Annonce
Tarm

Husejer i Lyne: Festen blev holdt i en privat garage

Den røde bygning med de to porte er garagen, som de unge mennesker var samlet i. Privatfoto
Ejeren af ejendommen stiller spørgsmål ved, om politiet havde ret til at lukke en privat fest.
Annonce

LYNE: Da politiet lukkede en fest i Lyne natten til lørdag, blev der skrevet bøder på 2500 kroner til de 25 unge mennesker, der opholdt sig i bygningen. Ifølge politiet overtrådte de forsamlingsforbuddet.

Men det giver ingen mening for ejeren af bygningen, hvor de unge i alderen fra 16-26 opholdt sig.

- Det var på privat grund. Min ejendom er ikke en offentlig grund, og jeg forstår ikke, at politiet har lovhjemmel til at komme ind, siger manden, der ikke ønsker sit navn i Dagbladet, som dog er bekendt med hans identitet.

Annonce

Maskinhus eller privat garage

Midt- og Vestjyllands Politis vagtchef lørdag beskrev bygningen som et fritliggende maskinhus, og konklusionen var derfor, at der ikke var tale om en privat fest.

Men det er ifølge ejeren af bygningen ikke den rigtige beskrivelse. Han har ganske rigtigt et stort maskinhus, hvorfra han driver virksomhed. Men den bygning, de unge mennesker var i, ligger ved siden af maskinhuset og bliver udelukkende brugt privat.


Det var på privat grund. Min ejendom er ikke en offentlig grund, og jeg forstår ikke, at politiet har lovhjemmel til at komme ind.

Ejer af den bygning i Lyne, hvor politiet opløste en fest


- Vi var i en fuldt isoleret privat garage, hvor vores to private biler holder, fortæller han og tilføjer, at begge bygninger er ejet af ham som privatperson og ikke gennem virksomheden.

Annonce

Hvad er privat bolig

Dagbladet har haft kontakt til Midt- og Vestjyllands Politi, som ikke mundtligt ønsker at uddybe de udtalelser, vagtchefen kom med lørdag.

Dog har kommunikationsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyst skriftligt til Dagbladet, hvad der ifølge politiets vejledninger forstås ved en privat bolig:

"Bolig" skal forstås bredere end bopæl, og bolig sigter således først og fremmest til det sted, hvor en person overnatter". Bolig omfatter dog ikke alle indendørs lokaliteter, som måtte høre til en matrikel, f.eks. lader, skure og værksteder, skriver kommunikationsafdelingen.

Annonce

Ikke smart

Manden fortæller, at der ikke var planer om at holde fest, og der var ikke sendt invitationer ud.

- Vi sad en fem stykker fredag eftermiddag og fik nogle øl. Det var helt spontant. Så var der et par stykker, der ringede og spurgte, om jeg gav en bajer. Nogle af dem tog så nogle kammerater med, fortælleren manden.

Men uanset om festen var lovlig eller ulovlig, er det så smart at holde en fest i en tid, hvor vi skal passe på coronasmitte?

- Selvfølgelig er det ikke smart. Det kan vi godt blive enige om. Men det var ikke folk fra Skjern eller Ringkøbing. Det er folk, som vi omgås til daglig på kryds og tværs, så uanset om vi er fem eller ti, så kommer vi alligevel til at se hinanden, siger han

Fest og forsamlingsforbud

Politiet følger reglerne, som findes i bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19. Bekendtgørelsen kan ses her:

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1815

Reglerne bliver uddybet på coronasmitte.dk, hvor der blandt andet står følgende:

Er det lovligt at afholde eller deltage i en fest?

Ja. Det er lovligt at afholde og deltage i en fest. Afhængig af, hvor festen holdes, gælder dog følgende:

Fester i egen bolig/have:

Forbuddet mod at forsamles flere end fem personer gælder ikke i private boliger og haver i tilknytning hertil, men der gælder fortsat et forbud mod at afholde og deltage i arrangementer mv., hvor der er flere end 500 personer til stede samtidig.

Forsamlingsforbuddet på fem personer gælder i beboergårde, fællesgårde eller lignende, som beboere fra et større antal boliger råder over, samt haver i tilknytning til private boliger, hvor der afvikles arrangementer m.v., som er offentligt tilgængelige. For arrangementer mv. i beboergårde, fællesgårde eller lignende, hvor alene personer fra samme husstand eller alene personer, som er hinandens nærmeste pårørende (dvs. en persons ægtefælle, faste samlevende, faste partner, forældre, børn, herunder børn af ægtefæller, faste samlevende, faste partner samt plejebørn, og søskende), deltager, må der dog være op til 10 personer til stede på samme sted samtidig.

Der er ikke en tidsmæssig begrænsning på festens varighed. Der opfordres dog kraftigt til, at fester i private boliger/haver også slutter senest kl. 22.00.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Vejen til en normal hverdag: Her får du de to stik mod covid-19

Danmark

Overlæge: Jeg har aldrig set en så langvarigt kritisk syg patient på intensiv som Flemming

Annonce