Annonce
Livsstil

Hvad er forskellen på separation og skilsmisse?

Illustration: Julie Gry Sveistrup

? Hej Monica Kromann. Jeg står i den situation, at min kone og jeg overvejer at gå fra hinanden. I den forbindelse er vi i tvivl om, hvordan vi skal forholde os. Vi har læst, at man kan blive separeret først, men at det har samme virkning som skilsmisse. Vi er en smule forvirrede og ønsker derfor at få forskellene tydeliggjort. Jeg ser frem til dit svar. Hilsen Karl ! Hej Karl. Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende. Skilsmisse er måden, hvorpå et ægteskab formelt kan opløses. Ved separation er ægteskabet ikke opløst, og man er dermed forsat formelt gift. Man kan vælge at have en separationsperiode på seks måneder, forinden man bliver skilt, eller søge om direkte skilsmisse. Fra 1. april 2019 blev der indført en obligatorisk refleksionsperiode på tre måneder, når ægtefæller med fælles børn under 18 år søger om direkte skilsmisse. Man kan således ikke blive skilt med det samme, hvis man sammen har børn under 18 år. Retsvirkningerne af separation og skilsmisse er i de fleste henseender de samme. Formuefællesskabet, som består i ægteskabet, ophører ved udløbet af den dag, hvor anmodning om separation eller skilsmisse modtages af Familieretshuset. Ligeledes bortfalder arveretten mellem ægtefæller fra tidspunktet, hvor separation eller skilsmisse er bevilget, eller der foreligger dom herom. Der er dog nogle væsentlige forskelle mellem en separation og en skilsmisse. - En ægtefælle kan ensidigt søge om separation.

- Man kan som separeret ikke indgå nyt ægteskab, da ægteskabet fortsat består i separationsperioden.

- Separationen bortfalder, hvis ægtefællerne genoptager samlivet. Skilsmissen ophæves ikke ved genoptagelse af samlivet.

- Såfremt samlivet genoptages i separationsperioden, er en ægtepagt fortsat gyldig. Såfremt man er blevet skilt og senere indgår nyt ægteskab med hinanden, skal man oprette en ny ægtepagt. Ovenstående er således de væsentligste forskelle på separation og skilsmisse. De fleste ægtepar, som årligt bliver skilt, vælger dog indledningsvist en separation. Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål. Det er muligt at læse mere om familieretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse. Med venlig hilsen Monica Kromann Advokat (H) mk@advokatkromann.dk

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce