Annonce
Læserbrev

Hvad vil Socialdemokraterne og De Konservative med de unge

Læserbrev: De herrer, socialdemokraten Povl Kylling Petersen og den konservative Rasmus Elkjær Larsen, har i skøn samdrægtighed i læserbreve taget afstand fra min holdning til, at diskotek Seven skal have arbejdsro.

Den konservative går så vidt som til at antyde, at min holdning nok skyldes dårlig samvittighed.

Sludder og vrøvl, jeg har på ingen måde dårlig samvittighed i sagen. Jeg har sjældent hørt så megen sludder udtrykt med så få ord.

Socialdemokraten Povl Kylling Petersen mener, at mit forslag om arbejdsro er tåbeligt. Det har han lov at mene, men jeg er ikke enig.

Men jeg er enig med Kylling i, at vi skal hjælpe diskoteksejeren videre, og det, mener jeg, sker ved at sikre ham arbejdsro og lovliggørelse.

Det er i grunden pudsigt at konstatere, at Kylling ikke er enig med byrådets ungeudvalg, hvis formand er partifælle med Kylling.

Ungeudvalget peger netop på et diskotek mere i byen, i midtbyen i nærheden af Storetorv.

Byen skal have noget at byde på for unge, også natteliv til hjælp til, at deres fraflytning fra vores kommune reduceres.

I 2018 var nettofraflytningen af unge mellem 17 og 25 år ca. 350 personer.

Og den negative udvikling hjælper lukningen af et diskotek bestemt ikke på, tværtimod.

I øvrigt synes mange at have glemt, at det ikke er et nyt fænomen med værtshuse og dansesteder med lange åbningstider i området Storetorv, Søndergade og Vestergade.

For mig er god erhvervspolitik ikke blot at arbejde for store virksomheder, men også at arbejde for de små og mellemstore virksomheder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Annonce