi lægger ud med 10 lyserøde anbefalinger fra Provence.

Hvor ofte drikker du rosé uden for ”sæsonen”? For undertegnede er det, med en undtagelse, en vin, der har langt større appel i de lyse sommermåneder end resten af året. Undtagelsen er selvfølgelig rosé champagne, som kan og bør drikkes på alle årstider.

I princippet er der ikke noget i vejen for at drikke rosé året rundt, og i de mørke måneder kunne det ligefrem vise sig at være humørforbedrende at blive mindet om de lyse dage, som venter forude. Men markedsføringen af rosé er udpræget lagt an på en fortælling om sol, strand og blåt hav og afslappet sommeraften-stemning med grillen tændt.

Og så er der dem, der spørger, hvorfor man overhovedet skulle drikke rosé? Hvilket fører til spørgsmålet om, hvorfor nogen laver rosé, hvis de lige så godt kunne lave rødvin af druerne?

Annonce

Da den første lyserøde vin blev gæret for flere tusind år siden, skete det sandsynligvis som følge af den måde, de vilde vinplanter voksede - grønne og blå druer imellem hinanden. Siden blev det normen at dyrke forskellige sorter i samme mark, fordi det gav bonden en vis forsikring mod dårligt vejr og sygdom. Skulle en sort svigte, kunne man håbe, at de andre klarede sig bedre. I antikken var det i øvrigt normalt at hælde vand i sin rødvin, og det blev set som decideret uciviliseret at drikke vinen ufortyndet. Derfor blev vinen i glasset selvfølgelig lysere.

Markedsføringen af rosé er udpræget lagt an på en fortælling om sol, strand og blåt hav og en afslappet sommeraften-stemning med grillen tændt. Foto: MDCV Group

Der er penge i rosé

I dag laver man rosé, fordi man kan, og nogle gange også fordi det er det bedste, man kan få ud af druerne fra unge vinplanter, som ikke har nok koncentration til rødvin. I Bandol må vinplanter yngre end 10 år ikke bruges til områdets eftertragtede rødvin, og så er det oplagt at bruge druerne til rosé. Det samme gælder den most, som nogle rødvinsproducenter vælger at tappe fra tankene med gærende vin, når drueskallerne har afgivet en smule farve. Skallerne forbliver i tanken og er med til at koncentrere rødvinsmosten yderligere, mens den lyserøde most, som tages fra, kan blive til en udmærket rosé.

Selv en mand som rapperen Post Malone (hvis du ikke ved, hvor stor han er, så spørg din nærmeste teenager) tør stå ved, at han er rosé-mand. Sidste år præsenterede han sin egen rosé kaldet Maison no. 9 - godt nok ikke lavet af ham selv, men af Alexis Cornu, som er vinmager for MDCV Group, der er ejet af den engelske milliardær Mark Dixon.

Cornu laver vin på Dixons fire vingårde i Provence - Château de Berne, Saint Roux og des Bertrands samt Ultimate Provence - og vinen i Post Malones flasker skulle være den samme som den, der er i Château de Bernes vin Romance, en af vinene i dagens test.

Rosé er blevet big business, og producenterne har den fordel, at de kan få flere flasker ud af vinplanterne, end hvis de skulle bruges til rødvin, fordi rosé kan laves af druer med mere syre og mindre farve. Derfor er det muligt at lave vin med højere høstudbytter - selvfølgelig forudsat at de lokale regler tillader det.

Vinene kan også sendes hurtigere på markedet. Det kan tage flere år, fra druerne til en rødvin er plukket, til flaskerne er klar til salg, hvorimod en rosé som regel kan sendes på markedet i foråret efter høsten. Det giver hurtige penge i kassen, men det er ikke nødvendigvis derfor, en vinbonde skal satse på at lave rosé.

Annonce

Ung, lys og følsom

- Når vi får at vide, at producenterne er interesserede i at lave rosé på grund af cash flow-fordelen, griner jeg, sagde Franck Crouzet, kommunikationschef i den franske Castel Group, et af verdens største vinfirmaer og den største producent af vin i Frankrig, da avisen Le Monde i 2017 talte med ham om rosé.

For der er et problem med rosé. Vinene laves generelt til at blive drukket unge, mens de har optimal friskhed med frugt og syre. De fleste er ikke bygget til at udvikle sig i flasken - det betyder ikke, at de bliver udrikkelige, men de skal helst sælges hurtigt, for hver 12. måned kommer en ny årgang ud i butikkerne med mere friskhed og måske også en flottere farve end den, vinene fra forrige år præsenterer sig med. Med andre ord kan den hurtige produktion blive en ulempe for vinhusene, hvis de ikke får solgt deres vin, inden næste årgang er klar.

I 1990’erne vandt pneumatiske presser indpas hos roséproducenterne i Provence. De gjorde det muligt at presse druerne lettere, som til hvidvin, med mindre udtrækning af farve fra skallerne, og derfor kunne man lave en lysere vin. Det er fashion, som de siger på tøjmesserne, og det kan vistnok forklare enhver trend.

Samtidig kom Inertys-pressen. Den tillader vinbonden at presse mosten fra druer under et lag af neutral gas som kvælstof, kuldioxid eller argon - eller en blanding - der beskytter mosten mod ilt. Det sikrer både farven og smagsstofferne i mosten, hvilket kan være udfordring i Provence og andre varme vinområder. Det gælder ikke mindst for grenache-druerne, som har let ved at oxidere og derfor ofte plukkes, når det er køligst - om natten. For jo lavere temperatur, jo langsommere sker iltningen af mosten.

Men selvom vinen når hele vejen frem til flasken, er dens udfordringer ikke forbi. For flaskerne med rosé er i langt de fleste tilfælde af klart glas, for farven er i høj grad med til at sælge vinen. Men de klare flasker giver en ringe beskyttelse mod UV-strålerne i dagslys og forskellige slags kunstigt lys, og derfor risikerer roséerne at tage skade. ”Light strike” kaldes det - i Frankrig bruges også udtrykket ”le goût de lumière”, smagen af lys - og det dækker over den forandring, som fotoner i kortbølget lys forårsager i vinen. De omdanner aminosyrer i vinen til blandt andet dimethyldisulfid, et ubehageligt lugtende stof, der blandt andet bruges til bekæmpelse af nematoder (små rundorme, som suger næring fra blandt andet vinplanters rødder) og ukrudt.

Og det er ikke bare kemisk teori. I 2015 afprøvede magasinet Imbibe, hvad der skete med flasker med rosévin, når de stod et antal timer i direkte dagslys og kunstig belysning. Vinene blev smagt og sammenlignet med en flaske, der havde ligget i en mørk kælder, og flaskerne, som havde været udsat for lys, lugtede og smagte markant dårligere.

Man kan vælge gærtyper, som producerer mindre mængder af stoffet riboflavin, som reagerer med aminosyrer i vinen og danner de ildelugtende svovlforbindelser. Det er også muligt at fjerne riboflavin fra den færdiggærede vin, men det indebærer en risiko for, at man også fjerner (ønskede) smagsstoffer.

Skulle vinene have optimal beskyttelse, blev de tappet på mørkebrune flasker, og forretningerne sørgede for, at flaskerne blev udsat for minimale mængder af kunstigt lys.

Annonce

En vin skiller sig ud

Heldigvis har ingen af dagens 10 vine tegn på lysskade, selvom kun en af dem er tappet på en brun flaske. Det giver til gengæld mening, at netop Clos Cibonnes 2017 Château Cibon Cuvée Marius bliver beskyttet så godt som muligt mod lyset, for trods sine snart fire år er den stadig fuld af liv og har potentiale til at udvikle sig yderligere. Vinen skiller sig ud i dagens felt, både fordi den primært er lavet på sorten tibouren, og fordi den er gæret (med vildgær) i temperaturkontrollerede, store fade af fransk eg (2600 liter) og lagret i to år på de samme fade - de første seks måneder sammen med gærresterne og med jævnlig omrøring.

Det fører til en vin, som smager radikalt anderledes end en typisk, provencalsk rosé - den er temmelig god nu, men holder sagtens i flere år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Billund For abonnenter

Banken siger nej: Uafklarede motorvejsplaner tvinger familien til at bo med træk og skimmelsvamp

Annonce