Annonce
Kolding

Hvad med skins og aldersgrænser: Esportsforening klæder forældre på til større viden om deres barns sport

Bjarke Jessen, til venstre, og Henrik Jensen, til højre, er begge fædre til drenge, der går til Counter Strike i Kolding Esport. De mener, det er en god idé, at foreningen nu begynder at holde månedlige forældremøder. Her får foreningens formand, Martin Johansen, en snak med de to fædre. Foto: Søren Gylling
Kolding Esport inviterede lørdag til sit første forældremøde. Fremover vil foreningen klæde forældre til klubbens medlemmer på til bedre at forstå deres børns store interesse.

Kolding: Går ens barn til badminton eller fodbold, har de fleste forældre en nogenlunde fornemmelse af, hvad det er, de sender deres barn afsted til. Og ofte kan man komme lidt tættere på sit barns sportsgren ved kampe og turneringer.

Har ens barn i stedet valgt at gå til esport, kan det derimod være mere diffust, hvad sporten præcist går ud på, og hvordan man skal forholde sig til forskellige aspekter af sporten.

Men nu har man i Kolding Esport besluttet sig for, at forældre til foreningens medlemmer fremover får mulighed for at blive bedre klædt på til at følge med i den sportsgren, som deres børn har valgt at dyrke.

Lørdag holdt foreningen sit første forældrelektions-arrangement rettet mod forældre til de medlemmer, der især spiller Counter Strike. I fremtiden holder foreningen et nyt forældremøde en gang om måneden omhandlende et specifikt spil men også mere om generelle ting omkring esport.

Annonce

Kolding Esport

  • Kolding Esport har eksisteret siden efteråret 2016.
  • Der er cirka 22 frivillige i foreningen, som har omkring 80 medlemmer. Medlemmerne er typisk i alderen 10-15 år.
  • Foreningen holder til i Bygning 5 i Nicolai-komplekset.

Genvej til viden

Formanden for Kolding Esport, Martin Johansen, fortæller, at baggrunden for forældremøderne er, at trænerne i foreningen ofte skal svare på den samme type spørgsmål fra forældre, og desuden er der kommet flere opfordringer til at holde den slags møder.

- På sådan et møde her kan vi give forældrene en hurtig genvej til viden. Forældrene vil typisk gerne vide noget om, hvordan vi forholder os til køb af skins i spillene og aldersgrænser, fortæller Martin Johansen.

Også emner som kampenes varighed, hvordan ens børn tilrettelægger spil omkring spisetid, og hvornår man skal varsle sit barn om, at det skal slukke for spillet kan være på forældrenes dagsorden.

- Det kan være med til at give en gensidig respekt mellem forældre og børn, og det bliver nemmere for dem at kommunikere frem og tilbage, mener Martin Johansen.

En lukket verden

Henrik Jensen og Bjarke Jessen har begge en 13-årig søn, der er medlem af Kolding Esport, og de to fædre var blandt deltagerne på forældremødet. Deres drenge har spillet flere år, så både Henrik Jensen og Bjarke Jessen har allerede fået afmystificeret flere ting omkring esport.

De klapper dog begge i hænderne over foreningens initiativ med forældremøder.

- I mange sportsgrene er der tradition for, at forældre i en vis grad er med på sidelinjen. Her er det en mere lukket verden, og vi er jo ikke vokset op med den, siger Bjarke Jessen, og Henrik Jensen tilføjer:

- I fodbold kan man også rende og spille fodbold med knægten. Det kan man ikke her, og det fandtes ikke, da jeg var barn. Jeg spillede skak - det her er en form for avanceret skak.

Formand for Kolding Esport Martin Johansen og træner Ditte Cecilie Sørensen fortalte på forældremødet blandt andet om selve spillet Counter Strike, om de slangord, der bruges, om at opbygge en kultur omkring spillet, hvordan man planlægger hverdagen, sundhed og kost, og forældrene fik også prøvet kræfter med en omgang Counter Strike. Foto: Søren Gylling

Kniv eller ikke kniv

Henrik Jensen tror, at møderne, hvor forældre får viden om deres børns spil, kan afhjælpe nogle diskussioner derhjemme mellem forældre og børn. Det kan for eksempel være om, hvornår man adviserer sit barn om, at aftensmaden står for døren, og computeren derfor skal slukkes. Eller det kan være om barnets ønske om at købe de såkaldte skins i spillet.

- Det kan godt virke underligt, at ens barn vil købe en kniv i et spil til 400 kroner, og som ny forælder kan man stå noget uforstående over for tingene. Men hvis ens barn gik til spejder, ville man jo ikke synes, det var underligt, at det gerne ville have en kniv. Eller hvis det gik til fodbold, ville man nok også synes, det var ok at købe nogle målmandshandsker, siger Bjarke Jessen.

En pæn slat forældre mødte op til Kolding Esports første forældremøde. Foreningens formand fortæller, at det kan være nødvendigt med forældremøderne, fordi Esportsverdenen er mere lukket overfor forældre end andre sportsgrene, hvor forældre for eksempel kan stå og se kampe, og desuden er de færreste forældre til nutidens teenagere selv vokset op med at dyrke esport. Foto: Søren Gylling
Trænere og bestyrelsesmedlemmer for Kolding Esport fortæller på møderne om en lang række aspekter ved esport og svarer gerne på forældrenes spørgsmål. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Merkel holder drømmen om Europa i live

For en uges tid siden gik en sød historie sin sejrsgang i tyske medier og på sociale platforme. Landets kansler, Angela Merkel blev fotograferet i en kø i en dagligvarebutik med sin indkøbsvogn. To ruller toiletpapir og fire flasker hvidvin. ”Eine wie uns” som det hed sig i masser af opslag på nettet efterfølgende. Ingen hamstring. Fornuftig prioritering. Og kansleren betalte endda med kreditkort og ikke kontanter, som man ellers ofte gør hos vores naboer. Lederskab i det små. Merkel viser også lederskab i det store. Hvor lande i hele Europa, inklusive Danmark, har dukket sig, mens et coronahærget Italien har bedt om hjælp, trådte Merkel straks til. Tyskland henter syge italienere til tyske hospitaler. Tyskland henter også syge franskmænd. Fordi man har overskuddet. Fordi man kan. At man samtidig opbygger viden i det tyske sundhedsvæsen, der senere kan komme tyske patienter til gavn, er en kærkommen sidegevinst. Tyskland sender også respiratorer til Spanien. Deler ud af sit overskud. Tyskland viser sig også i coronakrisen fra sin bedste side, som vi har set det i række krisestunder i nyere europæisk historie. Wir schaffen dass, er budskabet fra Merkel igen og igen, og hun sætter sig selv og sit land forrest. Det bør vi alle være taknemmelige for. Uden Tyskland, intet Europa fristes man til at konkludere. Den danske stat har handlet hurtigt og konsekvent på coronakrisen. Der er grund til at håbe, at vi derfor kan komme relativt let igennem den set i sundhedsfagligt perspektiv. Måske også økonomisk. Det er dog værd at holde fast i, at Corona er grænseoverskridende, og vejen tilbage på den anden side løses ved at tænke og handle grænseoverskridende. Det ville derfor klæde os at stå side om side med Tyskland i både ord og handling. Også mens det er svært. Der er en udløbsdato på Angela Merkel. Tiden som kansler rinder ud i 2021. For Europas skyld er der grund til at håbe på, at også hendes efterfølger tager et ansvar, der rækker ud over Tysklands grænser. For uden tysk lederskab, smuldrer Europa.

Erhverv 112

Modefirma har sagt farvel til 15 ansatte: 2020 handler kun om at begrænse tabet

Kolding

Plejehjem har nu haft ni smittetilfælde med corona: To plejehjemsbeboere er indlagt

Sydjylland

Påskefrokoster aflyses på stribe: Facebook og Skype redder det sociale samvær

Annonce