Annonce
forside

Hvad er forklaringen på DF's beslutning, Jette Julius?

Læserbrev: Af mødereferatet fra Aabenraa Kommunes vækstudvalg for land og by fremgår det, at Erwin Andresen. Slesvigsk Parti, Jette Julius Kristiansen, Dansk Folkeparti samt Søren Frederiksen og Philip Tietje fra Venstre stemte for en placering af jollehavnen ved Loddenhøj.

Imod stemte Erik Uldall og Egon Madsen fra Socialdemokratiet samt Michael Christensen fra Socialistisk Folkeparti.

I kommunens netop gennemførte borgerhøring ville byrådet høre vælgernes mening.

Placeringen af en jollehavn ved Barsø Landing blev der ikke stemt om, til trods for at et flertal af indsigelserne peger på denne løsning.

Sidste gang glemte kommunen at spørge vælgerne. Derfor blev sagen afvist af Kystdirektoratet.

Nu er vælgerne spurgt. Men spørgsmålet er, om det blot er formelt, uden et reelt ønske om at få nogle svar fra vælgerne, og uden at fagfolk i forvaltningen har haft reel mulighed for at gennemgå forslagene, inden disse fremlægges for udvalget.

Det ligner en sag, der skal hastes igennem. At Jette Julius Kristiansen fra Dansk Folkeparti kan acceptere, at de øvrige indsendte forslag ikke blev drøftet, er uforståeligt.

"Landets udvikling skal foregå i samspil med naturen og således, at vi iagttager varsomhed, i forhold til de langsigtede konsekvenser af vores levevis", står der i DF's partiprogrammet. Men gør de det i denne sag?

DF har både været både for og imod. Men lader nu stå til og vil ikke engang drøfte de indkomne indsigelser.

Jette Julius Kristiansen, hvad er forklaringen på det?

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce