Ribe: 1. januar 2020 kom der nye lejere ind i Ribes gamle politigård på Tangevej, efter at lokalpolitiet flyttede til nye lokaler på Ribes brandstation.
Dengang rykkede Hjemmeværnskompagni Kongeåen ind i nogle af lokalerne, hvor omkring 50 frivillige soldater fik deres gang i Ribe frem for de tidligere lokaler i Gredstedbro.
Men nu kan det være, at hjemmeværnet igen skal til at finde nye lokaler, fordi ejeren har sat den gamle politigård til salg.
Det er statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, der for nylig har sat den tidligere politistation med den meget centrale beliggenhed i byen til salg tæt ved et boligkvarter samt indkøb og offentlig transport.
Grundarealet er på 4.133 kvadratmeter og etagearealet er på ca. 1.677 kvadratmeter, mens der i gården desuden findes en bygning på 216 kvadratmeter, der indeholder otte garager og fire disponible rum.
God interesse
Freja Ejendomme har overtaget ejendommen fra Bygningsstyrelsen, og den er nu sat til salg via EDC Erhverv Poul Erik Bech i Esbjerg for 7,2 millioner kroner. Herfra lyder det, at fremtidige anvendelsesmuligheder inkluderer offentlige formål, ligesom boliger eller kontorer kunne også være en mulighed, og der har allerede været god interesse for politistationen.
- Vi har på få dage allerede haft fem henvendelser. Det har både været folk, der har kunnet se lokalerne blive brugt som virksomhed, mens andre har set den som projektejendom i forhold til at lave den om til boliger, siger mægler hos EDC Erhverv, Jacob Aabling.
- De nuværende lejere har uopsigelighed frem til 30. juni 2025, men bygningen er så stor, at der er masser af plads til at mulige købere kan være der samtidig, siger Jacob Aabling og understreger, at der skal ske en ændring i kommuneplanen før at ejendommen kan få en ny funktion.
- Vi har dog været i en god dialog med Esbjerg Kommune, som ser meget positive på, at ændringerne kan lade sig gøre, siger Jacob Aabling.