Annonce
Kolding

Husk nazismens ofre: Kæmpe mindesmærke skal også omfatte Kolding

Denne snublesten, der er nedlagt i Løgstørgade på Østerbro, er lagt til minde om Arthur Ascher, som døde i 1943 efter at være blevet deporteret til Theresienstadt. Foto: Peter Sørensen/Østerbro Lille Museum
Som den første by i Jylland skal Kolding have nedgravede snublesten til minde om ofrene for nazisterne. De fem sten, som er planlagt, ligger alle i Sdr. Vang-kvarteret, hvor den lokale skole er blevet involveret.
Annonce

Kolding: Meget tyder på, at Kolding bliver den første jyske by, hvor borgere og turister kan finde snublesten nedlagt i fortovet. Snublesten er mindesmærker for folk, der blev ofre for nazisternes forbrydelser. De nedlægges ved det hjem, hvor ofrene havde deres sidste frivillige bopæl.

Hvis det lykkes at få projektet godkendt, bliver Kolding en del af Europas største, decentrale mindesmærke. Projektet begyndte i 1992 i Køln, og der findes i dag flere end 75.000 snublesten, som man kan finde i byer over hele Europa.

- Vi er helt klart positive overfor og engagerede i projektet i Kolding. Det ville være fint at få en jysk by med som en del af projektet, siger Henriette Harris fra Snublestensgruppen i Danmark.

Annonce

Flere steder af gangen

Gruppen har kontakt til kunstneren bag snublesten, tyske Gunter Demnig, og Henriette Harris har selv været med til at udvikle det projekt, Kolding byder ind med.

- Da vi hørte om interessen fra Kolding, havde vi allerede en henvendelse liggende fra en privat borger i Silkeborg, som ønsker at få lagt en snublesten til minde om et familiemedlem, der havde sin sidste frivillige bopæl i Kolding. Men Gunter Demnig er en travl mand, der nedlægger snublesten stort set hver eneste dag i hele Europa. Hvis han skal komme til byen, vil det være en god idé at få lagt flere sten ved samme lejlighed, siger Henriette Harris.

Sådan så det ud, da man fik nedlagt snublesten i Løgstørgade på Østerbro. Stenen har størrelse som en almindelig chaussésten, og når først den er lagt ned i fortovet, skal den blive liggende som en del af det samlede, decentrale monument, som spreder sig over hele Europa. Foto: Peter Sørensen/Østerbro Lille Museum

Hun foreslog derfor, at man i Kolding involverer sig med en lokal skole, der skal komme med forslag til, hvor man kan nedlægge flere sten i Kolding.

- Det er en helt oplagt idé, for Gunter Demnig er meget optaget af, at snublesten både er et mindesmærke for ofrene, og at de samtidig fungerer som en påmindelse til nye generationer om, hvad der kan ske med et samfund, hvis man ikke passer på, siger Henriette Harris.

Annonce

Elever skaffe pengene

Den henvendelse, Snublestensgruppen i Danmark allerede havde fået, drejede sig om en sten, der skal nedlægges i Sdr. Vang-kvarteret. Derfor er det også blevet Sdr. Vang Skole, som er inddraget i projektet. I et samarbejde med skolens historielærer Kim Mikkelsen er der i øjeblikket lagt op til at placere i alt fem snublesten rundt omkring i skoledistriktet, hvor fem lokale ofre for nazismen har haft bopæl.

- Eleverne kommer til at bruge snublestenene på forskellige måder i undervisningen. De skal hjælpe med den research, der skal fortælle historien bag det enkelte mindesmærke, og de skal også skaffe de cirka 4.000 kroner, som stenene vil koste. Snublesten lægges altid for private midler. Det vil også være med til at engagere dem i projektet, siger Henriette Harris.

Annonce

En smuk idé

Selv om Kolding Kommune i sidste ende skal godkende den ansøgning, Henriette Harris kommer til at indsende på vegne af Snublestensgruppen i Danmark, så er det ikke et kommunalt projekt at få nedlagt de fem snublesten i Sdr. Vang-kvarteret. Tanken bag snublesten er nemlig, at ønsket skal komme fra borgerne selv. Dog er stadsarkivar Lene Wul blevet involveret, for arkivet kommer til at hjælpe eleverne med researchen.

- Det er en smuk idé, der ligger bag mindesmærkerne, og det er en vigtig del af fortællingen her i Kolding, at man laver processen sammen med nogle af vores egne skolebørn, siger Lene Wul.

Det bliver tidligst til sommer, at kunstneren Gunter Demnig kan komme til Kolding og nedlægge de fem sten, som hans samarbejdspartner kunstneren Michael Friedrichs-Friedlaender fremstiller hjemme i sit værksted i Berlin. I 2005 måtte Demnig nemlig indse, at projektet var blevet så omfattende, at han ikke både magtede at lave alle sten selv og lægge dem ned.

Snublesten

  • Ideen til snublesten kommer fra den tyske kunstner Günter Demnig. Han lagde den første sten til minde om ofre for nazisternes forbrydelser i Köln i 1992.
  • Den 17. juni 2019 blev de første 12 snublesten til minde om danske ofre for nazismen lagt i København og på Frederiksberg. I 2020 er der nedlagt 19 nye snublesten i København, på Frederiksberg og i Gentofte.
  • Snublesten er fra Günter Demnigs side tænkt som en borgerbevægelse. Med det menes, at alle engagerede borgere kan melde sig til Snublestensgruppen, hvis de ønsker at blive ”fadder” til en snublesten.
  • Midlerne til en snublesten samles ofte ind af flere personer som for eksempel initiativgrupper, en skoleklasse, beboere i en ejendom eller lokale virksomheder. Snublesten lægges for private og ikke for offentlige midler.
  • Se også www.snublesten.org
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Dyr redningsaktion: Bravo Tours sender kæmperegning til skatteyderne

Trekantområdet

Falck fandt fire nye coronatilfælde: Efterskole har sendt alle 160 elever hjem

Annonce