Annonce
Tarm

Husflidsfolk i aktion på Gåsemandens Gård: Anders har øvet sig i 30 år

Anders Kjeldsen har arbejdet med dekupørsav i 30 år. - Jeg tror slet ikke, jeg kan lade være, siger han. Foto: Cecilie Bisgaard.
Når Gåsemandens Gård har åbent, kan man få en snak med de husflidsfolk, der passer gården. De er frivillige og bruger gårdens lade til at vise forskellige håndværk frem.

Nørre Bork: Den er svær at overse. På et fladt græsstykke lige uden for Nørre Bork ligger Gåsemandens Gård. Med gæs i krydsfiner ude foran ved vejen er man slet ikke om, hvad det er for et sted.

Gården er et gammelt hedelandbrug fra 1789, og navnet 'Gåsemandens Gård' kommer fra gårdens seneste ejer.

- Han hed Sigfred Christensen, og han levede af at opdrætte og sælge gæs. Han lavede og solgte også trehjulede BMW'er, og historien er, at da han døde, der var der fem af dem her på gården, fortæller Lissi Kjær Christensen, der er frivillig på gården, som er en del af Ringkøbing-Skjern Museum.

Annonce

Gåsemandens Gård

  • Adresse: Galgebjergevej 20, 6893 Hemmet
  • Åbningstider: Hver søndag og mandag i juli og august klokken 10-16
  • Priser:
    • Voksne: 30 kroner
    • Børn under 18 er gratis i følge med voksne
  • Attraktioner: Der er altid nogen, der viser et håndværk frem. Man kan få en snak med dem om håndværket og om husflid generelt - og alt andet mellem himmel og jord.

Husflidsudstilling

I 1990 døde Sigfred Christensen, og da han ingen arvinger havde, overgik ejendommen til staten.

- Der var nogle tilhørende græsarealer, som Naturstyrelsen har fået, men gården blev overdraget til museet, som åbnede i år 2000, fortæller Lissi Kjær Christensen.

Hun er formand for Ringkøbing Amts Husflid, der står for den daglige drift af Gåsemandens Gård.

- Vi har åbent ni weekender om året, og vi er tre, der deles om det. Så det går lige, griner hun.

Fordi den lokale husflidsforening står for driften, har de hvert år en udstilling i et af gårdens rum.

- Da Husflidsmuseet lukkede, blev alle tingene derfra opmagasineret i Skjern. Så hvert år tager vi nogle ting derfra og laver en udstilling. Lige nu er det blandt andet læderarbejde og karvskæring, siger hun og peger på tasker i læder og runde træudskæringer.

Også flere af gårdens møbler kommer fra det lukkede museum.

Altid kaffe på kanden

På vej ud af Ringkøbing Amts Husflids udstillingsrum retter Lissi Kjær Christensen på en gammel symaskine.

- Den flytter sig en gang imellem. Her må man godt røre ved de fleste af tingene. Husflidsfolk ser bedst med fingrene. Det gør jeg også selv, siger hun og går ind i køkkenet.

Her står en flaske med en klar væske, en lyseblå termokande og matchende krus.

- Der altid kaffe på kanden. I starten var det på en Madam Blå, men det er svært at holde varm, når vi ikke må bruge komfuret. Så nu er det en blå termokande i stedet for. Vi serverer ikke te og sodavand, for det har man ikke drukket på et husmandssted som her. Så det er kaffe og hyldeblomstsaft, siger hun.

I stalden på Gåsemandens Gård står der nogle gæs i krydsfiner. - De stod udenfor før, men de blev ved med at vælte i vinden, siger museets kustode. Foto: Cecilie Bisgaard.

En gine til toilettet

Turen fortsætter ud i den gamle stald. Her har et par gæs i krydsfiner også fundet en plads.

- Før i tiden stod de udenfor, men de blev ved med at vælte i vinden, så de kom indenfor i stedet, siger Lissi Kjær Christensen, mens hun åbner døren til gårdens gamle toilet.

- Du kan godt se, jeg mangler lige en gine her. Folk er ikke berøringsangst, så de tager fat i døren og kigger ind. Jeg kan lige se, at nogen tager fat i døren og får sagt undskyld, før de overhovedet får set, hvad det er, griner hun.

Herefter går turen til Gåsemandens lade.

Lissi Kjær Christensen er kustode på Gåsemandens Gård. Det er hende, der tjekker billetter og betjener gårdens butik. Foto: Cecilie Bisgaard.

Har savet i 30 år

Den gamle lade er der, hvor husflidsfolkene holder til. Det er her, Lissi Kjær Christensen sælger billetter, men det er også her, man hver åbningsdag kan opleve folk, der er i gang med et håndværk. I dag kan man opleve pilefletning udenfor, og indenfor sidder Anders Kjeldsen, der arbejder med dekupørsav.

- Jeg saver figurer, som jeg selv har tegnet. Primært i træ, men jeg arbejder også med metal og horn og ben. Det er en meget alsidig sav, siger han.

Figurerne er en form for puslespil. Man kan skille dem ad, og så se, om man kan samle dem igen. En af de nemmere figurer uden for mange detaljer kan Anders Kjeldsen lave på et kvarter.

- Jeg har savet i 30 år, så jeg har øvet mig lidt, griner han.

- Det er selve processen, man får noget ud af. Ikke det, der kommer ud i sidste ende. Glæden ved at bevise for sig selv, at man kan - følelsen af, at det lykkes - den følelse får man kun, når man bruger fingrene på den her særlige måde, siger Anders Kjeldsen.

Han starter saven igen, og ind i butikken kommer en tysk familie, der har en ugebillet til museerne.

- Der er mange, der kommer her over middag. Vi er et lille sted, så det tager ikke så lang tid. Så man kan snildt køre forbi, når man har været på Bork Vikingehavn, siger Lissi Kjær Christensen.

Der er altid kaffe på kanden og saft på flasken. Madam Blå er bare blevet skiftet ud med en blå termokande. Foto: Cecilie Bisgaard.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Danmark

Live: Syv mænd og to kvinder kræves fængslet i terrorsag efter omfattende politiaktion - følg forløbet her

Annonce